Bibliotekskritiker ser krise og ingen strategi

af Anette Lerche

I januar udkom en pdf-tekst under overskriften Bibliotekernes krise – vejen til en ny lokal kulturpolitik, hvor folkebibliotekerne kritiseres for ikke at have noget svar på den digitale udvikling. Perspektiv har bedt BF’s formand, Tine Jørgensen, om at forholde sig til kritikken.  

Hvad skal der ske med bibliotekerne, når folk holder op med at låne fysiske bøger, spørger artiklen i Weekendavisen.

Forfatter til Bibliotekernes krise – vejen til en ny lokal kulturpolitik Ole Münster besøgte ikke ét bibliotek i forbindelse med researchen til sin tekst. Ifølge ham et bevis på, at bibliotekerne ikke har noget at tilbyde, for andre et tegn på bogens manglende nuancer.

Bibliotekerne har ifølge Ole Münster intet brugbart svar på, hvad de skal berige samfundet med i fremtiden, når alt bliver digitalt. Og der kommer heller ikke nogen brugbar strategi, hverken fra Slots- og Kulturstyrelsen eller Danmarks Biblioteksforening, mener han.

En af de ting, som Ole Münster særligt kritiserer i sin tekst, er, at bibliotekerne stadig køber cd’er.

»Allerede nu kunne bibliotekerne fjerne CD’ere fra bibliotekslokalet, og i første omgang stille CD’erne i depot i en kort overgangsperiode, just in case der skulle være nogle lånere, der ønskede at låne en CD. Men bibliotekarerne forskanser sig bogstaveligt talt bag den døde samling af CD’er som det følgende billede viser, der er taget på et helt tilfældigt bibliotek.«

Gladsaxe og cd’erne

Siden tekstens udgivelse i januar har Ole Münster skrevet flere debatindlæg og er blevet interviewet i Weekendavisen, hvor han besøger Gladsaxe Bibliotek og blev forarget over bibliotekets cd-samling.  

»Ude i den virkelige verden lukker man Blockbusters forretninger, fordi folk selv henter film på nettet. Her i Gladsaxe har man lige bygget biblioteket om, og så sætter man alle de her CD'er frem, som man næsten ikke låner ud.«, siger han til Weekendavisen.

Perspektiv har kontaktet bibliotekschef i Gladsaxe Jakob Lærkes, og han oplyser, at det ikke er korrekt, at biblioteket lige har bygget om, og at Ole Münster i øvrigt ikke har henvendt sig på biblioteket, da han var på besøg. Havde han gjort det, havde han fået følgende forklaring fra Jakob Lærkes:

- Vi er midt i en ombygning af børnebiblioteket, hvilket har betydet, at børnebibliotekets normale areal er lukket ned. Derfor har vi midlertidigt rykket cd’erne ud i forhallen.

Jakob Lærkes ærgrer sig over, at Gladsaxe på et fejlagtigt grundlag er trukket ind i artiklen i Weekendavisen, og tilføjer, at biblioteket ifølge lovgivningen rent faktisk er forpligtiget til at stille musikbærende materialer til rådighed, og at det naturligvis sker med udgangspunkt i efterspørgslen.

Den døde samling

Artiklen i Weekendavisen har rubrikken Den døde samling – og det negative fokus på den fysiske samling i biblioteket er en af de ting, der undrer BF’s formand, Tine Jørgensen.

- At Ole Münster er så optaget af, at bibliotekerne udlåner cd’er, undrer mig, fordi det er et udtryk for, at man følger biblioteksloven og i øvrigt tager hensyn til, at vi er i en overgangsfase, hvor cd’en stadig giver mening for nogle lånere. Jeg kommer – modsat Ole Münster – på en del biblioteker, og jeg ser meget andet i biblioteksrummet end cd’er. Der er unge, der bruger biblioteket som studiepladser, børnefamilier, der leger og henter bøger, film eller spil, og så er der avislæserne, læseklubberne, lytteklubberne, foredrag og meget mere. Jeg ville ønske, at Ole Münster havde set lidt mere på bibliotekernes formål om »at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille egnede materialer og elektroniske informationsressourcer til rådighed«, som det er formuleret i Biblioteksloven. For det er jo her, man finder bibliotekernes berettigelse.

Vi skal lytte til kritik

I bogen kritiseres bibliotekerne for meget forskelligt. Tine Jørgensen er åben over for konstruktiv kritik og debat. Eksempelvis har hun som formand for bibliotekarerne en skepsis over for, hvordan borgerservice har gjort sit indtog på bibliotekerne, fordi det er en hårfin balance at sikre, at bibliotekerne fortsat er et neutralt rum, og at bibliotekarernes kompetencer kommer i spil i forhold til formidling.

- Jeg lytter til kritikken, for som en skattefinansieret institution skal bibliotekerne naturligvis være genstand for kritiske analyser, men jeg ærgrer mig over de misforståelser og faktuelle fejl, der er i teksten. Det gør det nemlig svært at debattere det centrale, som jo er, hvilken rolle bibliotekerne skal spille i fremtiden og på hvilke vilkår. Her savner jeg Ole Münsters eget bud på en bibliotekspolitik, og hvordan han mener, at de biblioteksansatte skal løfte opgaven.

