Facebooks lokkemad er forventning

af Thomas Davidsen

Endorfinerne tikker ind – kling, kling – der er en notifikation, en meddelelse fra omgivelserne, som du konstant er nødt til at tjekke. For måske er der nogen, der elsker eller hader dig, siger forfatteren Knud Romer.

Knud Romer

Kokain blev oprindeligt opfundet som en erstatning for morfinafhængige, der ville ud af et misbrug.

Men det skulle hurtigt vise sig, at stoffet også havde en lokalbedøvende effekt, hvilket var en revolution i slutningen af det 19. århundrede. Nu kunne man lave operationer uden at påføre patienten umenneskelige smerter.

Ifølge forfatteren og radioværten Knud Romer begyndte man endda at komme det nye mirakelmiddel i rødvin og cola, fordi det havde en særdeles opkvikkende og positiv effekt på folk.

- Det var først hen af vejen, man fandt ud af, at alle disse saliggørende effekter havde en stærkt problematisk side. Folk blev afhængige, depressive, selvoptagede og ekstremt driftsstyrede. Nogle undergik deciderede karakterforandringer og blev små psykopatmonstre, siger han.

Historien om kokain og historien om Facebook minder til forveksling om hinanden, mener Knud Romer.

- Man skal ikke underkende de ekstraordinært positive effekter af hverken kokain eller Facebook. Jeg kan huske, hvordan det var at vokse op i en kælder på Falster. Dengang havde du absolut intet at skulle have sagt. Redaktionerne på aviserne, som var styret af politiske og økonomiske interesser, bestemte, hvad der skulle trykkes. Det var en lukket verden, hvor »freedom of the press belonged to the one who owned it«. Facebook har givet en ekstrem mulighed for, at folk, der normalt ikke er velsignet med taleret, kan komme til orde. Med kæmpe gevinster til følge. Men nu ser vi for alvor bivirkningen, siger Knud Romer.

- Hvis du hele tiden har muligheden for en lille lysttilfredsstillelse lige ved hånden, hvorfor i alverden skulle du så vælge at kaste dig ud i længevarende perioder af behovsudsættelse?, spørger han.

- Alt det, du egentlig burde foretage dig, lægger du til side, hvis din lystøkonomi fortæller dig, at det ikke kan betale sig. Jeg har lige brugt 12 år på at skrive en bog på 500 sider. Det har ikke været sjovt, og det er stadig ikke sjovt, for jeg ved endnu ikke, om jeg får en belønning for det.

- Hvor mange vil mon gide læse, endsige skrive, en bog, hvis ens grundlæggende drivkraft er at blive belønnet med det samme, siger Knud Romer.

FORMBARE HJERNER
150 gange om dagen tager en gennemsnitlig teenager sin smartphone op af lommen. Det bliver hver dag til flere tusinde gange klik, likes eller delinger, og den tankerække, der er knyttet til hver bevægelse med tommelfingeren, varer sjældent mere end få sekunder, viser undersøgelser.

Mon det store flertal af de 1.005 unge mennesker, som for nylig delte en seksuelt krænkende video, var kommet så galt af sted, hvis de havde brugt mere end tre sekunder på at tænke sig om?

Det er speciallæge og forfatter til den stærkt kritiske bog om de sociale medier Sluk Imran Rashids kvalificerede gæt, at hvis ikke Facebook havde formet og programmeret de unges hjerner til at handle øjeblikkeligt og impulsstyret på nettet, var kun de færreste af dem gået i fælden. Vores hjerner er nemlig plastiske og formbare, fortæller han.

- Det man gør, og det man lærer i løbet af et liv, former hjernen. En fysikers hjerne udvikler sig anderledes end en billedkunstners eller en håndværkers hjerne. Vi kalder det »selvdirigeret neuroplasticitet «. Problemet med den måde, Facebook er i gang med at forme vores hjerne, er, at det er en stærkt vanedannende automatpilot, der driver formgivningen. Faktisk det modsatte af det selvdirigerende og indrestyrede. Er vi først faldet i, kommer vi til at leve et tivoli-liv, hvor bremserne i forhold til øjeblikkelig behovstilfredsstillelse langsomt, men sikkert holder op med at virke, siger Imran Rashid.

ET POPCORNFIX ON DEMAND
Mest omformede i hjernen bliver de unge, advarer han.

- De sociale medier stjæler de unges opmærksomhed og fokus med dopaminudløsende drops mange gange om dagen. Deres vigtigste referenceramme er et socialt medie, der tænker strategisk i at gøre dem afhængige.

