Sådan får du mest ud af din kildekritik på nettet

15.12.2011

En newzealandsk politiker, en britisk sportsjournalist og mange andre ville ikke have dummet sig i fuld offentlighed, hvis de bare havde dobbelttjekket de informationer, de fandt på internettet. Lektor og ph.d. ved IVA, Jeppe Nicolaisen, gennemgår i denne artikel flere af de modeller, der eksisterer for kildekritik på nettet.

Internettet er fantastisk. På World Wide Web kan vi komme i kontakt med andre mennesker fra hele verden, der deler vores interesser. Vi kan finde information om alle mulige tænkelige emner. Vi kan fordybe os og blive klogere. Og vi kan selv bidrage med vores egen viden og med vores egne ideer. Vi kan lave hjemmesider, blande os i diverse diskussionsfora og sociale netværk, redigere tekster på Wikipedia og så videre og så videre. Kort sagt: internettet er fantastisk!

Det er i udpræget grad et demokratisk medie. Alle, der har adgang til en pc med internetforbindelse, kan deltage. Det er åbent for alle, der kan og vil, og alle kan i princippet blande sig i diskussionen, så forskellige syn og argumenter kan blive hørt. Denne åbenhed er et kæmpe plus, men den har desværre også af og til en pris. Fejlagtig information kan true anvendelsen af internettet som vidensmedie, og der findes eksempler på, at misinformation på nettet har spredt sig med mere eller mindre fatale konsekvenser til følge.

På New Zealand har en politiker for eksempel krævet et totalt forbud mod dihydrogen monoxid. Via internettet var den pågældende politiker blevet opmærksom på dette »stofs« giftige og skadelige natur. Dihydrogen monoxid er imidlertid den kemiske betegnelse for helt almindeligt vand. Et andet skægt eksempel er den britiske sportsjournalist, der skrev en artikel om et cypriotisk fodboldhold. Han skrev blandt andet, at holdets trofaste fans bar hatte lavet af brugte sko. Senere viste det sig, at journalisten havde oplysningen fra Wikipedia, hvor rivaliserende fans havde redigeret siden om det pågældende fodboldhold og dets fans med forskellige drillerier.

Men der findes desværre også eksempler på spredning af misinformation med langt mere alvorlige konsekvenser. Medicinsk misinformation på internettet har således ført til, at mennesker har pådraget sig alvorlige skader og sågar er døde som følge af at have fulgt råd om selvbehandling fundet på internetsider.

Som informationssøger og bruger af internettet er det derfor vigtigt at være opmærksom på den slags misinformation. Det bør man naturligvis altid være – Ikke bare på internettet. Men den væsentligste forskel på nettet og traditionelle medier er den ofte manglende kvalitetskontrol. Informationer på internettet har ikke været igennem kvalitetsvurderende instanser på samme måde som informationer i en bog udgivet på et velestimeret forlag eller artikler i videnskabelige tidsskrifter. Man bør derfor være ekstra forsigtig på internettet og med de oplysninger, man finder dér.
Der findes forskellige kildekritiske metoder, informationssøgere kan benytte, når de surfer på nettet.

Tjeklistemetoden
Den første metode kaldes tjeklistemetoden. Den går kort fortalt ud på, at man stiller en række spørgsmål til de internetsider, man ønsker at undersøge troværdigheden af. Svarene indikerer så, i hvilket omfang man kan fæstne lid til de oplysninger, man finder på de pågældende sider. En tjekliste består som regel af en række kriterier med tilhørende spørgsmål. Tjeklisterne kan blandt andet findes på mange bibliotekers hjemmesider, men forskellige interessegrupper har også udviklet tjeklister og lagt dem på deres hjemmesider. De typiske kriterier er:

•  Autoritet
•  Nøjagtighed
•  Objektivitet
•  Aktualitet
•  Dækningsgrad

Inden for hvert kriterium stilles så en række spørgsmål. Zoomer man ind på kriteriet autoritet, er det typisk disse spørgsmål, der stilles:

•  Hvem er forfatteren?
•  Hvad er forfatterens kvalifikationer?
•  Står der en institution bag denne side?
•  Er der en kontaktadresse?
•  Er der reklame/sponsorindflydelse?

Rationalet bag disse spørgsmål er, at hvis en forfatter vil lægge navn til oplysningerne, og vi endda kan se, at han eller hun har kvalifikationer inden for området – måske endda er tilknyttet en institution, vi kan fæstne lid til - ja så kan vi stole på oplysningerne, vi finder dér. Alt afhængigt, selvfølgelig, af eventuel reklame og sponsorindflydelse.

