Det er vigtigt at lære skoleelever om kildekritik

af Anette Lerche

Nyt job: Maja Mijatovic er netop ansat som børnebibliotekar ved Aabenraa Bibliotekerne.


Foto Palle Peter Skov

Navn: Maja Mijatovic
Karriere: Vikariater i Haderslev, Tønder og Aabenraa
Stilling: Børnebibliotekar ved Aabenraa Bibliotekerne fra den 1. januar 2017
Uddannelse: Bibliotekar DB i 2015 fra IVA Aalborg
Alder: 26 år

Du er blevet ansat som børnebibliotekar ved Aabenraa Bibliotekerne. Hvilke opgaver er du glad for?

- Det er værtskabet og mit møde med bibliotekets brugere, der danner grundstenen i mit arbejde. Det vigtigste for mig er, at jeg har mulighed for at møde så mange forskellige mennesker i deres dagligdag og hjælpe dem videre. For tiden arbejder jeg meget med skoletilbud, hvor vi med udgangspunkt i bestemte fag eller emner – for eksempel kildekritik – tager folkeskoleklasser ind og laver aktiviteter eller undervisning, der styrker deres faglighed og viden. I februar skal jeg ud på skolerne til »Sikker Internet Dag« og hjælpe unge mennesker med at blive bedre til at varetage deres egen og andres sikkerhed på nettet.

Hvordan er det at undervise?

- Det er virkelig spændende og udfordrende, og så er det meget bekræftende at mærke, at eleverne lever sig ind i opgaverne, og at de får en masse ud af at blive undervist på en anden måde.

Rent kompetencemæssigt synes jeg ikke, at jeg har fået nogen værktøjer med fra min uddannelse i forhold til at kommunikere. Jeg havde egentlig forventet, at studiet ville give mig mere viden om, hvordan man taler med brugerne, både i én til én-situationer, og især når man som underviser og formidler står over for flere. Det er helt klart noget, jeg vil arbejde videre med og videreuddanne mig i.

Hvilke områder interesserer dig?

- Det digitale område, fordi det er i konstant forandring, og der er så mange ting, man kan arbejde med. Derfor er jeg også glad for, at jeg har ansvaret for Aabenraa Bibliotekernes Instagram-profil. Fordi jeg er ved at udarbejde en strategi for vores Instagram, undersøger jeg, hvem der følger os, og det har overrasket mig, at vores lokale følgere er ældre end forventet. Min tanke er, at vi må sigte bredt og bruge profilen til at vise og fortælle noget interessant fra vores hverdag, der kan give lokalbefolkningen lyst til at komme ned på biblioteket og se, hvad vi har at tilbyde. Det letteste i verden er at reklamere for sig selv, men det er også vigtigt at vise omverdenen, at biblioteket stadig kan formidle og inspirere.

Hvordan oplevede du overgangen fra studie til jobsøgning?

- Jeg begyndte at søge cirka tre måneder, inden jeg blev færdig på IVA, fordi jeg deltog i nogle af BF’s jobsøgningskurser for studerende, hvor det blev anbefalet at søge tidligt. Som studerende nåede jeg at blive kaldt til to jobsamtaler, så overgangen skete meget naturligt. Det var fedt at kunne gå til den første samtale uden store forventninger og få afklaret, hvordan jobsamtaler forløber, og hvilke spørgsmål jeg kunne blive bedre til at besvare.

Hvad lærte du af at være i vikariater?

- Først og fremmest fik jeg viden om, hvad man laver på et bibliotek. Det var meget beroligende at møde op første dag og finde ud af, at jeg havde valgt den rigtige karriere. Som bibliotekar har du mange muligheder, og du kan løbende ændre fokus. Derudover giver arbejdet dig konkret viden om, hvilke kompetencer du har, og hvilke arbejdsopgaver du trives med, så du ved, hvilke ting du skal lægge vægt på, når du skriver en ansøgning. Du skal også turde markere dig i et vikariat og prøve så mange nye ting som muligt. Mine kollegaer i Sønderjylland har bestemt ikke været bange for at give mig spændende og forskelligartede opgaver og ansvarsområder, hvilket har været vigtigt for mig, fordi jeg endnu ikke havde tænkt mig selv ind i en bibliotekarniche.

Skriv en kommentar