Vi har brug for et sprog om kulturens værdi

af Anette Lerche

Professor Beth Juncker har sat børn og unges kultur på dagsordenen i en lang karriere og peger på, at de – såvel som voksne – har brug for kultur, der rammer dem. Selvom hun nu fratræder som professor, fortsætter hun arbejdet, hvor hun vil give kulturen sit eget dannelsesbegreb.

Foto Simon Klein-Knudsen

»Børn leger ikke mere.«

Det er et af de udsagn, som Beth Juncker, professor i børnekultur på Københavns Universitet, ofte er blevet præsenteret for. Hun behøvede bare at se ud af vinduet fra sit kontor i IVA’s tidligere bygninger på Amager for at kunne afvise den påstand. For derude legede børnene i skolegården på Peder Lykke Skolen, og netop at kunne iagttage og forstå børn og unges leg og kultur har været en del af Beth Junckers professionelle liv, siden hun i 1992 ved et tilfælde blev børneteateranmelder for Politiken.

Udsigten til børnene savner Beth Juncker, efter at IVA er flyttet til KU, men ellers er hun godt tilfreds med at slutte sin karriere på Københavns Universitet, hvor hendes akademiske karriere også startede – dengang som litteraturforsker med fokus på realisme og kvindelitteratur. I dag er hun professor i Børnekultur med doktordisputatsen Det æstetiskes betydning i børns kultur. Og hvad betyder det så?

- Det æstetiske og dets betydning er en ganske særlig dimension i vores liv og særligt i vores fritidsliv, hvor vi er styret af vores interesser. Der er ikke nogen, der kan tvinge mig til at gå i teatret eller på museer, hvis jeg ikke gider. Det æstetiske bygger på antagelsen om, at vi ikke kun går til livet med hjernen og tankerne, men med hele vores sensitive og sanselige tilgang, og at vi er åbne over for oplevelser, viden og erfaring. Dagtilbud og skoler skal noget særligt med børn, og det er vigtigt. Men i fritiden skal de noget særligt med sig selv, og det foregår på æstetiske symbolske betingelser. Som når børn leger og sætter en voldsom krig i gang. Dér følger de mønstre og fordeler roller, kæmper, men hele signalet for legen er fred, siger Beth Juncker.


»Men det er vigtigt at holde fast i, at bibliotekerne er et tredje sted i børns liv og deres største kulturinstitution, og derfor skal bibliotekerne ikke lægge sig fladt ned på maven og lave lektiecaféer som første tiltag.«


I bund og grund sker det samme, når vi som voksne inviterer gode venner til middag. Dækker pænt op, arrangerer blomster og laver lækker mad i håbet om, at gæsterne vil lege med, og at aftenen giver gode grin og diskussioner.

- Denne dimension af vores liv er dybt afhængig af det æstetiske. Alle regler, mønstre, kulturelle udtryksformer og vores kulturelle arv praktiserer vi på dette felt, og det er også her, vi møder de professionelle. Kunstnerne, der gennem teater, litteratur, dans, musik eller billedkunst på museer skaber det, der kan forvandle os.

SKAL MAN FORSTÅ ALTING?

Behovet for doktordisputatsen om netop æstetikkens betydning for børns kultur opstod i Beth Junckers møde med bibliotekarerne.

- Jeg blev på bibliotekerne mødt af et synspunkt om, at selvom den moderne børnelitteratur var fremragende, så kunne børn og unge ikke forstå den, fordi den var for svær. Jeg var dybt uenig og svarede: »Hold da op. Hvad er der at forstå? Skal du forstå kunst, eller skal den ramme dig?«. Det havde vi mange diskussioner om, og jeg blev sat til vægs, fordi jeg manglede argumenter, så jeg måtte skabe et grundlag, hvor jeg kunne vise, at den æstetiske praksis er en del af børns hverdag ved at gå fra filosofi til teori til praksis hos børn.

Disputatsen forsvarede Beth Juncker i 2006 som et bidrag dels til det femårige forskningsrådsprofessorat, som Forskningsrådet for Kommunikation og Kultur tildelte hende i 2004 og dels i forbindelse med ledelsen af det nordiske forsknings- og formidlingsprojekt: Børn & Kultur i Norden – hvad ved vi?

Hun har udtalt sig med stor autoritet om børnekultur, og hendes tillid til og respekt for børn er stor.

