Historiker stempler Døssing som illoyal

af Anette Lerche

BF uddeler hvert andet år en pris i Thomas Døssings navn. Nu stempler historikeren Jørgen Laustsen samme mand som løgnagtig og illoyal i sin kommende bog – Den illoyale gesandt, der beskriver Døssings virke som dansk gesandt i Moskva fra 1944-47.

BF uddeler hvert andet år en pris i Thomas Døssings navn. Nu stempler historikeren Jørgen Laustsen samme mand som løgnagtig og illoyal i sin kommende bog – Den illoyale gesandt, der beskriver Døssings virke som dansk gesandt i Moskva fra 1944-47.

- Thomas Døssing førte ikke mindre end tre arbejdsgivere bag lyset. Så kort kan Jørgen Laustsen opsummere tidligere biblioteksdirektør Thomas Døssings sidste leveår fra 1944-47. Og det er ikke helt ligegyldige arbejdsgivere, Jørgen Laustsen refererer til. Det drejer sig om Frihedsrådet under besættelsen, Befrielsesregeringen og endelig regeringen Knud Kristensen.

Jørgen Laustsen har haft adgang til sovjetiske og danske arkiver, og han fortæller ud fra dem historien om den danske modstandsmand Thomas Døssing, der i 1944 rejste til Sovjetunionen som dansk gesandt for Frihedsrådet.

Jørgen Laustsen afleverede sin specialeafhandling om samme periode i efteråret 2000. Nu har han skrevet godt 200 sider ekstra og udgiver den 22. april i år sit værk i bogform med titlen Den illoyale gesandt – Thomas Døssings virke i Moskva 1944-47.

Jørgen Laustsen vil gerne forklare, hvad det er, der får ham til at kalde Thomas Døssing illoyal.

- Jeg har haft adgang til materialer i de sovjetiske arkiver, og der er store uoverensstemmelser mellem, hvad Døssing sagde, at Moskva mente, og hvad Moskva i virkeligheden mente. Døssing sendte indberetninger hjem til Danmark, der var ude af trit med virkeligheden og også direkte falske indberetninger, herunder et referat af et fiktivt møde den 26. april 1945 med den sovjetiske viceudenrigskommissær Vladimir Dekanozov.

Kæmper for hård linje

Bogen om Døssing koncentrerer sig om Døssings sidste leveår, men for at forstå Thomas Døssing, har Jørgen Lausten fulgt ham fra før krigstiden, hvor han markerede sig stærkt som skaberen af det moderne biblioteksvæsen. Thomas Døssing var også tidligt meget klarsynet omkring nazismen, som han offentligt talte imod.

I december 1942 blev Døssing arresteret som modstandsmand, og efter fire måneders varetægtsfængsel og efterfølgende husarrest blev han i april 1944 opsøgt af modstandsmanden Frode Jakobsen. Han var et fremtrædende medlem af Frihedsrådet og spurgte, om Thomas Døssing ville påtage sig posten som Frihedsrådets gesandt i Moskva. Det sagde Døssing ja til og forlod Danmark i sommeren 1944, mens der var store uoverensstemmelser mellem Frihedsrådet og den siddende regering.

- Det indtryk rejste han til Moskva med og kom så ud af trit med udviklingen i Danmark. Han var rejst til Moskva som inkarneret modstandsmand, og han var godt tilfreds med den skarpe konfrontation mellem regeringen og Frihedsrådet, siger Jørgen Laustsen.

Men i starten af januar 1945 gik det op for Thomas Døssing, at der var forsoning i Danmark, og han blev frustreret.

- Lige fra starten var han modstander af samarbejdet mellem Frihedsrådet og politikerne. Han så det som en dolk i ryggen på modstandsbevægelsen, og den udvikling forsøgte han at vende.

Thomas Døssing besluttede sig for at udnytte sin position som diplomat for Frihedsrådet, forklarer Jørgen Laustsen. Lige fra begyndelsen sagde Døssing, at han ikke var diplomat, men derimod politiker. Et forhold, der – med Jørgen Laustsens ord – var skræddersyet til at give problemer i takt med Døssings stigende frustration over den politiske udvikling i Danmark.

I februar og marts 1945 mødtes Thomas Døssing med fremtrædende medlemmer af Frihedsrådet. Men under møderne i Stockholm kunne han ikke overbevise dem om, at de skulle føre en hård linje og ikke samarbejde med politikerne.

