Inspirationshåndgranat i klasseværelset

af Anette Lerche

En linedancer med hang til Star Wars, en klummeskrivende bibliotekar og en kommune, der gerne ville være en by i Galaksen. Sådan blev Randers forvandlet til galaktisk Star Wars-centrum en weekend i april.

Starwars i Randers

Star Wars og Randers er ikke nogen ny kombination. Faktisk har en randrusianer ved navn Benny Ray, som i øvrigt også er kendt som line dancer og wrestler, i flere år arrangeret en Star Warsmesse. Og naturligvis har Randers Bibliotek haft en fast stand på messen bemandet af biblioteket, deriblandt bibliotekar Jacob Holm Krogsøe. Og det gav ham for to år siden en ide, som han luftede i en klumme i blandt andet Randers Amtsavis.

- Randers har et lidt blakket ry, og det er ufortjent, for det er en virkelig fed by. Min klumme legede med tanken om, at vi gjorde Randers til noget andet. At alle børn i Randers skulle have et lyssværd som en rekord i Guinness Rekordbog, at der skulle lande et Star Wars-skib i hovedgaden, at en randrusianer skulle spille med i en Star Wars-film og så videre. Den klumme læste nogen i kommunen og syntes, at det var en god ide, siger Jacob Holm Krogsøe. Og næste skridt var et møde med kommunen, en arbejdsgruppe og en eventpulje, der gjorde Randers Bibliotek i stand til at opbygge den suverænt største Star Wars-samling på et dansk bibliotek.

På ferniseringsdagen, fredag den 13. april, havde biblioteket lavet et stort udstillingsmiljø, og samlingen stod inddelt efter Star Wars-planeter. - Vi havde mere end 3.000 gæster den dag til et flot program, hvor jeg blandt andet var med i en paneldebat med Svend Brinkmann, Per Juul Carlsen og Jakob Stegelmann om, hvordan man kan bruge populærfiktion i forhold til læring, læsning, kulturformidling og folkeoplysning, siger Jacob Holm Krogsøe. Jakob Stegelmann konstaterede, at de fleste byer er ret grå, og at biblioteket er små rum eller oaser, som man kan træde ind i og møde et helt andet univers. Og netop det grå var der intet af til ferniseringen den 13. april. Til gengæld var der lyssværd, stormtroopers og Star Warssmykker, og arrangementet gav genlyd i hele byen med deltagelse af borgmester og kommunaldirektør, og de lokale museer og butikker bakkede op. Men først og fremmest handler initiativet om at få flere til at læse og tage sig en uddannelse. - Hvis Star Wars kan være et middel til det, så er jeg meget, meget glad, siger Jacob Holm Krogsøe.

INSPIRATIONSHÅNDGRANAT
Derfor er Star Wars-samlingen også blevet brugt i projektet Lyst til faglitteratur, hvor Randers Bibliotek i flere skoleklasser har brugt både fiktion og fakta med udgangspunkt i Star Wars-samlingen. Skoleeleverne var først en tur i biografen, hvor Jacob Holm Krogsøe introducerede dem til Star Warsuniverset. Efterfølgende skulle eleverne skrive en fagtekst – med udgangspunkt i Star Wars – og herefter var fagteksten rammen for en skønlitterær tekst. - En elev sagde til mig bagefter: »Hold kæft, det er meget federe end at gå i skole«, hvor jeg så svarede: »Det er jo skole, bare på en anden måde«, siger Jacob Holm Krogsøe.

- Jeg vil gerne kaste en inspirationshåndgranat ind i klasseværelserne og vise, at bibliotekerne er indgangen til en magisk verden, hvor du kan hente inspiration til at blive en bedre læser og blive et bedre menneske. Børnene læste deres tekster højt på ferniseringsdagen den 13. april – og selv de kolleger på Randers Bibliotek, der måske ikke til daglig elsker Star Wars-universet, legede med. - Jeg kan da også selv blive træt af Star Wars, og derfor er det vigtigt, at man kan se det større perspektiv i det her. Folkebiblioteket skal være med til at lave nye ting hele tiden, og det må godt være sjovt at lære at lære og at læse, og det er derfor, vi gør det. Og så er der jo en masse biblioteksfaglighed, der kommer med i købet. Eksempelvis skulle eleverne jo skrive en fagtekst, og her kommer man automatisk til at tale kildekritik og fake news.

FLERE FAGLIGHEDER STYRKER
På biblioteket har det været en styrke, at der har været flere fagligheder i spil. Selv er Jacob Holm Krogsøe uddannet cand. mag i Filmvidenskab og en kollega med folkeskolebaggrund har kunnet give viden om didaktik, mens bibliotekarerne har organiseret samlingen. Og næste år vokser arrangementet sig større. Planen er, at det skal gå fra at være i en weekend til at løbe over en hel uge, at der skal laves et Star Wars-kunstværk og at et symfoniorkester skal spille Star Wars musik. - Jeg har lagt mange, mange timer i det. Og hjerteblod, og sådan skal det også være, for det er ved at være modig og turde gå ud, hvor man ikke kan bunde, at man får skabt noget særligt. Samtidig er det noget, vi har løftet i flok på biblioteket, i kommunen, og den stemning, der var på selve ferniseringsdagen, hvor både ansatte og besøgende gik rundt med et glimt i øjet og et smil på læben, var helt unik at opleve.
Antal besøgende til ferniseringsdagen den 13. april: 3040
Et udvalg af aktiviteter til ferniseringsdagen: Smykkeværksted, lyssværdsproduktion, brætspilsdemonstration, ballet, musical, lyssværdkamp, åbningstale ved borgmester Torben Hansen og Troldspejlets Jakob Stegelmann, paneldebat om Star Wars som kulturprodukt med mere.

Et udvalg af samarbejdspartnere i forhold til Randers – en by i galaksen: Randers Kommune, Nørrevangsskolen, Randers Naturcenter, Sci-Fi Con ved Benny Ray, Teaterskolen Kastali’a, Randers Naturcenter, Cityforeningen, Gaia Museum, ReMida, Randers Regnskov, Museum Østjylland, Randers Kunstmuseum, Randers F. C med flere.

Projektvinklen i forhold til skolerne: At få flere børn til at læse ved hjælp af kombinationen FikFak, hvor faglitteratur møder skønlitteratur. Eksempelvis skrev et par piger fra Nørrevangsskolen en artikel om premieren på den første Star Wars-film fra 1977. Her brugte de både kilder fra bøger og fra nettet. Og da de efterfølgende skulle skrive en skønlitterær tekst, der tog udgangspunkt i deres fagtekst, skrev de en tidsrejsefortælling, hvor to piger fandt en tidsmaskine, der gjorde dem i stand til at rejse tilbage til 1977 og opleve premieren, samt møde yngre udgaver af deres forældre.

Skriv en kommentar