Tag det digitale bibliotek lige så seriøst som det fysiske

24.11.2017


Det digitale bibliotek kræver lige så mange ressourcer og tid som det fysiske, siger Pernille Schaltz, bibliotekschef i Herning, der lancerede et virtuelt bibliotek i juni. Ambitionen er, at 99,9 procent af borgerne skal kende bibliotekets digitale tilbud.

Illustration Pernille Mühlbach

Herning er afdelingen for det digitale bibliotek vokset til ni medarbejdere i erkendelsen af, at det kræver samme store indsats at skabe og drive det virtuelle bibliotek som det fysiske. 

- Vi havde bygget et nyt, flot bibliotek midt i Herning med stigende besøgstal, men kunne samtidig konstatere, at brugerne hverken brugte eller kendte vores mange digitale tilbud, siger Pernille Schaltz. Derfor blev ambitionen om et virtuelt bibliotek med de samme elementer som det fysiske, hvor man bliver klogere, inspireret, kan få hjælp og indgå i aktiviteter skudt i gang i december 2015. 

DIGITALT MINDSET NØDVENDIGT 

- Det var en klar ledelsesmæssig prioritering, og vi var klar over, at det var en længere proces at få skabt et digitalt mindset hos medarbejderne og blive gode til at være biblioteksansatte »derinde«, så alle bidrager med indhold. Et virtuelt bibliotek er ikke bare en hjemmeside eller et lager, hvor man lægger noget ud. Det er levende og spiller sammen med det fysiske bibliotek, som for eksempel servicen online book en bibliotekar eller kommunikationen på de sociale medier. 

Processen startede derfor med en kick-off dag med inspiration fra digitale konsulenter, grafiske designere og konceptudviklere. Den inspiration blev gjort jordnær i 11 projektgrupper i biblioteket, der arbejdede under hver deres overskrift såsom digital formidling i det fysiske bibliotek, ny hjemmeside eller digitalt værtskab.

- Arbejdet i grupperne mundede ud i meget konkrete bud på nye services i det virtuelle bibliotek. For eksempel abonnementspakker, hvor man efter interesse får tilsendt en pakke hver 14. dag med inspiration og materialer til weekenden. Det kan være link til opskrifter, bud på en god krimi eller en film, der linker til vores digitale ressourcer som Filmstriben, eReolen og så videre. Det er kurateret indhold og bibliotekarisk arbejde blot på en ny platform, siger projektleder Lise Nørskov-Thomsen. 

Alle bibliotekets medarbejdere bidrager med indhold, mens afdelingen for det digitale bibliotek sørger for, at informationer havner de rigtige steder, og at indholdet versioneres i forhold til, hvad der skal ud på en sms, på hjemmesiden, på sociale medier, til presse og så videre. 

DDB SKELET MED LOKAL ENERGI 

Udgangspunktet for Hernings virtuelle bibliotek er DDB’s CMS, men stort set alt er forandret, så kun skelettet er tilbage. 

- Vi har ikke gjort noget, som andre programmørbiblioteker ikke også ville kunne gøre. Og det er jo tanken i DDB, at det er en skabelon, for der sker kun for alvor noget med det digitale bibliotek, hvis man lokalt tager ansvar og putter ressourcer ind i det, siger Pernille Schaltz. I Herning har udviklingen indtil videre kostet en halv million kroner og masser af tid. 

Herning overvejede ikke at gå sammen med andre biblioteker om projektet, selv om det måske kunne synes oplagt. 

- Vi valgte at være egoistiske og gøre det til et kommunalt projekt, fordi vi havde gejsten og energien til at køre på, men vi deler gerne vores viden og holder oplæg om processen og resultatet. Det kunne for eksempel være oplagt at gøre de digitale abonnementspakker til et nationalt tilbud, siger Pernille Schaltz, der på spørgsmålet om, hvad udfordringerne i processen har været, svarer: 

- At holde fast i, at det er dén vej, vi skal, og inspirere medarbejderne internt. De digitale kompetencer er vigtige, og bibliotekerne er nødt til at bruge krudt og penge på det.

Skriv en kommentar