Tjeklistemetoden kan helt sikkert fange nogle hjemmesider, der bevidst eller ubevidst misinformerer deres læsere. Men metoden er langt fra ufejlbarlig. Den slipper simpelthen for mange sider gennem nåleøjet, som ikke burde slippe igennem, og tilsvarende bremses en del sider, som faktisk er ganske lødige. Et eksempel på en side, som vil slippe igennem nåleøjet på de fleste tjeklister er denne:
Martin Luther King Jr. – A True Historical examination

Siden findes på www.martinlutherking.org og indeholder en række tekster om Martin Luther King, samt opfordringer til at udbrede hans berømte drøm. Blandt andet findes en slags ressourceguide for studerende, der skriver opgave om Martin Luther King. Der linkes blandt andet til en to-siders tekst, »The Beast as Saint«, hvis indhold vist kort kan resumeres ved følgende fire linjer fra teksten:

»Well friends, he is not a legitimate reverend, he is not a bona fide PhD, and his name isn’t really »Martin Luther King, Jr. « What’s left? Just a sexual degenerate, an America-hating Communist, and a criminal betrayer of even the interests of his own people. «

Teksten slutter med en litteraturliste, hvor man kan se, at forfatteren har gjort brug af forskellige kilder, samt diverse kontaktoplysninger – blandt andet til forfatteren og hans egen hjemmeside. På trods af, at denne side således lever op til mange af kriterierne for en pålidelig hjemmeside, vil de færreste nok ved nærmere eftersyn betragte denne side som særlig pålidelig og troværdig.

Et andet problem med de fleste tjeklister indikeres af et spørgsmål, de typisk stiller i forbindelse med kriteriet om nøjagtighed. Ofte spørges:
•  Er der tale om korrekt information?

Men det er jo præcis dette spørgsmål, tjeklisten skal bruges til at besvare. Det nytter derfor ikke at stille dette spørgsmål uden en mere detaljeret anvisning på, hvordan informationssøgeren skal undersøge det. Så tjeklistemetoden kan ikke stå alene. Vi har brug for en supplerende metode for blandt andet at kunne besvare spørgsmålet om, hvorvidt informationerne, vi finder, er korrekte eller ej.

Komparativ kildeanalyse
Komparativ kildeanalyse er en metode, som er velegnet til netop det.
Når vi som mennesker skal bedømme kvaliteten af et eller andet, har vi brug for noget at sammenligne med. Hvor godt smager æblet? Hvor smukt er maleriet? Hvor dygtig er skøjteløberen? Det er svært at svare på uden at sammenligne med andre æbler, malerier eller skøjteløbere. Komparativ tænkning spiller således en nøglerolle i al evaluering.

Også når vi skal evaluere kvaliteten af informationer, vi finder på internettet. Komparativ kildeanalyse handler netop om at sammenligne og verificere informationer fra forskellige kilder. For at illustrere metoden har jeg lånt et eksempel fra Marc Meola, bibliotekar ved The College of New Jersey, der netop taler for brugen af komparativ kildeanalyse.

Marc Meola satte sig for at finde ud af, hvor mange, der blev dræbt i forbindelse med den såkaldte Mai Lai-massakre under Vietnamkrigen. Han googlede »Mai Lai« og fandt en hjemmeside, der rapporterede om 300 dræbte. Men kan vi stole på det tal? Det ved vi kun, hvis vi dobbelttjekker med andre kilder. Marc Meola fandt en anden side, der rapporterede om 347 dræbte. En tredje, der berettede om 500 dræbte; en fjerde: 504. Og jeg er selv stødt på en dansk side, der rapporterer om 200 dræbte. Vi kan med andre ord ikke tage hverken det første tal eller nogen af de andre tal for givet. Vi er nødt til at gå til autoriserede kilder, hvis vi ønsker at kende det rigtige antal dræbte. Pointen er, at det opdager vi kun, hvis vi netop dobbelttjekker vores resultat med andre kilder. Sammenligning og verifikation er altså nøgleordene.

Ofte vil det være ret enkelt at dobbelttjekke en oplysning. Den newzealandske politiker kunne let have fundet ud af, at dihydrogen monoxid bare er den kemiske betegnelse for vand ved en simpel søgning på Google. Det ville have krævet lidt mere opsøgende journalistik at finde ud af, at de cypriotiske fans ikke bærer hatte lavet af gamle sko. Og når det gælder medicinske spørgsmål, er det naturligvis de lægefaglige autoriteter, der bør spørges til råds.

