7 veje til en forandringsparat hjerne

af Jo Brand

Forandringer på arbejdspladsen er et faktum. Nogle af dem kan vi gøre noget ved, andre kan vi ikke. Men når det gælder dem, vi ikke kan gøre noget ved, kan vi prøve at få det bedste ud af dem. Vi har spurgt sociolog og forfatter til flere bøger om hjernen, Anette Prehn, hvordan du gør hjernen forandringsparat.

Foto Jesper Koefoed

1. Overvej, hvilken forandring du står overfor

Forandringer er kommet for at blive. Og der kommer flere til. Sådan er det. Ifølge Anette Prehn gælder det om at få det bedste ud af hver enkelt situation.

– Overvej, hvilke forandringer du kan gøre noget ved, og hvilke du ikke kan gøre noget ved. Jeg er tilhænger af, at man lægger alle kræfter ind på at gøre et godt stykke arbejde, når man står overfor en ændring, man har mulighed for at påvirke. Men faktum er, at man specielt i det offentlige oplever, at der bliver truffet vilkårlige beslutninger, som man ikke har nogen indflydelse på, og der må man sige til sig selv: »Nu er det sket«, og »hvad gør vi så?«

– Det handler om at være proaktiv og finde ud af, om du reelt har mulighed for at påvirke situationen, eller om du i stedet skal vælge en copingstrategi, hvor du for eksempel fokuserer på, hvad forandringen kan give. Nogle gange er det småbitte skru, der kan gøre den store forskel.

2. Kend din amygdala

Den del af din hjerne, der reagerer med stress og frygt på forandringer, er amygdala, og det er den, Anette Prehn råder til, at du går i dialog med, når de forandringer, du står overfor, synes overvældende og upåvirkelige.

– Amygdala tager sig af mønstergenkendelse og scanner konstant omgivelserne. Hvis den oplever et mønster, der falder ved siden af, vil den opfatte det som en potentielt farlig situation.

– Hjernen forudsiger hele tiden, hvad der sker om lidt, og tjekker så løbende, om det er rigtigt. Og hvis der sker noget andet end det, du troede, føles det ofte ubehageligt. Bare tænk på, hvordan det opleves, hvis du tager en tår af et glas med hyldeblomstsaft, men så finder ud af, at der er vand i glasset, siger Anette Prehn.

Det lyder umiddelbart ikke særlig smart, at vores hjerne reagerer så voldsomt på forandringer, men der er en mening med galskaben.

Anette Prehn forklarer, at det, at amygdala reagerer på den måde, er årsagen til, at vi kan sætte vores sanseindtryk på pause, for den holder jo vagt, og så kan vi slappe af imens og gøre de ting, vi plejer, uden at tage alle sanseindtryk ind.

Problemet er, at vores amygdala ikke er fulgt med tiden.

– Amygdala har sikret vores overlevelse, men i dag reagerer den også på ting, der ikke er livstruende, for eksempel hvis der er ændringer i ens organisation, siger Anette Prehn og fortæller, at når amygdala ryger i vejret, så dæmpes aktiviteten i pandelapperne – det vil sige den del af hjernen, der er analytisk, tænkende og perspektiverende, og som kan mane til besindelse.

– Du kan se det som en vippe, hvor du forestiller dig, at når amygdala ryger op, så svækkes din evne til at se tingene i et større perspektiv, og du lader dig lettere rive med af frygt og negative tanker.

Og hvad gør du så?

En ting, der ifølge Anette Prehn virker, er at gå i dialog med sin amygdala og forsøge at berolige den a la »Kom du der amygdala. Det er okay. Jeg skal nok klare det«.

– Bliv bevidst om, at amygdala er der. Bliv ven med den. Og tal med den. Forskning har vist, at det at tale til sig selv i tredje person ental virker, fordi det er med til at eksternalisere problemet, i stedet for at man selv bliver til problemet.

3. Fremtidstågen skal lettes

En af de ting, der kan sætte fut i amygdala, kalder Anette Prehn for »fremtidståge«. Det er det, der kan opstå i hovedet på medarbejderne, når en chef fortæller, at der skal ske forandringer på arbejdspladsen, men ikke kommer nærmere ind på, hvad det vil få af konsekvenser for den enkelte.

– Den slags beskeder kan sætte tanker i gang om, hvorvidt man risikerer at miste sit arbejde, eller om man ryger ned i statushierarkiet, siger hun og fortæller, at amygdala ikke bryder sig om den slags. Som hun siger:

­– Det er vigtigt for hjernen, at vi føler os respekterede og anerkendte.

