Det kræver mod at gå nye veje

31.08.2018
af Sabrine Mønsted

Efter Muhammed-krisen i 2005 blev bøgerne i det lille bibliotek i den grønlandske by Narsaq Ahmed Akkaris indgang til et nyt syn på livet – på mennesker, værdier og tro. En dannelsesrejse fra fundamentalistisk islamist til søgende humanist, som han selv udtrykker det.

Akkari

Sportshallen ligger ved siden skolen, vinduerne sidder højt oppe under loftet, og i et hjørne står en række reoler og kasser med bøger. Det ser ikke ud af meget, Narsaqs bibliotek. Men bøgerne blev Ahmed Akkaris samtalepartnere i årene efter Muhammedkrisen, hvor han desillusioneret tog til Grønland til et job som folkeskolelærer. Han havde mistet tilliden til sine trosfæller, troen på det gode i religion og på, hvem han selv var. »Det krævede et nulpunkt. Og det krævede bøger. Læsning. Nye input«, som han skriver i bogen Mod til at tvivle med undertitlen En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre. - Når først tvivlen rammer, og du skal have løst konflikten i dig selv, er du nødt til at have input. Du skal have viden for at kunne reflektere, siger Ahmed Akkari, da vi mødes i gårdhaven hos Gyldendals forlag, hvor der fire timer senere skal være bogreception og debat i anledning af bogudgivelsen. Ahmed Akkari skal for første gang siden tegningerne i 2005 møde Jyllandspostens tidligere redaktør Flemming Rose. Derfor betjentene i skudsikre veste, der skiller sig ud imellem de hvide havemøbler, toppede brosten og store krukker med små træer.

BOGEN ER DIN MEDSPILLER
Før tvivlen var troen hos Akkari. Den religiøse indsigt, der står langt over videnskabelig og teknisk viden, fordi den er inspireret af Koranen. Her er tvivl ikke tilladt. Da Akkari i teenageårene søgende begyndte at komme i moskeen, stoppede han med at læse tegneserier og skønlitteratur, høre musik og se film. Det var for useriøst og for pjattet. Desuden tilbød Islam masser af gode heltehistorier. Men nu i Grønland (som han i første omgang beskriver som et tilflugtssted) var troen sprækket. Og i den halvmørke sportshal åbnede litteraturen sig for ham igen. Bøger, han ikke før ville læse eller betragtede som fejlbehæftede, fordi de var skrevet af vantro. Bøger, der var haram (forbudte) såsom De Sataniske Vers af Salman Rushdie. Og alle de bøger, der hørte barndommen til, blev læst. Her mødte han igen Tintin, Asterix, Lucky Luke og alle de andre. Og en bog førte en anden med sig, som på barndommens biblioteker i Thy og i Aalborg. Sherlock Holmes, Jules Verne, Shakespeare og Holberg over de græske filosoffer som Sokrates og Platon og franske eksistentialister som Camus og videre til sociologer som Durkheim og Popper.

- Jeg skiftede mellem romaner og fagbøger. Jeg vidste, jeg skulle have nye perspektiver, fordi jeg ikke kunne komme videre med det perspektiv, jeg havde. Og bøgerne blev mine samtalepartnere i dialogen med mig selv, siger Akkari, der sammenligner det at læse med at spille squash alene. - Bogen er din medspiller, og du bestemmer selv, hvor hårdt du slår tilbage alt efter dit niveau. Hver bog har sin egen verden, der åbner sig for dig. Den formidler ideer uden at være påduttende. Du kan mærke en bogs temperament, men det er dig, der har magten, du kan lukke den, notere i den eller læse den igen, siger han. Det er derfor, autoritære styrer går efter bøger, der truer deres magt. Brænder dem, bandlyser dem eller afviser deres eksistens. Det viser betydningen af bøger, og hvor meget det betyder, at vi har adgang til dem, siger Akkari.


Ahmed Akkari havde en ledende rolle som imam under Muhammedkrisen i 2005, en rolle han senere har fortrudt. Han brød efterfølgende med den islamiske bevægelse bekrevet i bogen Min afsked med islamismen fra 2014. Han er desuden uddannet folkeskolelærer og cand.pæd.soc.

