KOM NU IND I KLIMAKAMPEN!

af Thomas Davidsen

Vi har kun begrænset tid til at vikle os ud af en handlingslammelse, hvor politikerne venter på befolkningen, og befolkningen venter på politikerne. Derfor skal arbejdspladserne ind i klimakampen – og det kan kun gå for langsomt, mener Rasmus Willig. 

Hvad er det værste spørgsmål, du kunne forestille dig at blive stillet? spørger sociologen Rasmus Willig – og han giver selv svaret: »Det er, hvis du skal sidde som gammel overfor dit voksne barn, der spørger dig, hvorfor du og dine jævnaldrende ikke gjorde noget for at forhindre klimakatastrofen, mens I havde muligheden – for I vidste det jo godt.« 

Hvad skal vi svare? (Hans Reitzel, 2017) er titlen på hans nye bog, som han har skrevet sammen med Norges største filosof Arne Johan Vetlesen. Bogen er et opråb. Planeten nærmer sig et vendepunkt. Det eneste, klimaforskerne endnu har taget fejl af, er det tempo, vi skaber problemer for os selv i. Det går en del hurtigere end antaget, og det sker lige for øjnene af os.  

De færreste ved, at der i dag er flere klimaflygtninge end krigsflygtninge. Det er kun starten, mener Rasmus Willig.  

- Forestil dig, at 1 milliard mennesker står uden vand, og de begynder at vandre. Hvis klimakrisen handlede om at undgå vandstandsstigning i vores sommerhusområder, så kunne vi bare bygge nogle højere diger. Men det er selve vores civilisation, vi har gamblet med. Vi ved det godt, og derfor skulle man tro, at vi naturligt blev draget mod hinanden for at gøre noget aktivt, mens vi stadig kan nå at handle. I stedet sidder vi fast i en kollektiv handlingslammelse, siger Rasmus Willig. 

Politikerne venter på befolkningens miljøbevidsthed, og befolkningen venter på politikernes handlekraft, mens ingen af delene bevæger sig hurtigt nok, vurderer han. 

- Når det ikke sker politisk, og det heller ikke kommer naturligt fra græsrødderne med tilstrækkelig styrke, så må vi have samfundets sektorer ind i kampen. Arbejdspladserne, fagene, organisationerne. De kan gøre en forskel. Klimakrisens udfordring består i at få mange af os til at ændre adfærd og helst i en vis fart. Arbejdsmarkedet, som på så mange måder regulerer vores adfærd i forvejen, er gået fri. Det skal vi have lavet om på. Det er ikke nok at spare lidt på strømmen og sætte et flueben i det etiske regnskab. Vi skal ind og have fat der, hvor det kan mærkes, siger Rasmus Willig.

Gå til stålet

Hvis vi kan have arbejdspladser, som blander sig i medarbejdernes motion, søvn og rygning – ting, som man efter hans mening burde blande sig udenom – hvorfor kan vi så ikke have et arbejdsmarked, der går mere radikalt ind i miljørigtighed, som er det egentlige problem for os alle sammen? spørger han.  

- Om det så involverer, at halvdelen af medarbejderne begynder at cykle på arbejde eller køre i delebiler, og den anden halvdel holder op med at spise kød, så skal vi turde gå hinanden på klingen på vor tids største etiske udfordring.

Vi har brug for nogle arbejdspladser og organisationer, der begynder at gå til stålet. Hvorfor ikke fravælge at afholde lederkurset i Barcelona og holde det herhjemme i stedet? Hvor svært kan det være? spørger Rasmus Willig. 

Værdien af at gøre det ligger ikke bare i den CO2, man i så fald undlader at lukke ud i atmosfæren, men også i den manifestation, det er, hvis organisationer begynder at agere på den måde, pointerer han.

- Man kan indføre nye standarder i en arbejdssammenhæng med et snuptag. Privatsfæren er meget sværere at kontrollere. Det bedste, der kunne ske, var, at arbejdspladserne puster liv i medarbejdernes motivation til at tage hjem og diskutere med partneren, om man ikke skulle springe udlandsrejsen over og bare blive i Danmark i år. Og i øvrigt inspireres man til at tage snakken med børnene om, hvorfor familien nu begynder at leve lidt anderledes. For nu føler man sig ikke isoleret og handlingslammet længere. Nu er man en del af en større bevægelse, som faktisk gør en forskel, siger Rasmus Willig.

Kun fantasien sætter grænser

Som arbejdsplads burde det ikke være svært at få idéer til at komme ind i kampen, mener han. 

