Bibliotekschefernes nye formand

27.03.2017
af Anette Lerche

Synlighed og blik for omverdens behov. Det er to ting, Pia Henriette Friis vil have fokus på som nyvalgt formand for Bibliotekschefforeningen.

Foto Palle Peter Skov

Tillykke med valget som formand for Bibliotekschefforeningen. Hvorfor stillede du op?

- Jeg blev opfordret til at stille op som formand, og det var en mulighed, jeg ikke kunne lade gå forbi. Det bliver spændende at udvide mit netværk og være med der, hvor man kan præge udviklingen på biblioteksområdet. De to essentielle formål for en bibliotekschef er at understøtte god ledelse og det strategiske fokus på biblioteksudvikling. Det gør jeg til daglig som bibliotekschef i Kolding, og som formand for Bibliotekschefforeningen kommer jeg nu også til at gøre det med et nationalt fokus.

Hvilket fokus vil du have som formand?

- Synlighed. Det er foreningens opgave at fortælle, hvad bibliotekerne foretager sig i den mangfoldige og udvidede rolle, vi har fået. Vi har momentum lige nu, hvor vi har succes på alle mulige måder, blandt andet fordi bibliotekerne er gået først i forhold til at etablere partnerskaber lokalt. Vi er gået fra at være det klassiske bibliotek til at blive det opsøgende bibliotek, og jeg kan se, at lokalsamfundet er begejstret for, hvordan bibliotekerne byder ind på vigtige samfundsmæssige opgaver. Men det ville være naivt ikke også at have blik for udfordringerne. Eksempelvis de digitale ressourcer og rettighederne til dem. Her er det vigtigt at have en god dialog med vores samarbejdspartnere som forlag og forfattere.

Hvilke muligheder ser du for folkebibliotekerne?

- Vi skal holde fast i kernekompetencerne inden for formidling, søgning og kildekritik og videreudvikle dem, så de passer ind i en moderne virkelighed med for eksempel fake news. Bibliotekernes rolle på disse områder skal til stadighed slås fast, og vi skal udbrede fortællingerne om dem.

Hvilke trusler ser du for folkebibliotekerne?

- Bekymringerne drejer sig tit om nedskæringer og budgetter, men som chefer bliver vi nødt til at tage på os, at vi har en sag at argumentere for. Vi skal gå foran med de gode historier og gøre os gældende, hvis vi også fremtidigt vil have et budgetmæssigt grundlag. Den største trussel er, hvis vi ikke griber det momentum, vi oplever. Så bliver vi sådan nogle, der lever stille og bliver meget udsatte i forhold til nedskæringer. Vi skal gøre os uundværlige i de sammenhænge, hvor vi gør en forskel i samfundet. Vi skal hjælpe børn med at blive gode læsere og studerende med at blive gode studerende og indgå i partnerskaber. Derfor er jeg også stor fortaler for, at vi ikke kun skal sætte vores egne dagsordener, men i meget høj grad interessere os for vores omverden og dens behov.

Hvad kendetegner en god chef?

- Gode kommunikative egenskaber og lydhørhed. En god chef skal være modig, turde gå nye veje og kunne begejstre. Jeg er uddannet bibliotekar DB og har derfor også et fagligt kendskab til bibliotekerne, men jeg synes ikke, at det er en forudsætning for god ledelse. Jeg har selv været i andre brancher og kan også se fordelen i at have en mere fri tilgang og ikke være bundet af, hvordan man plejer at gøre tingene.


Om Pia Henriette Friis

Pia Henriette Friis er uddannet bibliotekar DB fra 1994 og har en dimplomuddannelse i ledelse fra 2012. Hun har tidligere været blandt andet bibliotekar i København og Gråsten, biblioteksleder i Aabenraa, Sundeved og Broager Kommuner og selvstændig ledelseskonsulent.

Pia Henriette Friis er i dag bibliotekschef i Kolding.


Om Bibliotekschefforeningen

Bibliotekschefforeningen er en faglig interesseorganisation, der samler ledere og chefer inden for folkebibliotekssektoren. Medlemskredsen omfatter det strategiske ledelsesniveau i folkebibliotekerne.

Foreningen har to overordnede formål: fremme professionel ledelse af folkebibliotekerne og sikre strategisk, biblioteksfaglig indflydelse på biblioteksudviklingen.



Skriv en kommentar