Ældre vil mødes på nettet

13.05.2010
af Tania Kejser

På bare et år er der oprettet 4.600 profiler på det brugerdrevne site, Ageforce.dk. Bag succesen står Roskilde Bibliotek, der med en klar pressestrategi og flair for målgruppen har givet sitet vokseværk.

Det begyndte med 110 Roskildeborgere i aldersgruppen 50 og opefter. De mødtes for godt halvandet år siden på Roskilde Bibliotekerne for sammen at opfinde en virtuel platform til sig selv og andre i samme aldersgruppe. I dag kan resultatet af mødet ses på nettet. Sitet Ageforce.dk er et levende bevis på, at de tanker, som blev tænkt den dag for halvandet år siden, var bæredygtige. 4.600 aktive medlemmer, 175 interessegrupper – og flere kommer hele tiden til.
Anne Kathrine Skibelund, projekt- og udviklingskonsulent på Roskilde Bibliotek, er ikke i tvivl. Det er brugerne, som driver værket.
- Vores succes bunder i, at vi fra første dag har ladet brugerne drive processen frem. Der var fra begyndelsen forbavsende enighed om rammerne. Sitet skulle være enkelt, sikkert og reklamefrit. Og så skulle det være forbeholdt voksne. Som medlem skulle man kunne melde sig ind i interessegrupper, og derigennem møde andre brugere med samme interesser som en selv, fortæller hun.
Sitets indhold er blevet til gennem tre workshops, som biblioteket inviterede til efter det første, store møde. På den måde er Ageforce.dk blevet et virtuelt mødested, som formidler møder i virkeligheden. Her findes for eksempel en sejlergruppe, en fotogruppe – og sågar en gruppe for folk, der tilbringer vinteren på Tenerife.
- Vores strategi var, at vi ville have fat i de ressourcestærke i målgruppen. Vi kunne se af vores statistikker, at det var en målgruppe, som biblioteket ikke havde fat i. Men vi vidste også, at biblioteket har et godt ry hos dem. De er kommet her som børn, og de er kommet her, da deres egne børn var små. Nu var målet, at de skulle blive brugere igen, siger Anne Kathrine Skibelund.

Først medlemmer – så presse
Den 1. januar 2009 gik Ageforce.dk i luften. Nu skulle sitet stå sin prøve – uden en vis mængde af medlemmer, ville sitet ikke overleve. På Roskilde Bibliotek holdt de hovedet koldt. Strategien var ikke at involvere pressen, før der var godt med liv på sitet.
- Det var de engagerede brugere, der skulle drive værket. Vores plan var at vokse fra at være et lokalt netværk til et regionalt, og i sidste ende blive nationalt. Det nyttede ikke noget at reklamere for sitet før nye brugere reelt kunne få noget ud af at blive medlem. Derfor satte vi et mål på 500 medlemmer før vi gik ud i pressen, siger Anne Kathrine Skibelund.
De første måneder gik det ikke så stærkt. Ageforce.dk nåede at blive ni måneder gammel, før de første 500 medlemmer havde oprettet deres profil. Men efter den første pressemeddelelse kom der fart på. I løbet af et par uger blev antallet af medlemmer fordoblet.
- Målet var at nå 1.000 medlemmer med udgangen af 2009. Det tal nåede vi efter at P4 på DR havde fortalt om os. Tredje juledag kom vi på i TV2Nyhederne klokken 19. Derefter nåede vi op på 3.000 medlemmer. Hver gang vi har været i pressen, er antallet af medlemmer vokset eksplosivt, fortæller Anne Kathrine Skibelund.

Vil dit bibliotek være med?
Med den eksplosive vækst af medlemmer, er Ageforce.dk for længst blevet et nationalt fænomen. I blandt andet Lejre, Gladsaxe, Ringsted og Herning er biblioteket hoppet med på sitet, og underviser interesserede i, hvordan man bruger det. Men det er stadig brugerne selv, der er i centrum.
- Tanken om, at de ressourcestærke ville trække de mindre stærke med sig, holdt stik. Brugerne er meget hjælpsomme, og der er oprettet interessegrupper, man kan melde sig til, hvis man vil give hjælp eller have hjælp. Hvis en ny bruger for eksempel ikke kan finde ud af, at uploade et billede, er der lynhurtigt en, der melder sig på banen for at hjælpe, fortæller Anne Kathrine Skibelund, der skal have en workshop på IFLA-konferencen til august for at fortælle om projektet.
- Ageforce rummer et stort potentiale i forhold til 50+ generationen. Det er en innovativ platform for it-læring, både for de ressourcestærke og de, som er mindre it-kyndige. Det giver bibliotekerne en »pipeline« til de voksne brugere, som ikke kan besøge det fysiske bibliotek. Og endelig er Ageforce et oplagt sted at brande vores tilbud og derigennem nå nye brugere. Vi håber, at mange flere biblioteker vil gribe ideen med Ageforce og være med til at realisere potentialet, siger Anne Kathrine Skibelund. 
kejser@bf.dk

 

Denne artikels emner
Nettjenester
Sådan er sitet bygget op
Anne Kathrine Skibelund har selv en profil på Ageforce.dk ligesom 4.600 andre over 50.

Der er en del ligheder mellem Ageforce.dk og andre sociale netfora som for eksempel Facebook. En stor forskel er dog, at Ageforce.dk bygger på interessegrupper. Som bruger opretter man sin egen private profil - nogenlunde som på Facebook. Men sitets egentlige liv foregår i grupperne, hvor medlemmerne diskuterer de interesser, den enkelte gruppe står for. Nogle grupper mødes i virkeligheden. Andre holder snakken på nettet. Der findes i skrivende stund i alt 175 grupper inden for emnerne kultur, livsstil, samfund og sport/fritid.

Bliv en del af Ageforce.dk
Anne Kathrine Skibelund har netop søgt Styrelsen for Bibliotek og Medier om penge til at videreudvikle Ageforce.dk, ligesom man gerne vil udvikle bibliotekernes tilbud til 50+ generationen i det fysiske rum.
Hvis ansøgningen går igennem er målet at udvide sitet til at blive nationalt. Forhåbningerne er at nå op på 20.000 – 30.000 brugere og over 40 aktive biblioteker. Hvis dit Bibliotek gerne vil deltage og bidrage til AgeForce, kommer Roskilde Bibliotekerne gerne ud og fortæller samt stiller undervisnings- og markedsføringsmaterialer til rådighed. Kontakt AgeForce Teamet på kontakt@ageforce.dk eller ring på 46 31 50 14.

Kommentarer (6)

28. juni 2010 kl. 00:08
jeg vil gerne ind i gruppen for at se om man kan lære nye mennesker at kende
7. oktober 2010 kl. 15:51
vil gerne møde med nogen der vil rejse
13. oktober 2010 kl. 15:51
Jamen, så skal I da bare gå ind på www.ageforce.dk og melde jer ind, det er så let. Men der sker ikke noget, hvis ikke I selv melder jer til.
Det er meget få oplysninger, der er nødvendige. Email - der ikke kan ses af andre, navn og et password, så er I på. Senere kan man tilføje flere oplysninger.
vh Birgit Bjerregaard
Gladsaxe Bibliotekerne
25. marts 2016 kl. 09:20
Jeg kan ikke huske min kode så jeg kan ikke komme ind på ageforce mere, kan i hjælpe mig med det.
25. marts 2016 kl. 09:21
Jeg kan ikke huske min kode så jeg kan ikke komme ind på ageforce mere, kan i hjælpe mig med det.
22. juni 2017 kl. 04:21
Ny login

Skriv en kommentar