- Forbitret skrev han efterfølgende en syv sider lang indberetning om sit møde til Moskva, og det er ganske uhørt. Det viste tydeligt, hvor hans loyalitet lå, siger Jørgen Laustsen.

Falsk indberetning

I den første tid støttede Moskva Thomas Døssings hårde linje, men efterhånden fik den sovjetiske viceudenrigskommissær Vladimir Dekanozov et mere realistisk billede af, hvad der foregik i Danmark, og han ændrede politik.

- Da det gik op for Thomas Døssing, at løbet stort set var kørt, skrev han et falsk referat til Frihedsrådet af et møde, han foregav at have holdt med Dekanozov den 26. april 1945. Han skrev, at Moskva var utilfreds med udviklingen i Danmark. Men reelt udgav han sin egen holdning for at være Moskvas. Der findes ikke noget sovjetisk referat af denne samtale, ligesom Dekanozovs dagbog viser, at de slet ikke mødtes på dette tidspunkt, forklarer Jørgen Laustsen.

Da krigen sluttede, og Befrielsesregeringen skulle dannes, ønskede Døssing en kommunistisk domineret dansk regering, der skulle dannes af modstandsbevægelsen, og han var meget utilfreds med sammensætningen af befrielsesregeringen, som han alligevel accepterede at repræsentere i Moskva.

Men han talte i Moskva for, at man skulle føre en hård linje over for hans egen regering. Sovjetunionen skulle forlange en offentlig og officiel dansk fordømmelse af det brud på den diplomatiske forbindelse mellem Danmark og Sovjetunionen, som Danmark foretog i juni 1941 efter tysk krav. Døssing blev imidlertid underkendt fra højeste sovjetiske sted, og Moskva accepterede uden forbehold at genoprette forbindelsen.

Thomas Døssing var i Danmark i længere perioder, både i sommeren og efteråret 1945.

- Han var rejst hjem som et omvandrende sovjetisk propagandakontor. Under sit ophold i Moskva var han blevet så sovjetisk orienteret, at det paradoksalt nok var uforeneligt med sovjetiske interesser. Døssing havde en dybt naiv opfattelse af forholdene i den sovjetiske politistat, forklarer Jørgen Laustsen, og understreger, at Befrielsesregeringen ikke var blind for problemerne med Døssing. Han var meget tæt på at blive fyret umiddelbart efter befrielsen i maj 1945.

Forundring over Døssingprisen

Den tredje og sidste regering, som Døssing ifølge Jørgen Laustsen optrådte illoyalt over for, inden sin død i 1947, var regeringen Knud Kristensen.

I Danmark var spørgsmålet om grænsen i Sydslesvig en varm kartoffel, og selv om et flertal af danske politikere var imod en grænseflytning, gav Døssing over for Moskva indtryk af, at Danmark kunne være interesseret i en grænseændring. Han gav altså indtryk af, at hans helt private idé var Danmarks officielle holdning.

Efter at have gravet dybt i arkiverne, står Jørgen Laustsen stadig tilbage uden et svar på, hvorfor en mand, der gennemskuede nazismens diktatur, ikke kunne gennemskue Sovjetunionens diktatur, men opfattede Sovjetunionen som en idyllisk arbejderstat, der var fremskridtets og fremtidens land.

I sin bog kommer Jørgen Laustsen kun kort ind på Thomas Døssings store indsats for biblioteksvæsenet, men han kender godt til Bibliotekarforbundets Døssingpris. Den kommenterede han allerede i Berlingske Tidende i januar i år, hvor han udtrykte sin forundring over, at det danske bibliotekarforbund uddeler prisen, når Døssing efter befrielsen lovpriste den sovjetiske fører og hans politistat til skyerne.

Den forundring vil han gerne uddybe over for Bibliotekspressen.

- Det ironiske er, at man uddeler en pris for folkeoplysning og demokrati i navnet på en mand, der helt klart ikke var i stand til at gennemskue det sovjetiske diktatur. Hertil kommer det forhold, at Døssing som gesandt bevidst vildledte de tre forskellige regeringer, han nåede at repræsentere, siger Jørgen Laustsen og uddyber:

- Historien om Thomas Døssings virke i Moskva er ikke alene historien om en inkompetent og groft illoyal gesandt. Det er også historien om en stadigt mere forbitret og ideologisk forblindet mand, slutter Jørgen Laustsen, der ikke har omtalt Bibliotekarforbundets Døssingpris i sin godt 300 sider lange bog.

Skriv en kommentar