Udsendt for Farmaceuter uden Grænser

af Anette Lerche


Foto Simon Knudsen

Navn: Trine F. Søndergaard                                                                               

Uddannelse: cand.scient.bibl. i 2003

Karriere: 2003 ansat ved Danmarks Designskole, fra 2007 til 2015 ansat ved retten i Glostrup og siden 2016 på Det Administrative Bibliotek

Stilling: Udsendt for Farmaceuter uden Grænser til Tanzania i fem uger (ellers fastansat på Det Administrative Bibliotek)

Alder: 40 år


Da jeg så opslaget om muligheden for at blive frivillig udsendt til Tanzania, var det som om, der stod mit navn på det. I 2014 besteg jeg Kilimanjaro, og det var en stor oplevelse. Jeg spurgte min familie, om de ville synes, det var ok, at jeg tog fem uger til Tanzania, og de bakkede mig op, og så søgte jeg posten.

Jeg skal opbygge et bibliotek på en farmaceutskole i Tanzania. Og der er et kæmpe forarbejde. Jeg præsenterede en tidsplan, da jeg gik til samtale på jobbet, hvor jeg forklarede, at den indledende fase, hvor man tager alle beslutningerne, er meget lang, fordi man jo ikke bare kan lave tingene om undervejs. Når jeg har valgt et system, så er det dét system, vi bruger. Da jeg var ansat ved retten i Glostrup, var min første opgave at opbygge et bibliotek, så jeg har erfaring og er klar over, at jeg er nødt til at vide meget i starten og spørge og spørge og spørge. Så kan det godt være, at det ser ud til, at jeg er længe om at komme ud af starthullerne, men det er, fordi jeg ikke kan lave det om bagefter.

Lige nu står der 800 bøger i en kælder på Det Farmaceutiske Fakultet i København. Bøgerne står stablet fra gulv til loft, og jeg skal have registreret alle bøgerne, inden de bliver sendt til Tanzania, hvor jeg tager til i oktober og bruger fire uger på at få biblioteket etableret. Jeg har aflyst alle aftaler her i sensommeren, bortset fra mine børn og min kæreste, og så har jeg bedt om tjenestefri fra Det Administrative Bibliotek i de fem uger, jeg skal være udsendt.

Inspirationen til opbygningen af biblioteket i Tanzania har jeg fået fra mit gamle skolebibliotek.  Dér havde vi en blyant med et lille stempel, hvor man kunne stemple datoen og så skrive sine initialer ind i en protokol, når man lånte noget. Jeg har spurgt Eurobib, om de vil donere for eksempel kartotekskort og plastiklommer, og de har sagt ja. Samtidig håber jeg, at jeg kan få fat i en scanner til at scanne dokumenter til de studerende, så de kan få dem via en fil på deres mobiltelefon. En scanner giver i høj grad mening, fordi det er et sted, hvor der ikke er så mange ressourcer, og derfor er det godt, at de kan dele.

Bøger er meget skattede i Tanzania. Hvis alle bøgerne ikke registreres, er der høj risiko for, at de forsvinder, fordi man kan sælge dem. Derfor er det sådan i dag, at rektor har nøglen til bogsamlingen, og skal en studerende se noget i en bog, går rektor med, låser op og venter på at låse bogen ind igen. Det er hele den tankegang, der skal blødes op. For sådan kan man ikke have et bibliotek. I starten bliver det nok sådan, at vi laver et biblioteksrum, hvor de studerende kan sidde med bøgerne og arbejde, men de kan stadig ikke få lov til at få dem med hjem. Vi skal også have lærerne med på, at de skal lære de studerende at gå på biblioteket og slå tingene op. Hidtil har alt været baseret på tavleundervisning, hvor de studerende skulle skrive alt ned fra tavlen, og læreren gav alle svarene.

Da jeg blev student, stod der i min Blå Bog, at jeg ville blive nødhjælpsarbejder. Det blev jeg ikke, men jeg vil meget gerne ud og se tingene i et andet perspektiv. Jeg kan godt lide tanken om at hjælpe, og det er rart at kunne tage ud og se resultatet af indsatsen i stedet for at sende 500 kroner af sted med en nødorganisation, hvor man ikke helt ved, hvad effekten er.



Skriv en kommentar