Databibliotekar med fokus på service og forskning

af Anette Lerche

Lasse Kalnæs er netop blevet ansat som databibliotekar på SDU’s bibliotek.



Foto Heidi Lundsgaard

Navn: Lasse Kalnæs
Stilling: Databibliotekar på SDU’s bibliotek i en projektstilling fra februar 2017-2018
Tidligere: Studiejobs som lærervikar på en folkeskole
Uddannelse: Cand.it. i 2016 og bachelor i Bibliotekskundskab og videnskommunikation i 2014
Alder: 26 år

Du er blevet ansat som databibliotekar i en projektstilling på SDU’s bibliotek. Hvordan fik du jobbet?

- Da en meget erfaren systembibliotekar stoppede på SDU, blev jeg anbefalet at søge stillingen, men tænkte, at de nok ikke ville ansætte en helt nyuddannet i den funktion. Det viste sig da også, at det, biblioteket havde brug for, var en medarbejder, der kunne arbejde med projekter om data på biblioteket og data generelt, og dér passede min profil ind.

Du har en bachelor i Bibliotekskundskab og videnskommunikation og en overbygning som cand.it. Hvad betyder det, at du både har en it-faglig og en bibliotekarfaglig baggrund?

- Jeg synes, at kombinationen af de to fagligheder er interessant. Bibliotekarer har kompetencer til at arbejde med data og organisering af viden generelt, samt til at skabe overblik over komplekse emner, og netop it betyder mere og mere for dette område. Så for et bibliotek vil jeg mene, at det er meget relevant at ansætte bibliotekarer med en stor viden om it. Det er også de tilbagemeldinger, jeg får, når jeg fortæller om min uddannelse i sektoren.

Hvilke projekter skal du arbejde med på SDU?

- Jeg skal arbejde med to store projekter. Det ene handler om data management, altså processen med at holde styr på forskningsdata, fordi det data, forskerne bruger til deres forskning, nu kan blive en del af samlingen. Det handler om at give data den rigtige metadatering, så det er muligt at genfinde, og om mere etiske problemstillinger, som for eksempel hvor store forskningsdataset der skal ligge, og hvem der skal kunne finde dem frem, og hvordan man muliggør kombinationen af ét dataset med et andet. Der er et stort potentiale i at åbne op for den data, forskere har indsamlet, så andre forskere kan kombinere den med nye forskningsprojekter.

Hvad går dit andet store projekt ud på?

- Det drejer sig om det data, som biblioteket selv genererer.  Jeg har i projektets opstart brugt en del tid på at skabe overblik over de forskellige systemer, der indeholder data om, hvordan brugerne benytter vores bibliotek. Forhåbningen er, at vi ud fra den viden, vi får, bliver klogere på, hvordan brugerne benytter biblioteket, og på den baggrund kan gøre deres oplevelse af dets tilbud endnu bedre.

Er du alene om projekterne?

- Svaret er nok både-og. Der er mange på biblioteket, som arbejder med data og metadata, men den it-faglige vinkel på data er til gengæld ikke lige så almindelig endnu. Derfor er man interesseret i at bringe biblioteket og dets ressourcer i spil inden for det felt, så man støtter mig i at udvikle min faglighed. Man kan sige, at jeg bygger videre på de ting, jeg allerede kan, når jeg tilegner mig viden og erfaring om, hvordan det rent praktisk kan bruges i bibliotekets projekter. Det er i det hele taget spændende, at der sker så meget på dataområdet, hvor der jo blandt andet er kommet en ny faggruppe i BF om Data Science.


Skriv en kommentar