Festivalen må aldrig blive kommerciel

af Anette Lerche

Mere end 10.000 gæster, flere hundrede frivillige og et væld af sponsorer og samarbejdspartnere. På 15 år er Harry Potter Festival vokset fra at være et lille projekt på et lokalbibliotek til at blive et af Odense Kommunes store events. Søren Dahl Mortensen har som projektleder sikret Harry Potter-festivalens sjæl hele vejen.

Søren Dahl Mortensen (i midten, bagerst) har gjort Harry Potter-festivalen til et af Odenses flagskibe. Foto Heidi Lundsgaard, Finn Wraae og Odense Amatør Fotoklub

Første januar 1998 udkom den første Harry Potter-bog på dansk. Fire år efter i 2002 – mens danske fans ventede utålmodigt på, at bind fire i serien skulle udkomme – besluttede et lille fynsk lokalbibliotek, Næsby Bibliotek, at lave et Harry Potter-arrangement. 70 børn fra lokalområdet deltog, og deres begejstring viste Søren Dahl Mortensen, at ideen havde potentiale. Derfor tog han den året efter med til hovedbiblioteket i Odense, og Harry Potter Festival blev grundlagt. I 2001 deltog 200 børn, og i 2017 havde festen 13.000 deltagere.

Så Søren Dahl Mortensen – bibliotekaren, der har fået det halve af Odenses kultur- og handelsliv til at leve sig ind i J. K. Rowlings univers iført kapper og bevæbnet med tryllestave – må være en af Danmarks største Harry Potter-fans?

 - Nej, egentlig ikke. Jeg synes selvfølgelig, at det er nogle gode bøger, og som børnebibliotekar kunne jeg se, at børnene efterspurgte dem. Men det var ikke sådan, at jeg selv var særligt optaget af universet dengang, siger Søren Dahl Mortensen.

Han blev inspireret af en studietur til Firenze med netværket Child in the city, hvor han havde lært af italienernes metoder til at formidle renæssancen til børn ved at klæde sig ud og leve sig ind i perioden, og den tilgang til formidling ville han gerne arbejde videre med i Danmark.

- Den legende tilgang var også i fokus i Odense på det tidspunkt, da Odense gerne ville være »den legende by«, så det passede rigtig godt, fortæller Søren Dahl Mortensen.

FESTIVAL MED VOKSEVÆRK

I 2010 kom J. K. Rowling selv til Odense, hvor hun modtog den nystiftede H. C. Andersen Litteraturpris. Hendes bøger solgte stadig godt, mange af dem var allerede filmatiseret, og succesen smittede fortsat af på Harry Potter-festivalen, som blev ved med at vokse.

- Vi besluttede at rykke festivalen ud i bybilledet og få flere aktiviteter. Jeg gik i dialog med Cityforeningen og Odense Symfoniorkester og indgik i det hele taget i en masse tværgående samarbejder. Vi fik lov til at skabe »Diagonalstræde« i en masse tomme lejemål nær Odense bymidte, fortæller Søren Dahl Mortensen, som i dag bruger det meste af sin arbejdstid på at forberede festivalen.

- Men jeg laver bestemt ikke festivalen alene. Vi er 20 bibliotekarer, der er involveret, så bestemte afdelinger tager sig af bestemte ting. Jeg har eventelever og praktikanter, og jeg er dybt afhængig af at være en del af en organisation, der netop kan løfte den her slags opgaver, siger Søren Dahl Mortensen.

For ham at se er det ikke tilfældigt, at det netop er et bibliotek, der har skabt Harry Potterfestivalen.

- Fordi vi er et bibliotek, er vores udgangspunkt litteraturformidling, de gode fortællinger og ikke den kommercielle side. Samtidig er biblioteket en stærk organisation, der først og fremmest er stor nok til at kunne håndtere sådan en begivenhed. Og så gør vi det med et stort engagement, og det er ikke noget, man bare kan købe sig til.

Han kan fortsat overraskes over, hvor mange der gerne vil være en del af festivalen, når han går i dialog med mulige samarbejdspartnere.

- Fynsk Erhverv har eksempelvis flotte gamle lokaler med træpaneler, som vi har fået lov til at bruge til at skabe Gryffindorkollegiet med rollespil og 26 udsolgte rundvisninger i 2017.

- Der er ingen, der siger nej. Museerne er med, Jernbanemuseet, Det Kongelige Teaters balletskole, Odense Zoo, og vi har otte »landshold« – irere, tyskere og hollændere – der kommer til quidditchturneringer. Vi har virkelig gang i noget stort, og derfor er det så vigtigt, at vi holder fast i sjælen i festivalen, siger Søren Dahl Mortensen.

FANTASYFESTIVAL OG ZOMBIER

Undervejs har det været overvejet, om festivalen skulle gå fra at være en ren Harry Potter-festival til at favne meget af den anden gode fantasylitteratur, der findes.