Fri og lige adgang

En af de ting, som Tine Jørgensen hæfter sig ved, er, at Ole Münster i sin tekst sidestiller kommercielle tjenester som Spotify og Mofibo med fri og lige adgang til materialerne. Hun er uenig.

- Det er på ingen måde fri og lige adgang. For det første betaler man enten med sine data eller via et abonnement for tjenesten. For det andet er det kommercielle interesser, der beslutter, hvad udvalget er. I forvejen er det ekstremt vigtigt, at vi er meget opmærksomme på, hvordan algoritmer styrer vores søgninger i søgemaskiner, hvordan vi ser nyheder fra Facebook, som vores venner liker, eller som er sponsoreret, og hvordan vores ageren på nettet indsamles og bruges kommercielt. Her er bibliotekerne et rum med fri og lige adgang, uden overvågning. Det er virkelig værdifuldt, og det skal en diskussion om udlån af cd’er ikke sætte over styr, siger Tine Jørgensen.

Bibliotekerne sikrer lighed

Ole Münster peger i sin tekst på sin skepsis over for bibliotekernes arbejde med eksempelvis integration, blandt andet fordi han mangler dokumentation for effekten.

»Sagen om flygtningene viser, hvor desperate bibliotekets organisationer er efter at gå ind i nye forretningsområder, når man gennemfører undersøgelser, der er fagligt light, og ikke på nogen måde arbejder evidensbaseret, og hvor man må vide, at man kan sætte hele sin troværdighed over styr, fordi man gør lige det modsatte af det, som bibliotekerne står for: At fremlægge fakta og viden.«

Tine Jørgensen er enig i, at der er et behov for dokumentation, og har selv skubbet på for, at bibliotekerne bliver bedre til at dokumentere effekten af deres tiltag. Men det ændrer ikke på de mange erfaringer og eksempler, der viser, at bibliotekerne allerede gør en forskel for socialt udsatte grupper. For det er jo langt fra et nyt indsatsområde for bibliotekerne at gøre en forskel på dette område, siger hun.

- Vi har eksempelvis i BF haft en faggruppe for bibliotekarer, der arbejder specielt med netop det tværkulturelle område, siger hun.

Ole Münster tvivler også på, om bibliotekarerne er kompetente til at løfte den læringsopgave, som bibliotekerne påtager sig. Han skriver i sin tekst, at bibliotekarer hverken har pædagogiske kompetencer eller særlig viden om it og konkluderer, at »bibliotekernes bidrag til læring fremstår meget uklar i forhold til det etablerede uddannelsessystem og den øvrige folkeoplysningsvirksomhed.«

Den udlægning er Tine Jørgensen ikke enig i. Hun peger på, at bibliotekarer netop tager udgangspunkt i egen faglighed, eksempelvis viden om informationssøgning, kildekritik eller læselyst, når de arbejder på disse områder, samt at bibliotekarerne – lige som de fleste andre fagligheder – udvikler sig og tilegner sig nye kompetencer hele tiden.

- For mig at se er den eksperimenterende tilgang, som Ole Münster kritiserer, hvor folkebibliotekerne tilbyder leg og læring i nye former og eksperimenterer og rækker ud til nye brugergrupper, netop en del af svaret på, hvilken rolle bibliotekerne skal spille i fremtiden. De skal sikre, at vi som samfund fortsat giver vores borgere lige muligheder. At flygtningefamilier får adgang til litteratur og computere, lektiehjælp og samtalecaféer. At landets øvrige familier, der i en travl hverdag eksempelvis glemmer at læse højt, får hjælp af en børnebibliotekar, der kan pege på den rette bog. At skoleelever får hjælp til at finde flere kilder til deres opgaver, og at de lærer at søge information og være kildekritiske. Og at ældre kan modtage it-hjælp, enten via biblioteket, eller når der samarbejdes med frivillige organisationer. Den mangfoldighed skal bibliotekerne fortsat tilbyde, og den kalder på, at bibliotekerne er mere opsøgende og samarbejder med for eksempel daginstitutioner og skoler om at give unge de informationskompetencer, de har brug for, siger Tine Jørgensen og fortsætter:

- Folkebibliotekerne er ikke et mål i sig selv. De er et middel til at sikre, at vi har en veloplyst befolkning, fordi man uanset socialklasse eller interesse kan hente viden og få kulturelle oplevelser. Med den tid, vi lever i, og den magtforskydning, digitaliseringen medfører, er der mere end nogensinde behov for bibliotekerne som et sted, hvor borgerne kan blive klogere.


Bag om forfatteren

Ole Münster (1955) har været leder for en række organisationer (Dyrenes Beskyttelse, Det Etiske Råd, Dansk Psykolog Forening og Haveselskabet) og medstifter af FrivilligDanmark.

Teksten Bibliotekernes krise – vejen til en ny lokal kulturpolitik har han udgivet på forlaget Saxo, hvor den også kan købes.

Om sin udgivelse skriver han selv: »Bibliotekernes udlån styrtdykker. Der er ikke grundlag for at udlåne CD’er. DVD’er og lydbøger følger lige efter. Google har reduceret forespørgslerne på bibliotekerne til et minimum. Udlånet af bøger er faldet med knap 800.000 bøger om året de sidste 7 år, og er den materialegruppe der er gået mest tilbage i absolutte tal.«

Se mere om Ole Münster på biblioteksvennen.dk



Skriv en kommentar