Derfor er hendes udgangspunkt, når man taler om den digitale udvikling, positivt. Der er en rigdom og variation i kulturtilbuddene til børn, og med den rigdom opstår ændrede forbrugsmønstre. Så ja, læsningen af skønlitteratur er godt nok faldende, men vil den forsvinde? Nej, bestemt ikke, konkluderer Beth Juncker.

- Livet har det jo med at komme bag på os. Da tv’et kom, frygtede man, at bogen ville dø, men den blomstrede op. Det, der viser sig, når man er sammen med børn, er, at de er fascinerede af mulighederne, men de er også fascinerede af at være sammen. Jeg kan intet garantere, men de moralske panikker har altid været en integreret del af børnefeltet, og det skal de også være, men der er heldigvis ikke ret mange af de bekymrede, der får ret. Udfordringen i dag er ikke så meget anderledes end tidligere. Det handler om, at der skal være balance i tingene. Hvis jeg læste for mange timer som barn, var min mor ved at dø og sendte mig ud for at få frisk luft, og hvis børn i dag sidder for meget med en iPad, skal de måske have samme besked.

Som børnekulturforsker taler hun heller ikke om god eller dårlig kultur.

- Jeg vil ikke bruge ordet dårlig. Der findes børnekultur, der er ligegyldigt, og der findes fantastiske tilbud, og børn går på tværs af det, og derfor giver det ikke mening at opbygge hierarkier. Børn er kvalitetsbevidste, men med et andet udgangspunkt end voksne. De bruger det, der duer, hvis det giver mening og kan sættes ind i en leg, og så er det ligegyldigt, om det er af blinkende plastik. Det rummer den kvalitet, at det kan bruges og skabe glæde og sjov lige nu. Det skal vi have respekt for i stedet for at insistere på kun at købe trælegetøj i Krea.

DER ER BRUG FOR EN SÆRLIG INDSIGT

Som forsker og underviser på IVA har Beth Juncker gjort et stort indtryk på mange studerende, og de varme følelser er gengældt. Netop diskussionerne med de studerende er det, hun vil savne mest, når hun har holdt sin sidste forelæsning.


»Vi mangler et dannelsesbegreb, der udspringer af og omfatter kultursektoren. Et begreb, der omfatter vores møde med kunst og kultur og fortæller, hvad det for kompetencer, værdier og færdigheder, vi får ud af det.«

- I 1995 blev jeg ansat som lektor i børnebibliotekskundskab, og det var meget praksisrettet. Vi uddannede børnebibliotekarer. Senere kom den digitale udvikling, hvor også bibliotekerne måtte finde nye svar på, hvor man skulle hen. Et af de svar var, at man ikke skulle have en særlig ekspertise omkring børn, hvilket gav mening i forhold til, at eksempelvis materialevalget blev centraliseret. Ingen tvivl om, at børnebibliotekarerne var kede af den udvikling og nervøse for deres felt. Og i dag kan jeg også godt forstå, at bibliotekerne har tænkt sig om og mange steder er nået frem til, at der skal være en særlig indsigt i børne- og ungdomslitteratur, hvad enten det er i form af særlige bibliotekarer eller kulturformidlingstyper, siger Beth Juncker.

En anden tendens, der ligesom digitaliseringen påvirker børnebibliotekerne, er den åbne skole og dagtilbuddenes pædagogiske læringsplaner, hvor bibliotekerne i høj grad opsøger samarbejdet, og det er fint, mener Beth Juncker.  

- Men det er vigtigt at holde fast i, at bibliotekerne er et tredje sted i børns liv og deres største kulturinstitution, og derfor skal bibliotekerne ikke lægge sig fladt ned på maven og lave lektiecaféer som første tiltag. Det, jeg præciserer er, at bibliotekerne er et fristed, hvor børn kommer med egne interesser, og med det, de brænder for, og det skal biblioteket bakke op om. Det kan de sagtens gøre i samarbejde med skolerne, men biblioteket skal holde fast i, at de kan noget særligt. Børnebibliotekerne skal spørge sig selv, hvor de gør en forskel. Det er forskellen, der er afgørende i de her samarbejdsformer.  

At det i praksis kan være svært for bibliotekerne at sætte ord på deres særkende, er Beth Juncker helt med på.

- Hvis jeg taler med kunstnere fra børneteatrene, så er det let for mig at sige, at de skal fastholde deres professionalitet og bestemme hvilke forestillinger, der skal skabes, og at det er dér, de kan gøre en forskel. Når jeg står med bibliotekerne, er det vanskeligt at tage udgangspunkt i det med at hige, søge og genfinde, selvom det er super vigtige kvalifikationer.

