Gå-hjem-møde: Hov, et egern! – om vores brug af sociale medier

Foredrag om opmærksomhed og socialemedier med digitaliserings-skeptiker og adfærdspsykolog Anders Colding-Jørgensen

Anders Colding-Jørgensen - Fotograf: Alex BuckHer er foredraget der går dybere end tidens floskler om "dopamin-junkies" og "FOMO". Du lærer at genkende de psykologiske tricks som sociale medier bruger for at vinde din opmærksomhed. Og får en forståelse af dine egne vaner og hvordan du kan begynde at ændre dem.

Kender du det at du åbner din mobil for at se hvad klokken er? Flere minutter senere lægger du mobilen væk igen – blot for at opdage at du stadig ikke aner hvad klokken var. Til gengæld har du lige været en tur rundt på alle dine sociale platforme. Du lod dig distrahere af en spændende notifikation og endte i “tjekkekarusellen”. For mange af os sker det mange gange hver eneste dag. Sociale medier som Facebook, YouTube og Snapchat har psykologer, adfærdsforskere og dataloger ansat, som kun arbejder på én eneste ting: at erobre din opmærksomhed – så ofte som muligt og beholde den så længe de kan.

Dette foredrag hjælper dig med at forstå dine egne vaner og styre din opmærksomhed bedre:

  • Hvorfor kan det være så svært at holde koncentrationen?
  • Er det overhovedet et problem at blive forstyrret hele tiden?
  • Hvad er en tjekkevane og hvordan fungerer den?
  • Hvilke mentale triggers får dig til at tabe koncentrationen?
  • Hvilke designtricks bruger sociale medier til at få dig til lige at tjekke igen og igen?
  • Hvad er feedback loops, uregelmæssig forstærkning og tjekkekaruseller?
  • Hvilke strategier kan du selv bruge for at blive sværere at distrahere?
  • Hvilke begreber skal vi begynde at bruge for at tale sammen om digitale forstyrrelser?
  • Hvordan skal vi opdrage vores børn til at stå bedre imod?

Der bliver rig mulighed for at stille spørgsmål.

Oplægsholder er Anders Colding-Jørgensen, uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet - og digitaliserings-skeptiker! Anders er adfærdspsykolog og ved at skrive en psykologisk selvhjælpsbog om vores digitale tjekkevaner - bogens arbejdstitel er "Hov, et egern!".

Vi serverer kaffe/te og kage fra kl. 16.30, hvor der også er mulighed for at netværke. Selve foredraget går i gang kl. 17.00. Undervejs serverer vi en sandwich og vand.

Deltagergebyr: Det er gratis for Bibliotekarforbundets medlemmer at deltage - alle medlemmer af velkomne.

Arrangør: Gå hjem-mødet er arrangeret af Bibliotekarforbundets IT-faggruppe.

Gå-hjem-møde: Hov, et egern! – om vores brug af sociale medier
6. juni 2018
Kl. 16.30 - 19.00
Bibliotekarforbundet, Akademikerhuset:
Peter Bangs Vej 30
2000 Frederiksberg
BF-Medlem: Gratis
Ikke-medlem: Kun for medlemmer
29. maj 2018
218141

Tilmeldinger modtages efter tilmeldingsfristens udløb såfremt der stadig er ledige pladser. Kontakt Bibliotekarforbundets arrangementsafdeling på arrangementer@bf.dk