Derfor er det ifølge hende også afgørende, at forandringer bliver ledsaget med så klare og tydelige beskeder som muligt, så usikkerhed om, hvad fremtiden byder på, minimeres. Og får chefen det ikke formuleret tilfredsstillende, råder Anette Prehn til, at man selv forsøger at få fremtidstågen til at lette ved at bede ham eller hende om at forklare, hvad der skal ske.

4. Bemærk forandringer før og nu

En måde at berolige amygdala, når der er forandringer i sigte, er at huske sine tidligere succeser

– Tænk på tidligere forandringer, som du har klaret godt, for eksempel fusioner eller lederskift, råder Anette Prehn.

–Bibliotekarer, der har været på arbejdsmarkedet i en årrække, rummer masser af erfaringer med, at det er lykkedes at omstille deres faglighed. Og de ressourcer og erfaringer kan bruges til at holde amygdala i ro, så nye forandringer ikke fører til tankemylder, og at man ikke kan sove om natten.

– En anden ting, man kan gøre, er at lægge mærke til og anerkende de forandringer, der sker omkring os hver dag, og som vi vænner os til. Butikker åbner og lukker, lokalmiljøet forandres, børnene bliver ældre, og det samme bliver vi. Forandringer er en fuldstændig integreret del af livet. Men vi kan hurtigt blive fanget af illusionen om, at »fra nu af lever vi lykkeligt til vores dages ende«, og at tingene bliver ved med at være status quo. Men sådan er det kun i eventyrerne, siger Anette Prehn og kommer med et ekstra råd til dem, der har det svært med forandringer:

– Det kan i øvrigt være en rigtig vigtig evne at træne op i livet: At værdsætte dét, der er, mens det er der. I stedet for at opøve sig i at føle tab, afmagt og frustration, når det ændrer sig,

5. Tænk situationen anderledes

En anden måde at dæmpe en urolig amygdala på kan være at se anderledes på forandringen. Metoden kaldes »reframing«.

– Det handler om at omfortolke situationen. I stedet for udelukkende at se en forandring på arbejdspladsen som en trussel, så tag nogle andre briller på. Det kan for eksempel være, at man kan tænke, »det kan måske være med til at vække os, så der ikke gror mos på os«, eller »det her er en invitation til at løfte i flok«, siger Anette Prehn, der har udarbejdet en række spørgsmål, der kan hjælpe til at se forandringerne eller problemet fra andre vinkler. For eksempel:

– Hvordan ville en vis person (én af dine rollemodeller) kigge på situationen?

– Hvordan skulle din fortolkning være, for at du ville føle dig snydt eller skuffet, hvis situationen ikke var i dit liv?

– Hvad vil meningen med situationen mon være om 10, 20, 30 år: Hvad vil være din læring?

– Hvad nu, hvis situationen ikke var en ulempe, men en fordel? Hvilke fordele giver den (til organisationen, teamet, borgerne, kunderne, dig)?

– Hvordan opfatter en person, der elsker forandringer, mon situationen?

6. Skriv dine tanker ned

Tankemylder er en af de ting, der ifølge Anette Prehn også kan fyre godt op under amygdala. Og vi er da heller ikke egnede til at have gang i for mange tanker på en gang.

– Når det kommer til arbejdshukommelsen, kan vi kun rumme fire større ting ad gangen, hvis vi skal kunne huske beskeder, og hvad det er, vi er i gang med. Derfor er det også vigtigt, at vi får tømt ud i arbejdshukommelsen, siger hun, der i den anledning råder os til at skrive alt det ned, som falder os ind af bekymringer og tanker, men som det ikke er hensigtsmæssigt at reagere på i øjeblikket. På den måde ved amygdala, at der er styr på det.

7. Ikke, sig ikke

Du kender sikkert eksemplet: Du får at vide, at du ikke må tænke på en lyserød elefant, og straks tænker du på en lyserød elefant. Forklaringen? Hjernen ignorerer ofte ordet ikke, fordi det er abstrakt.

– Hvis en leder står og siger, at »der ikke skal ske fyringer«, så hører medarbejdernes hjerner kun fyringer, forklarer Anette Prehn og pointerer, hvor vigtigt det er at fremhæve det, man ønsker at styrke.

– Hjernen er konstant formbar, og ligesom stier i skoven bliver de forbindelser, vi bruger og lyser op, stærkere, mens andre gror til.

– Hvis man vil have sine medarbejderes hjerner som medspillere, så må man sige: »Jeg er glad for at fortælle, at der fortsat er job til alle. Og at det allermeste af det, vi gør i dag, er noget, vi skal blive ved med at gøre!« Det handler om at lyse det op, man kan stå ved.



Kort om Anette Prehn
Sociolog, foredragsholder og forfatter til fem bøger om hjernens spilleregler. Blandt andet Hjernesmart ledelse og Hjernesmarte børn. Se mere på Hjernesmart.dk



Skriv en kommentar