- I stedet for at måle løs på medarbejdernes arbejdspræstationer, som bare forpester arbejdsmiljøet, så mål på det vigtige. Lav medarbejder- og medlemsundersøgelser, som spørger ind til transport- og forbrugsvaner.
Hvordan går det i denne branche, på denne arbejdsplads, med miljørigtigheden? Kan vi blive bedre? Spiser vi mindre kød end sidste år? Den slags tiltag kan være af stor betydning, for det kan starte diskussionen, pirke til klimabevidstheden og skabe ringe i vandet. Afskaf kød i kantinen. Eller afskaf som minimum oksekød, og server kun kyllingekød. Beløn de medarbejdere, der tager cyklen – eventuelt med bonus, siger Rasmus Willig og fortsætter:

- Hvorfor ikke bare tale i så tydeligt et sprog? Vi vil gøre en forskel. Eller tag på stranden en lørdag formiddag hele arbejdspladsen og saml skrald op, fotografer seancen og læg billeder op på de sociale medier. Og se stort på det ubehag, det kan vække i andre, som ikke har ressourcerne eller lysten til at gøre det samme. Gør det ikke med moralsk ophøjethed, men snarere med en følelse af at være aktivist i en sag, der ikke kunne være vigtigere. Det er den nerve, vi skal have vakt, og kun fantasien sætter grænser for, hvilke tiltag man kunne iværksætte, hvis først de positive kræfter bliver sluppet løs, siger Rasmus Willig.

Tag den ubehagelige samtale

Hvis du sidder til frokost sammen med 10 kollegaer og åbner emnet, om I kunne gøre noget for klimaet – spise mindre kød, køre flere i samme bil frem og tilbage på arbejde – så har du startet en rigtig ubehagelig samtale, pointerer Rasmus Willig. 

- Den, der tager emnet op, skal være klar til at aflægge regnskab. For var du måske ikke selv ude og flyve? Hvem er du, der skal belære os? Det er lige præcis den hurdle, vi bliver nødt til at sætte os ud over. Emnet er for vigtigt til, at det kan strande i et sorteperspil, hvor vi på ene side står og kigger på, at der ikke sker noget, og på den anden side holder hinanden i skak ved at sige »hov hov, kammerat, hvem er du til at snakke« til den, der råber vagt i gevær, siger Rasmus Willig.  

Man skal være klar over, og have passende respekt for, at man er inde og pirke til noget ømtåleligt, når man starter diskussionen, er hans erfaring. 

- Jeg plejer at starte med at fortælle, hvor elendig jeg selv er, hvis mit mål var at være helt perfekt og CO2 fri, når jeg er ude og tale om det her. Jeg laver nogle personlige livsstilsændringer, som jeg lykkes med, og kommer ikke i mål med andre. Det er ikke perfektion, vi skal kræve af hinanden. Vi skal have vendt den positivt i retning af et ansvarligt respons på problemets alvor.
Og her er der ingen vej udenom. Vi er inde og røre ved et af de helt store tabuer i vores kultur: »Ingen skal forhindre mig i at gøre, hvad jeg vil, når jeg vil det, hvis bare det ikke går ud over andre«. Den form for frihed er blevet en religion for os, og på mange måder har den været frisættende. Men her kommer vores frihedsopfattelse til kort, for vi har bragt os i en situation, hvor selv det at forholde sig passivt rent faktisk går ud over andre. Og dem, det går mest ud over, er vores egne børn, siger Rasmus Willig.


Alle biblioteker skal da have en klimaambassadør


Bibliotekar på HvidovreBibliotekerne Claus Rosenblad er én af de 50 klimaambassadører, kommunen har udpeget. De informerer om og påvirker kollegaerne til at tænke på miljøet ved eksempelvis at spare på strøm, vand eller printerpapir.

- Vi kan også søge kommunens klimapulje om midler til ekstraordinære tiltag. Eksempelvis fik vi installeret vandbesparende haner på biblioteket og hele rådhusgrunden sidste år, siger Claus Rosenblad.

- Min fortolkning af rollen er at gå lidt længere end til det at påvirke mine kollegaer. På biblioteket har vi direkte kontakt til borgerne, så jeg har også mulighed for at lave arrangementer og udstillinger målrettet dem. Jeg mener, at der er potentiale for, at vi som bibliotekarer kan spille en større rolle på klimaoplysningsområdet, såsom ved globale kampagner som Earth Hour, hvor alle slukker lyset i en time. Man kan også sagtens forestille sig, at vi kunne arbejde med at skabe en bevidsthed om klimaet blandt de yngste, lige som vi arbejder med en tidlig læseindsats, siger Claus Rosenblad, der opfordrer til, at alle biblioteker udpeger en klimaambassadør.





Skriv en kommentar