Biblioteksleder nord for polarcirklen

Lydbøger på kassettebånd, kommunikation via fagter og store kulturforskelle. Velkommen til biblioteksleder Marie Aamanns grøndlandsrejse, hvor mødet med det grønlandske biblioteksvæsen og oplevelsen ved at bosætte sig i en anden kultur er en spændende, udfordrende og alsidig rejse, der giver ben i næsen og brugbare erfaringer i bagagen.

Foto: Marie Aamann.

Mit navn er Marie Aamann, dansk 29-årig (snart 30) og uddannet cand.scient.bibl. Og så er jeg biblioteksleder på Aasianni  Atuakkanik Atorniartarfik, på dansk: Aasiaat Folkebibliotek.

Jeg blev ansat midt i min barsel, fik orlov fra mit arbejde og startede på jobbet 1. november sidste år.

Vi har aldrig været i Grønland før, hverken min mand eller jeg, og da slet ikke vores søn på otte måneder, da vi lander i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) i minus 35 grader. Da flyet, vi kom med, letter for at flyve tilbage til Danmark, føler vi os noget alene. Men efter lidt ventetid går turen videre til vores destination Aasiaat.

Alt er meget overvældende, og tidsforskellen på fire timer gør det ikke nemmere. Vi har en lille uge til at komme lidt på plads, inden jeg skal starte på arbejde, og vi bor i en vakantbolig uden andet end vores tøj og det legetøj, der kunne være i håndbagagen.

BIBLIOTEKSLEDER MED MANGE FUNKTIONER
Der er meget, man skal lære, når man starter nyt job, og det har været sjovt og spændende at komme til et meget anderledes biblioteksvæsen end det, vi har i Danmark. Også selv om det stadigvæk lidt er det danske biblioteksvæsen.

Jeg er leder af et bibliotek, hvor vi er to ansatte. En grønlandsk kontorassistent, der også fungerer som oversætter og bibliotekar, og mig. Derudover har jeg ansvaret for økonomien i tre bygdebiblioteker, og jeg sidder med budgettet, indkøb, personal(e)administration og ledelse, mødregrupper, gymnasieorientering og en hel masse skolebørn, der løber ind og ud. Det er rigtig sjovt, og svært og udfordrende. 

Der er langt fra Aasiaat til Nuuk: både geografisk, men også økonomisk og demografisk. Jeg tænker, at det lidt er som afstanden mellem et mindre jysk bibliotek og Hovedbiblioteket i København. Der er ikke meget, der kan sammenlignes, og befolkningen de to steder læser og interesserer sig for vidt forskellige ting.

GAMLE GRØNLANDSKE ROMANER ER ET HIT
Vores nyanskaffede bøger står på hylderne, fordi jeg synes, det er bøger, vi skal købe. Det ses tydeligt, at det ikke altid er de bøger, som brugerne synes, vi skulle have købt. Bøger, som jeg ville kategorisere som værende meget populære i Danmark, står næsten og græder af kedsomhed og manglende udlån, mens gamle grønlandske romaner, bøger om Grønland, bøger om engle og spøgelser og lydbøger på kassette nærmest ikke når at ramme hylden, inden de er udlånt igen. Hvad gør man så? Jeg accepterer, at borgerne i den her by gerne vil læse om sig selv og deres historie, og jeg køber lidt mere, der handler om Grønland, alt hvad jeg kan opstøve om clairvoyance, engle og spøgelser, og stadigvæk de danske bøger, som man skal have på et folkebibliotek – og selvfølgelig de bøger, jeg åbenlyst subjektivt har valgt. 

Der er ikke ret mange danskere i Aasiaat, og der er mange i byen, der ikke kan dansk, så det er lidt af en udfordring. For det meste klarer jeg det dog sammen med lånerne ved, at de skriver titlen på den bog, de gerne vil låne, vi gør fagter eller ved fysisk at gå derhen, hvor bøgerne er. I telefonen gætter jeg tit på, hvad det er, de spørger om, og rammer nogle gange plet. Det handler for det meste om at reservere en
tid ved en computer eller vores åbningstider. Og selv om man ikke altid forstår hinanden, så er der credit for at prøve.

GØR DET!
Nogle gange synes jeg, det er hårdt at være væk fra familien, at 40 timer er en lang arbejdsuge, og at det er for hårdt med de store kulturforskelle. Så kigger jeg ud af vinduet og husker på, hvorfor jeg er her. Det er et
kæmpe eventyr og privilegium at få lov til at arbejde, bo og leve nord for polarcirklen. Jeg kan så meget mere og er blevet mere tolerant og rummende, end da jeg tog hjemmefra. Så hvis der er nogle bibliotekarer, der får lyst og lejlighed til at tage til Grønland og arbejde, så er mit råd: Gør det! Det er hårdt, men det giver
hår på brystet og ben i næsen, og hvis alt går galt – så kan man altid komme hjem igen!


Kommentarer (1)

7. april 2019 kl. 21:59
Bravo. Du har fuldstændig ret. Det forandrer fuldstændig ens liv at komme til Grønland.
Jeg gjorde det seiv som 50-årig i 1993 og blev hængende meget længere i Grønland end jeg egentlig havde planer om. Jeg nåede både at være børnebibliotekar i Nuuk og leder i Qaqortoq før jeg drog tilbage i 2001

Skriv en kommentar