Psykisk arbejdsmiljø - også en sag for TR (AC-kursus) (Efterår)

Mange akademikere oplever i disse år et stigende psykisk pres. De skal være helt fremme i skoene, når opgaverne fordeles på arbejdspladsen, de skal kunne klare et stort - og konstant – arbejdspres, og de skal have helt styr på alting i privatlivet.

Hensigt 

'Hvorfor var det hende, der skulle lave det oplæg?'

'Hvordan kan han tro, at vi kan nå det?'

'Jeg trænger til ikke at skulle noget'!

Mange akademikere oplever i disse år et stigende psykisk pres. De skal være helt fremme i skoene, når opgaverne fordeles på arbejdspladsen, de skal kunne klare et stort - og konstant – arbejdspres, og de skal have helt styr på alting i privatlivet.

Netop travlheden og de udfordringer, der følger deraf, er med til at definere en attraktiv arbejdsplads. Men samtidig er ansvaret for det psykiske arbejdsmiljø blevet et individuelt problem, og det kan forstærke en negativ kultur på en arbejdsplads og føre til et sammenbrud for den enkelte.

Heldigvis er det blevet den generelle opfattelse, at faktorer som stress og udbrændthed skal tages alvorligt. Den væsentligste årsag til sygemeldinger blandt akademikere er netop begrundet i psykiske faktorer.

Så tillidsrepræsentanternes opgaver er blevet mere komplekse. Det er ikke nok at kunne rådgive om løn- og arbejdsforhold. Tillidsrepræsentanten skal også have psykologisk indsigt til at kunne balancere mellem personlig rådgivning i de stadig mere komplicerede medlemssager og ledelsens ønsker om en stabil og velfungerende arbejdskraft.

For hvem har ansvaret for det psykiske arbejdsmiljø og trivslen – eller manglen på samme – på arbejdspladsen? Er det ledelsen, samarbejdsudvalget, arbejdsmiljørepræsentanterne, den enkelte medarbejder eller tillidsrepræsentanterne? Og er det psykiske arbejdsmiljø et individuelt eller kollektivt anliggende?

Indhold 
Kurset belyser TR’s rolle i forhold til udfordringer med det psykiske arbejdsmiljø i farvandet mellem ledelsens handlemuligheder og medlemmernes forventninger. Kurset vil belyse nogle – men ikke alle – af TR’s handlemuligheder.

På kurset vil deltagerne - efter en indføring i de vigtigste faktorer, der påvirker det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads - sætte fokus på tillidsrepræsentantens rolle og opgaver på såvel det kollektive som det individuelle plan.

Bl.a. vil vi gribe fat i stress, som spiller en afgørende rolle i vores oplevelser af det psykosociale arbejdsmiljø, det grænseløse arbejdsliv, hvor der kan arbejdes med udfordringerne, også når opvaskemaskinen skal tømmes, ligesom vi vil tage fat på, hvilke instrumenter tillidsrepræsentanterne har til rådighed, når de skal indgå i arbejdet med lovpligtig opfølgning på arbejdspladsvurderinger, udarbejdelsen af trivselsmålinger mv.

Kurset er målrettet tillidsrepræsentanter, men også arbejdsmiljørepræsentanter vil have et udbytte af kurset. For så vidt angår arbejdsmiljørepræsentanter erstatter kurset ikke den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse, som arbejdsmiljørepræsentanter skal deltage i, men er et supplement. 

Kurset er baseret på samtaleforelæsninger og workshops.

Varighed: 2 dage
 

Kurset udbydes kun denne ene gang i 2017


Deltagelse i AC-TR kurset er gratis for BF's tillidsrepræsentanter og der ydes transportgodtgørelse til billigste offentlige transport.

Psykisk arbejdsmiljø - også en sag for TR (AC-kursus) (Efterår)
6. - 7. september 2017
Kl. 10.00 - 15.00
Sinatur Hotel Storebælt:
Østerøvej 121
5800 Nyborg
BF-Medlem: Gratis
Ikke-medlem: Kun for medlemmer
8. november 2016
217010

Tilmeldinger modtages efter tilmeldingsfristens udløb såfremt der stadig er ledige pladser. Kontakt Bibliotekarforbundets arrangementsafdeling på arrangementer@bf.dk