- Men vi blev anbefalet at holde fast i Harry Potter. Bibliotekets opgave er at formidle litteratur, og hvis vi spreder os for meget, risikerer vi at udvande festivalen. Derfor værner vi om festivalen. Vi sætter ikke en hoppeborg op og kalder den Hogwarts, og vi tager heller ikke et af de små tog, der kører rundt i byen, når der er byfest og kalder den Hogwartsekspressen, siger Søren Dahl Mortensen.

Der kommer mange forslag om aktiviteter til festivalen, der har et kommercielt sigte, og selv om festivalen ikke kan forhindre, at butikkerne forsøger at tjene ekstra de dage, hvor festivalen står på – eksempelvis ved at sælge spådomme i te – så sker det ikke under festivalens logo. Og da et antikvariat ville være en del af festivalen og bibringe et fokus på gamle ure, så var forslaget fra festivalen, at der skulle være en sjov, udklædt person, der sad og nørdede med ure og tandhjul.

- Der skal være mere i det end bare salg, det skal handle om formidling og kultur, siger Søren Dahl Mortensen.

Men der er naturligvis tilfælde, hvor det ikke går helt som planlagt. Første år Odense Zoo var med som samarbejdspartner, havde den zoologiske have i forvejen et zombietema, men troldmænd og zombier mente Harry Potter-festivalens publikum ikke var nogen god cocktail.

- Odense Zoo er en stærk partner, men her lærte jeg, at vi skal holde fast i, hvad vi selv vil med festivalen, og den balance har vi fundet nu.

Det er vigtigt, for biblioteket samarbejder med en række stærke samarbejdspartnere såsom balletskolen og kunstmuseet. Endnu en samarbejdspartner står dog på ønskelisten. Det er Warner Bros., den multinationale mediekoncern, der ejer Harry Potter-rettighederne. Selskabet har skrappe retningslinjer for, hvad man må i forhold til Harry Potter-brandet, og har eksempelvis lukket en amerikansk Harry Potterfestival, fordi den var for kommerciel.

- Jeg vil rigtig gerne have en samarbejdsaftale med dem, for reelt set kan de komme i morgen og sige, at vi skal lukke ned. Vi forsøger naturligvis at sikre os, at de ikke har nogen grund til det, og derfor er vi meget omhyggelige med at undgå, at festivalen bliver kommerciel.

DET SAMME HVERT ÅR, MEN ALDRIG KEDELIGT

Næste efterårsferie er der derfor med al sandsynlighed Harry Potter-festival igen, og intet tyder på, at man – hverken i Odense eller resten af Danmark – har fået nok. Gæsterne kommer fra hele landet, og flere biblioteker varmer op til festivalen med egne events, som slutter af med en samlet udflugt til Odense. Og den gode omtale har givet god opbakning i Odense Kommune

- Vores rådmand for By og Kultur, Jane Jegind, står selv og drejer tryllestave som frivillig, og vores forvaltningsdirektør bakker op og sikrer det brede samarbejde, siger Søren Dahl Mortensen.

- Jeg har ikke haft en efterårsferie i 15 år, men jeg brænder for det, fordi jeg arbejder med Harry Potter Festival år efter år og udvikler den.

Og det bedste ved festivalen er ikke bare én ting.

- Det er at høre symfoniorkestret, eller at se kunstmuseet lave fantastisk formidling. Og når min kollega Lisbeth blander eliksirer på markedspladsen, eller at vi køber 2.000 spisepinde, og alle de frivillige fortæller historier om deres egenskaber som tryllestave. Magien i festivalen ligger ikke kun i de professionelle aktører, der deltager, men lige så meget i de frivillige, der brænder for historierne og formidlingen. Det er essensen og festivalens sjæl.


Harry Potter Festival 2017 i tal

8.400 Harry Potter-fans besøgte Kunstmuseet (rekord).

For 375.000 kroner blev der solgt galleoner (Typisk køber man for 50 kroner og får 1000 galleoner, hvilket løst regnet indikerer, at 7.500 børn har deltaget, og de har ofte forældre med)

2.200 billetter blev købt til to udsolgte koncerter med Odense Symfoniorkester.

2.500 besøgte Adelige Jomfrukloster.

1.850 deltog i »Hagrid fortæller historier« i Klosterkirken

2.500 deltog i »Harry Pottcast« i Det Forbudte Bibliotek

824 børn deltog i en lodtrækning i Farvergården. Heraf svarede 524, at de kom fra steder uden for Fyn.

Fra den 19.-22. oktober havde festivalens hjemmeside 93.424 sidevisninger (fordobling fra 2016)

Gennemsnitlig interaktion på hjemmesiden pr. dag: 21.761


Skriv en kommentar