Ny aftale sikrer bedre pensionsordning

af Bibliotekarforbundet

Bibliotekarforbundet har efter en udbudsrunde i foråret 2017 forhandlet en ny, god pensionsaftale for forbundets offentligt ansatte på plads med PFA. Det betyder, at du får en forbedret ordning med flere fordele. Her kan du læse om de nye tiltag og se, hvad de betyder for dig.

En god pensionsordning er både en sikkerhed for, at du får sparet op til din pension, og giver dig samtidig forsikringer, der dækker dig og din familie her og nu. PFA er landets største pensionsselskab, og den nye aftale mellem PFA og Bibliotekarforbundet betyder blandt andet lavere omkostninger og højere dækninger.

 

Sådan er du dækket

Når ordningen træder i kraft den 1. september 2017, bliver dine dækninger automatisk forhøjet. Det betyder, at du får mere udbetalt, hvis du er så uheldig at blive alvorligt syg, eller du mister din erhvervsevne. Ved en kritisk sygdom kan du nu få udbetalt 200.000 kroner som et engangsbeløb mod tidligere 100.000 kroner, mens der er en standarddækning på 65 procent af din løn, hvis du mister din erhvervsevne. Derudover vil der ved dødsfald blive udbetalt 3 gange din årsløn til dine efterladte.

 

Hurtig hjælp ved sygemelding

Ud over bedre dækninger og mindre omkostninger indeholder den nye ordning fortsat også PFA EarlyCare. Som navnet antyder, handler det om, at du kan få hurtig hjælp, hvis du bliver sygemeldt. Og det er vigtigt, for der var engang, hvor man troede, at for eksempel stress bare skulle have masser af tid med fred og ro, men forskning viser, at recepten tilbage på arbejdet er en anden.

 

Netop stress spiller en stor rolle på listen over langtidssygemeldinger, og det slider enormt på den sygemeldte medarbejder. Samtidig bliver det sværere at vende tilbage til jobbet, jo længere tid du er væk, og derfor er der brug for hjælp allerede fra første dag i en sygemelding. Med PFA EarlyCare kan få hjælp til at afdække diagnosen og få skræddersyet et personligt behandlingsforløb.

 

Det er dog ikke kun stress, der giver dig adgang til hurtig hjælp. PFA EarlyCare, der er en del af PFA Erhvervsevne, gælder ved både fysiske og psykiske sygdomme, der er så alvorlige, at din læge sygemelder dig i 14 dage eller mere. PFA EarlyCare er for alle offentligt ansatte.

 

Større fokus på forebyggelse

Forebyggelse af sygdom spiller også en vigtig rolle i den nye ordning. Derfor kan du, hvis du er kommunalt eller regionalt ansat, med PFA Helbredssikring få behandling hos fysioterapeut, kiropraktor, akupunktør og diætist. Eksempelvis kan du få op til 12 behandlinger pr. skade pr. år hos en akupunktør og zoneterapeut samlet set. Du har også mulighed for at få psykologhjælp, og hvis du har mistanke om begyndende stress, behøver du ikke lægehenvisning. I tilfælde af stress får du tilbudt et målrettet forløb og taler med psykologer med speciale i stress, så du hurtigt kan komme på højkant igen. BF arbejder fortsat for, at denne ordning også kommer til at omfatte de statsansatte medlemmer, blandt andet ved at rejse det som overenskomstkrav til OK18. 

 

Bliv klogere på pensionen

Du modtager et brev fra PFA om din nye ordning, og i den forbindelse er det en god idé at kigge din ordning igennem. Selvom dine dækninger er forhøjet, kan du stadig selv justere dem, ligesom du også kan øge indbetalingen til din opsparing.

 

Du kan læse om hele din nye ordning på Bibliotekarforbundets pensionssite og justere dine tal på mitpfa.dk.


Fakta om din nye ordning

Forhøjelse af standarddækninger

PFA Kritisk Sygdom forhøjes fra 100.000 til 200.000 kr.

PFA Erhvervsevne forhøjes fra 60 % til 65 % af din løn.

PFA Liv forhøjes fra 500.000 kr. til 3 gange din årsløn.

 

*forhøjelserne er ikke gældende for medlemmer, der i dag har begrænset dækningsomfang grundet helbred mv.

 

Behandlinger

Akupunktør og zoneterapeut

Ingen lægehenvisning til behandlinger hos akupunktør og zoneterapeut. Op til 12 behandlinger pr. år pr. skade.

 

Psykolog

Mulighed for behovsbestemt psykologihjælp med lægehenvisning eller anbefaling.

Ved symptomer på stress kræves ikke lægehenvisning.

 

Diætist

Behandling hos klinisk diætist ved BMI over 30 eller under 18. Behandlingen kræver ikke lægeerklæring.


Er du ledig, eller arbejder du freelance?

Bibliotekarforbundet er i gang med at forhandle en aftale på plads for ledige, selvstændige og freelancere. Flere informationer følger.


Sådan får du hjælp

Hvis du har brug for forebyggende behandlinger, kan du kontakte PFA på telefon 70 24 50 01. Er du blevet sygemeldt, skal du hurtigst muligt kontakte PFA EarlyCare Hotline på telefon 70 80 75 05. 

 

Har du generelle spørgsmål om din nye ordning, kan du læse mere på www.pfa.dk/bf.

Du er også altid velkommen til at kontakte PFA på telefon 70 12 50 00.



Skriv en kommentar