I stedet foreslår Beth Juncker, at man tænker børnebiblioteket som en ramme om kulturformidlingstiltag, for der er dagtilbud og skoler, som ikke kan skabe rammerne for mødet mellem børn og kunst og kultur.

- Det kan bibliotekerne, hvis de bruger deres indsigt i grundlaget for formidling. De har den, siger Beth Juncker.

- Brug jeres professionelle formidlerkompetencer, så biblioteket forbliver det tredje sted, lyder hendes råd.

KULTURENS DANNELSESBEGREB

I dag kan Beth Juncker se et nyt behov for argumenter, som hun vil understøtte via sin forskning. Nu handler det om at give kulturformidlingen et nyt teoretisk ståsted og sit eget dannelsesbegreb i samarbejde med lektor på IVA, Gitte Balling.

- Gitte Balling samler grundlaget. Jeg flagrer videre med mulige konsekvenser – ekspressiv dannelse for eksempel, siger Beth Juncker og fortsætter:

- I de seneste år har vi fået mange bud på dannelse. Mediedannelse, visuel dannelse, digital dannelse, informationsdannelse, computer-dannelse og så videre, og det er alt sammen fine begreber. Men det er slående, at ingen har tænkt på, at vi mangler et dannelsesbegreb, der udspringer af og omfatter kultursektoren. Et begreb, der omfatter vores møde med kunst og kultur og fortæller, hvad det er for kompetencer, værdier og færdigheder, vi får ud af det. Derfor arbejder jeg med at udvikle et dannelsesbegreb – ekspressiv dannelse – som rent faktisk fortæller, hvad det er for en forskel, kultursektoren gør i vores liv. Det er min vision for en pensionsplan, siger Beth Juncker, der altså på ingen måde går på pension, selv om hun fratræder sin stilling som professor.

- Samstemmende for alle de eksisterende bud på dannelsesbegreber er, at de ender i en bunden, kritisk tilgang, der handler om at kunne evaluere og analysere. Det er intellektuelt funderede dannelsesbegreber, der gør, at hvis man skal kalde sig en dannet borger, så er det disse evner, der er afgørende. Og der er ingen tvivl om, at det gør sig gældende i mange sammenhænge, men det gør sig ikke gældende, når vi har med kunst og kultur at gøre. Hele måden vi reflekterer på, formgiver og oplever betyder, at vi skal ind og finde parametre, der ikke er intellektuelle. Her er det vigtigt at kunne sætte en anden type ord på det, vi gør og oplever, på den værdi, det har for os og på hvad kritisk tilgang og indsigt betyder her. For tænk, hvis det ikke var der. Tænk, hvis vi skulle arbejde hele vores liv og kun kunne hente værdier ud fra arbejdet. Hvis vi ikke kunne tage pauser og le eller stortude, fordi vi ikke havde udtryksformerne til det?


Om Beth Juncker

Født 8.11. 1947

Ansættelser

1972-76: Undervisningsassistent, senere ekstern lektor ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet

1976-82: Adjunkt, senere lektor ved Institut for Sprog, Kommunikation og Kulturhistorie, Aalborg Universitet I perioden

1980-96 en række poster, blandt andet tilknyttet Projekt Nordisk Kvindelitteraturhistorie som forsker, redaktør og skribent. Anmelder ved dagbladet Politiken med børne- og ungdomskultur som område, samt medredaktør på tidsskriftet BIXEN og redaktør på tidsskriftet Børn & Bøger

1995-2004: Lektor i børne- og ungdomskultur på Danmarks Biblioteksskole

April 2004-april 2009: Forskningsrådsprofessor i æstetiske fag med særligt henblik på børnekultur

2009-2017: Professor på Det Informationsvidenskabelige Akademi, København

2010-2017: Ekspressiv Kulturformidling i teori og praksis 
Projektet udvikles i samarbejde med lektor, ph.d. Gitte Balling og lektor, ph.d. Nanna Kann-Rasmussen.
Det er intentionen at udvikle et nyt grundlag for kulturformidling, der kan bidrage med nye bud på lærings- og dannelsesbegreber. Projektet har foreløbig udgivet en antologi og en række artikler. En monografi om nyt teoretisk kulturformidlingsgrundlag er under udarbejdelse.



Skriv en kommentar