Vi skal finde den gode balance i opgaverne

af Sabrine Mønsted

Tillidsrepræsentant i Kalundborg Kommune Frederikke Markussen.

- Der er god karma i forhold til biblioteket. Vi bliver prioriteret og tænkt ind i alle kommunens strategier. Vi er for eksempel en del af landdistriktspolitikken, der skal skabe liv i yderområderne via aktiviteter i de lokale forsamlingshuse i samarbejde med frivillige og foreninger, siger bibliotekar Frederikke Markussen, der er forholdsvis ny tillidsrepræsentant på Kalundborg Bibliotekerne, hvor hun har arbejdet i tre år. Frederikke Markussen er ikke i tvivl om, at kommunens kulturpolitikere er klar over den rolle, biblioteket spiller for lokalsamfundet, og at de gerne vil bruge biblioteket strategisk.

Borgerservice er blandet andet på vej ind på bibliotekerne, hvilket er en naturlig udvikling for Frederikke Markussen.

- Vi skal servicere borgerne bedst muligt der, hvor de er, og vi har allerede opgaver med NemID, kørekort, udlevering af affaldsposer og så videre. Nu får vi så også nogle kompetente medarbejdere ind i forhold til borgerservice, siger hun.

Balance i det nye 

Bagsiden ved at blive prioriteret højt er ifølge Frederikke Markussen, at medarbejderne løber stærkt for at være med i det hele.

- Personalet har helt klart givet den en skalle de sidste tre-fire år, hvor der er blevet kørt på med nye projekter, arrangementer, nye samarbejder og et nyt kvikbibliotek i Svebølle, ligesom vi gerne vil samarbejde meget mere med folkeskolerne. Vi er tænkt ind de fleste områder af kommunens strategi, og det er jo fantastisk, men det skal selvfølgelig balanceres, så vi kan overkomme det. Vi kan ikke blive ved med at køre i så højt et tempo, siger Frederikke Markussen, der oplever, at både ledelse og politikere er klar over, at der er ydet en ekstra indsats, og at der skal findes et balanceret leje for indsatsen.

- Bibliotekerne er jo generelt i en total omstilling, hvor vi skal finde ud af, hvad vi kan, vil og skal. Der kommer jo ikke flere hænder eller penge, så der skal prioriteres. Vi kan ikke det hele. Samtidig med udviklingsopgaverne, er der driften, og vi skal finde ud af, hvor vi skal lægge vores energi. Og det kan være svært for den enkelte medarbejder selv at vurdere, hvornår en opgave kan tåle at blive løst lidt mindre grundigt, siger Frederikke Markussen.

Klædt fagligt på 

De mange nye projekter og samarbejder kræver nye kompetencer, mener Frederikke Markussen.

- Mange af vores nye opgaver har ikke været en del af vores uddannelse såsom hvervning af frivillige, relations- og projektarbejde og samarbejde med eksterne partnere, så mit håb er, at vi får mulighed for at blive fagligt klædt på, dygtiggøre os og få nye kompetencer løbende.

Hun ser gerne, at et fokus i den kommende valgkamp bliver, hvordan de i kommunen får børn og unge til at bruge biblioteket og fortsætte som biblioteks- og kulturbrugere. Og hun håber, at politikerne vil give biblioteket mulighed for at udvikle og skabe de rammer, der gør, at de fortsat kan lave alt det, de gerne vil.


Kalundborg Kommune har 48.736 indbyggere (2017).
Bibliotekerne i Kalundborg består af hovedbiblioteket, lokalbiblioteker i Gørlev og Høng og filialer i Ubby, Eskebjerg og Sejerø samt et kvikbibliotek i Svebølle.


Udgifterne til folkebiblioteket pr. indbygger
392 kr. (2017)
384 kr. (2016)
407 kr. (2015)

Kulturudgifter pr. indbygger: 806 kr.

Bibliotekets driftsbudget for 2017 er status quo.

Anlægsbevilling for 2017 
500.000-1 mio. kr.



 

Skriv en kommentar