DANNELSESVEJLEDERE
Og i Danmark giver biblioteket adgang. - Jeg kan huske, hvor vildt jeg synes, det var, da jeg kom til Danmark fra Libanon som dreng, at jeg gratis kunne tage den ene bog efter den anden med mig hjem. Det findes ikke i den arabiske verden, at du kan låne bøgerne. - Biblioteket er et sted, hvor du kan gå til viden uden påvirkning fra andre, og det er ufatteligt bredt. Mange tager jo ikke på biblioteket for at læse filosofi, men for at finde en kogebog, en krimi, noget om mode, en historisk hændelse eller en kærlighedstekst. Det kræver bare, at du er motiveret og nysgerrig, så finder du straks noget, siger Akkari. - Jeg underviste på et tidspunkt en somalisk pige i 8. klasse, der ikke var dygtigere end de andre fagligt, men langt mere reflekterende og dannet i sine tanker. Jeg opdagede, at hun læste virkelig mange skønlitterære bøger, der gav hende perspektiver på verden. Selvom bøger har været Akkaris samtalepartnere i Grønland, så kræver al forandring menneskelige relationer, hvor man kan vende og lande sine refleksioner, for man kan også misforstå bøger, siger Akkari, der foreslår, at bibliotekarer mere aktivt agerer samtalepartnere om bøger og viden, end de gør i dag.

- Jeg kan ikke huske, at jeg har vendt en idé eller tanke i dybden med en bibliotekar, for det er ikke deres rolle i dag. Men hvad nu hvis det var? At de var dannelsesvejledere, og jeg vidste, at den bibliotekar har også læst filosofi, historie eller er god til at sy eller lave mad. Kun 20-30 procent af os er i kontakt med universitetet, men mange vil gerne lære meget mere. De ved bare ikke, hvor de skal starte. Akkari understreger, at biblioteker er et frirum for mange nydanskere, fordi det er et sted, de gerne må komme. Her kan de få svar på ting, de ellers ikke tør spørge om. Han mener derfor, det er et problem, at man mange steder har lagt bibliotek og borgerservice sammen. Særligt i områder med mange nydanskere, hvor de unges familier ofte har kontakt med kommunen. - Jeg ser steder, hvor de ansatte i borgerservice har samme baggrund og værdisæt som de unges forældre, så man risikerer at kvæle et frirum for sund udvikling og skubbe de unge mod deres andre få »frirum«, som kan være at hænge ud bag en container eller foran Mc Donalds, siger Akkari.
Biblioteket skal give en følelse af velbehag
– Biblioteket skal tale til vores ånd, tanker og følelser. Det skal få os til at føle os godt tilpas. Biblioteket skal arbejde med de følelser, det giver os. På nogle biblioteker kommer du ind og skuldrene falder ned. De skaber inspiration og giver ro. Andre steder er kedelige og ligefrem irriterende rum, hvor man gerne vil hurtigt ud igen. Biblioteket er en mulighed for fordybelse og for at lære andre verdener at kende end den lille, man selv kommer fra, siger Akkari.
SKJULT MONOPOL
Men hvad gør det ved mennesker ikke at måtte tvivle og stille spørgsmål? - På en side er det dejlig befriende, men det deaktiverer stille og roligt din kritiske sans og gør dig let til en ideologisoldat. Der er et tyndt skel mellem ikke at tvivle på Gud til ikke at måtte tvivle på autoriteter, der taler Guds ord. Næste farlige skridt er, at du ikke må tvivle på lederen, der jo er godkendt af autoriteten, der taler Guds ord, forklarer Ahmed Akkari, der selv uddannede sig inden for Islam til iman – en autoritet. - Så har du magt og kontrol. Der opstår et skjult monopol på tænkning og tolkning hos autoriteten, for andre må ikke for alvor stille spørgsmålstegn ved det, du siger. Det sunde samfund tillader jo tvivl og kritisk tænkning. I et demokrati kan vi sige; »det her fungerer ikke«. Det kan du ikke i et diktatur, siger Akkari, der er blevet klar over, hvor meget danske værdier er en del af ham, selvom han kæmpede imod i sine mest religiøse år. Vi sidder under en af gårdhavens store hvide parasoller. Akkari har beholdt sin læderjakke på trods af solen, men jeg bemærker hans t-shirt indenunder. Sort med små aftegninger af gule Batmansymboler – flagermus. Det er ikke tilfældigt. Faktisk har han syv t-shirts med Batman i en eller anden afskygning, siger han, og også en med i posen med skiftetøj til debatten senere. For de karikerede budskaber i heltehistorierne er relevante, mener han.

