Politisk bevågenhed mærkes ikke i driften

af Anette Lerche

Tillidsrepræsentanter i Odense Kommune Gitte Andersen og Lars Ludvigsen.

»Den politiske prioritering af bibliotekerne mærkes sjældent på det enkelte bibliotek. Der er de store anlægsbevillinger, og så er der den ordinære drift, og når det gælder driften, kan man ikke se den politiske bevågenhed afspejlet.« Sådan opsummerer tillidsrepræsentanterne Gitte Andersen og Lars Ludvigsen virkeligheden i Odense set med medarbejderbriller.

- Vi ved jo, at kommunerne er udfordrede på økonomien, og at man ser bibliotekernes store budgetter som noget, man lige kan tage en million fra. Man glemmer bare, at de store budgetter skal dække meget. Og så er der mange besparelser, der pakkes ind og kaldes optimering af drift. Men i sidste ende mangler pengene alligevel, siger Gitte Andersen.

I Odense dækker By- og Kulturforvaltningen et stort område. Det er foreningslivet, bibliotekerne og kulturområdet, men også hele bydannelsen og store driftsområder som transport og rengøring på skolerne, og det gør, at fokus er meget bredt, vurderer tillidsrepræsentanterne.

- Og så har biblioteket i Odense altid været lavt prioriteret i forhold til andre kommuner, og det budskab forsøger vi at nå politikerne med. Vi yder meget for pengene, men vi kan ikke blive ved, siger Lars Ludvigsen.

Men den positive interesse fra områdets rådmand Jane Jegind er blevet bemærket. Hun interesserer sig for området, hun bruger selv biblioteket, og hun møder op – også i lokalbibliotekerne.

- Hun har visioner på området, eksempelvis omkring skolerne forventer hun rigtig meget af os, og det er jo positivt, siger Lars Ludvigsen. Men overvejelsen hos tillidsrepræsentanterne går på, om de mange forskellige opgaver kan svække bibliotekets fokus på kerneopgaven.

På bibliotekerne – også i lokalbibliotekerne – mærker man det politiske ønske om samarbejde på tværs. I Vollsmose indgår biblioteket nu i VIVO – et nyt kommunalt samarbejde om sundhed og forebyggelse. Tankerne om, at biblioteket kan bruges i forebyggelse, er medarbejderne helt med på. I praksis er der dog et godt stykke vej til at få gang i samarbejdet.

 - Selvom den overordnede ide er rigtig god, kan man på medarbejderniveau alligevel opleve, at der er udfordringer ved, at forskellige fagligheder skal arbejde så tæt sammen, konstaterer Gitte Andersen.

Kerneopgaven

Også i Odense taler medarbejderne om, hvad kerneopgaven egentlig er? Er det at lave events, samarbejde med andre eller at være der for brugerne i udlånet? Derfor glæder man sig over, at både politikere og ledelse har fokus på, at borgerne fortsat skal kunne møde medarbejderne i udlånet og få den faglige vejledning, selvom opgaverne også hedder medfacilitering, understøttelse af borgernes livsprojekter, og at bibliotekerne skal have en rolle omkring arbejdet med alt fra børne- og kulturområdet til demensvenlige bydele.

- Der er en stor opgave i at få prioriteret. Alle her på biblioteket er engagerede, og frihed til at arbejde med det, man brænder for, er godt. Med de knappe ressourcer er det bare vigtigt, at vi har en løbende evaluering af de opgaver, vi påtager os. Det er en ledelsesopgave at sikre, at vi målretter indsatsen i forhold til bibliotekets strategier for bedst mulig service til vores brugere, siger Lars Ludvigsen.


Odense Kommune har 200.563 indbyggere (2017). Bibliotekerne i Odense består af centralbiblioteket, de lokale biblioteker i bydelene Tarup, Vollsmose, Højby, Korup og Bolbro samt musikbiblioteket i Odense.

Udgifterne til folkebiblioteket pr. indbygger
367 kr. (2017)
367 kr. (2016)
371 kr. (2015)

Kulturudgifter pr. indbygger: 1.856 kr.

Bibliotekets driftsbudget for 2017 er reduceret 2,99 procent. 

Anlægsbevilling for 2017 er over 6 millioner kr.




Skriv en kommentar