Vi har meget travlt med at skyde skylden på forældrene, skolerne og børnene selv, når der sker en så ulykkelig hændelse som deling af en seksuelt krænkende video. Vi burde også rette skytset direkte mod Facebook selv, siger Imran Rashid.

Fra det ene øjeblik til det andet kunne sitet programmere algoritmerne til at vise et pop up-skilt, når det kan registreres, at børn under 18 år skal til at dele pornografisk materiale:

- Grunden til, at vi går i Facebook-fælden, er at vi først er gået i en anden fælde. Vi tror på det, når Facebook fortæller os, at vores basale behov for at høre til i flokken bliver tilfredsstillet på sitet – men kun hvis vi er næsten konstant online.

"Hvis du hele tiden har muligheden for en lille lysttilfredsstillelse lige ved hånden, hvorfor i alverden skulle du så vælge at kaste dig ud i længerevarende perioder af behovsudsættelse?"
KICKET ER FORVENTNINGEN
I 1930'erne viste rotteforsøg noget interessant, som vi i dag ved også gælder mennesker.

Forskerne lærte først rotten, at når den trykkede på en rød knap, fik den mad. Da den havde vænnet sig til den situation, lavede man systemet om, så det nu var hip som hap, om der kom mad. Det resulterede i, at rotten konstant trykkede på knappen i håb om gevinst. Det viste sig, at dopaminniveauet, som afgør den mentale velvære, som en aktivitet udløser, ikke faldt, selv om rottens behov ikke blev mødt. Tværtimod steg niveauet, lige før rotten trykkede på knappen. Det afgørende moment var altså ikke tilfredsstillelse af behovet, men forventningen om tilfredsstillelse, var konklusionen. Det er den slags viden, Facebooks algoritmer er bygget op omkring, fortæller han.

- Til at starte med, er vi reelt interesserede i at finde ud af, hvad vennerne lægger op på de sociale medier. Og vi mærker sitets formidable evne til at give os en følelse af at høre til i flokken, når vi bliver venner med gamle skolekammerater, vi ikke har set i mange år. Men over tid ender vi i samme situation som rotten, der vanemæssigt bliver ved med at trykke på den røde knap, selvom det langt fra er sikkert, at den opfylder noget egentligt behov. Vi er alene drevet af forventningen om et digitalt sukkerknald, siger Imran Rashid.

STIMULI OG RESPONS
Facebooks mest fordummende moment er, når vi scroller på tidslinjen, mener Knud Romer.

- Det hele forsvinder bag dig som en flok myg, der udraderer virkelighedens billede, når du går. Ned i stort sort hul, hvor det hele tiden er nu, nu, nu i småbidder. Små film om katte, vejret, lynchninger, tilbudsrejser, opdateringer – en endeløs strøm, der hurtigt præsenterer sig som en gentagelse, uden vi ved af det, fordi vi har en meget begrænset korttidshukommelse, siger Knud Romer. Det er første gang, at menneskeheden står i den situation, at behovstilfredsstillelse er »just a click away,« pointerer han.

- Da jeg var barn var endorfiner noget, vi fik efter lang tids lidelse. Virkeligheden var kold og kedelig, men en sjælden gang i mellem blev tyngdekraften ophævet. I dag tikker endorfinerne ind – kling, kling – der er en notifikation, en meddelelse fra omgivelserne, som du konstant er nødt til at tjekke. For måske er der nogen, der elsker eller hader dig. Det er stimuli/respons i et tempo, hvor et brætspil med far og mor har svært ved at følge med, siger Knud Romer, der beskriver sine egne børn som løsgående vedhæng til deres smartphones.

- De lærer engelsk, de lærer at afkode billeder, de lærer en masse. Men bekymringen er, om de kan lande på jorden og erfare, at de er alene om livet. Hvis vi bliver ved med at hente belønningen fra sociale medier, så ender det med, at vi skriger af rædsel ved mødet med virkeligheden, som minder os om vores egen smerte og dødelighed, siger Knud Romer.

OPRØR FRA TIDLIGERE ANSATTE PÅ FACEBOOK OG GOOGLE
»Facebook appellerer til reptilhjernen – først og fremmest til frygt og vrede. Og med smartphones har de fat i dig al den tid, du er vågen«. Ordene er den tidligere Facebook-investor og mentor for Mark Zuckerberg, Roger McNamees.

Sammen med andre tidligere centrale folk og investorer hos blandt andet Google og Facebook, der har det tilfælles, at de fortryder de digitale produkter, de har været med til at udvikle, har han stiftet foreningen Center for Humane Technology.

- Verdens største supercomputere befinder sig hos Google og Facebook, og de bliver peget direkte mod folks hjerner – mod børn, siger et andet af foreningens medlemmer, Tristan Harris.

Skriv en kommentar