- I serien Justice League lyder spørgsmålet: Hvem vogter vogterne? For der er en tynd tråd mellem at ville beskytte verden og ville kontrollere den, siger Akkari. En indsigt, som han fik bekræftet under og efter Muhammedkrisen. Det, han troede var kampen for det gode, viste sig at være drevet af lysten til magt og kontrol. Han har før undskyldt for sin rolle under krisen, og beklager også i bogen at have været med til at gøre tegneren Kurt Westergaard til et mål for jihadister. Som han skriver; »efterhånden dæmrede det for mig, at hans hensigt ikke havde været at udskamme muslimer, men at sige noget om blind autoritetstro. Den pointe var jeg efterhånden enig med ham i.« Han glæder sig også til at møde Flemming Rose senere, der dog ender med at melde afbud til arrangementet et par timer inden start på grund af sygdom.
"Jeg kan ikke huske, at jeg har vendt en idé eller tanke i dybden med en bibliotekar, for det er ikke deres rolle i dag. Men hvad nu, hvis det var?"
BROEN STÅR DER
Ahmed Akkari bor og arbejder stadig i Grønland – pt på et projekt om iPads til skolerne. Men han gør sig tanker om at vende tilbage til Danmark. - Jeg vil gerne bruge mine evner til noget, der kan gavne Danmark. Til brobygning, siger han og nævner sine tanker om en tænketank for bedre integration og mindre islamisme, så han er glad og stolt af tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers ord i sin anmeldelse af bogen: »Ahmad Akkari har udpeget broen, og er selv gået over den. Nu står den der for alle andre«. Men turen over broen har kostet ham dyrt. Som den iranske professor Mehdi Mozaffari, der selv flygtede fra det religiøse styre i Iran i 1978, udtrykker det: - Rejsen fra tro til tvivl er smertefuld. Troen giver dig klarsyn, mens tvivlen efterlader dig med en masse spørgsmål. Og det er ikke nemt at være dissident. Ven bliver til fjende, og selv din familie betragter dig som kriminel. Akkari sidder for eksempel under interviewet og senere på scenen under bogreceptionens debat med en lille, brun hæklet bamse med skinnende blå perleøjne og et turkis halstørklæde, som hans 13-årige datter har lavet til ham.

- Nu har jeg den med alle steder. Min mellemste søn gav mig en Batmanfigur og min yngste søn gav mig en master Yoda-bil, siger Akkari, der lige er kommet tilbage fra en måned i Libanon, hvor han har besøgt sine tre børn. Den historie er også i bogen. Hans følelser og dilemmaer med en religiøs kone og tre børn i Libanon, som han i dag har opgivet at få til at fungere som en samlet familie. I gårdhaven med den hæklede bamse i hånden kan man mærke, at det er et stort tab. Endnu en pris for at gå over broen. Efter en times interview, en bogreception og en debat har jeg fået en forståelse af, hvorfor Ahmed Akkari blev skubbet foran i Muhammedkrisen og fik rollen som talsmand for det muslimske samfund i Danmark. Han kan formulere sig og optræder med en vis ydmyghed. Han har overblik og trækker sin viden ind i nye sammenhænge. Nu ikke længere udelukkende fra Koranen og islamiske lærde tekster, men fra skønlitteraturen, sociologien og filosofien. Han bruger litteraturen til kort at sige meget. Og åbner da også sit oplæg til debatten med et citat fra Shakespeare: »Det er et usselt spil, der har fået os hertil, men hvilken lykke at vi er her nu. Mit hjerte bløder for det, jeg har gjort.« - Et eksempel på et stykke litteratur, der sætter en masse tanker i gang i hvert fald hos mig, siger Akkari om de tre linjer, der indfanger hans historie. Og slutter med et citat af Holberg, der er tiltænkt Flemming Rose. -Jeg håber stadig at kunne sige det personligt til ham en dag, siger Akkari: »Satiren går måske nok til grænsen, men har aldrig til hensigt at skade enkeltindivider. Det er pennen slet ikke i stand til«.
Bøger i Mellemøsten
Der er mange bøger i den muslimske verden. I 12-1400-tallet, da korstogene stod på, havde man i de bedste klostre i Europa måske 2-3000 bøger i lænker, så de ikke blev stjålet, mens man i Mellemøsten i byer som Bagdad kunne finde op til 300.000 værker.

I dag er der to retninger med hensyn til bøger i den muslimske verden. Der er de sekulariserede muslimske lande, hvor der er noget åbenhed og forholdsvis meget litteratur som i Tunesien, Tyrkiet, Libanon og delvist Kuwait, mens de fleste andre lande er præget af censur og kontrol. Her slipper kun bestemte typer bøger ud. Det er en vild kontrast til Vesten, hvor der er så ufatteligt meget.

Beirut har for eksempel en kæmpe bogmesse, som Dubai forsøger at efterligne, hvor du godt kan finde Sartre og Camus, men jeg tror ikke, at meget af det reelt får lov til at stå ude i boghandlerne, fordi beskrivelser, der går over de dogmatiske grænser, bliver fjernet. De anses som skadelige for samfundet.

Akkaris kommentar på litteraturens vilkår i Mellemøsten.

Skriv en kommentar