Autoritetshierarki
Man aner altså, at der eksisterer et slags videns- eller autoritetshierarki. Jo større autoritet en kilde har – jo mere sikker kan vi være på, at de oplysninger, vi finder dér, er troværdige og pålidelige.

I historiefaget skelner man for eksempel mellem førstehåndsberetninger og andenhåndsberetninger. En kilde som er udarbejdet af en person, der selv har oplevet det, der berettes om, kaldes en førstehåndsberetning. En andenhåndsberetning er derimod en kilde udarbejdet af en person, der ikke selv har oplevet det, der berettes om, men som har fået oplysningerne fra andre personer eller medier. Alt andet lige er en førstehåndsberetning mere troværdig end en andenhåndsberetning.

I faglitteraturen har man et lignende autoritetshierarki. Vi skelner for eksempel mellem afhandlingslitteratur og oversigtslitteratur.
Afhandlingslitteraturen bringer ny viden. Det er her forskeren dokumenterer sit forskningsresultat. Da Watson og Crick opdagede dna-molekylets dobbelthelix-struktur i 1953, dokumenterede de opdagelsen i form af en nu berømt tidsskriftsartikel i tidsskriftet Nature. Afhandlingslitteratur kan offentliggøres i mange former, men de mest almindelige er bøger og artikler i videnskabelige tidsskrifter.

Oversigtslitteratur er faglitterære hjælpemidler, der sammenfatter allerede eksisterende viden fra afhandlingslitteraturen i oversigtsform. Lærebøger og leksikonartikler er bare to eksempler, men der findes en række andre former. Watson og Cricks revolutionerende opdagelse fra 1953 er siden blevet sammenfattet i adskillige lærebøger og leksikonartikler. Oversigtslitteraturens funktion er altså at opsummere, forenkle og formidle afhandlingslitteraturens resultater og erkendelser. I denne proces slibes naturligvis en del kanter af, og ofte må nuancerne udelades i formidlingens navn.

Ligesom førstehåndsberetningen er mere troværdig end andenhåndsberetningen, er afhandlingslitteraturen også normalt mere troværdig end oversigtslitteraturen. Når man som informationssøger skal vurdere troværdigheden af informationer, er det derfor en god ide at bevæge sig opad i autoritetshierarkiet, når man dobbelttjekker. Det gælder naturligvis også, når vi skal vurdere troværdigheden af en internetside. Lad mig give et eksempel:

Tidligere kunne man på den danske udgave af Wikipedia læse, at videnskabelige tekster, der er frit tilgængelige (såkaldt open access) får flere citationer end tekster, der ikke ligger frit tilgængelige på nettet. Det undrede mig noget, da jeg læste det, og jeg besluttede derfor at dobbelttjekke med andre kilder. Wikipedia er at betragte som et såkaldt alment leksikon. Det er med andre ord oversigtslitteratur. Jeg kunne altså vælge at gå opad i autoritetshierarkiet til for eksempel specialleksika eller videnskabelige oversigtsartikler, men besluttede i stedet at undersøge, om ikke der fandtes egent-lige videnskabelige undersøgelser af fænomenet dokumenteret i afhandlingslitteraturen. Jeg fandt hurtigt en oversigtsartikel i det videnskabelige tidsskrift Journal of Informetrics. Artiklens forfattere har undersøgt det med citationsfordelen i en række studier, men har altså ikke kunnet påvise, at der faktisk findes en sådan fordel.

I en anden Wikipedia-artikel læste jeg om Watson og Cricks opdagelse. Jeg synes, det var spændende at læse om, hvordan de havde opdaget det med dna-strukturen og så videre, men da jeg jo ikke har forudsætningerne for at kunne læse og forstå deres artikel fra 1953 i Nature, besluttede jeg i stedet at bevæge mig opad i videnshierarkiet ved at læse videre i forskellige populærvidenskabelige bøger.

Vi kan altså ikke altid bevæge os rundt i hele autoritetshierarkiet, men vi bør altid tilstræbe at dobbelttjekke vigtige informationer på et højere autoritativt niveau, end det vi har fundet dem på.

Konklusion
Internettet er fantastisk! Men informationerne, vi finder på nettet, skal bruges med omtanke. Vi kan til en vis grad tjekke informationer ved hjælp af de såkaldte tjeklister, men de kan ikke stå alene. Vi bør altid dobbelttjekke vigtige informationer og, så vidt det er muligt, dobbelttjekke dem på et højere autoritetsniveau.



Læs mere om kildekritik i artiklen "Kildekritik kræver analyse og refleksion"

Denne artikels emner
Forskning
Uddannelse

Skriv en kommentar