Fik nyt sprog om forretningen

af Anette Lerche

Nye muligheder, indsigter og netværk. Selv en kort mini-moduluddannelse kan åbne nye døre for karrieren. Perspektiv har talt med deltagerne på BF’s miniuddannelser.

Mette Bach-Jensen

Navn: Mette Bach-Jensen
Stilling: Records Manager i Wind Power, Ørsted
Deltog i Records Manager-uddannelsen: Maj 2017
Karriere: Arbejdet i flere private firmaarkiver, blandt andet Carlsberg.
Uddannelse: Cand.mag. i Islamiske Studier, KU
Alder: 40 år

Hvorfor meldte du dig til Records Manager-uddannelsen?
- Jeg arbejdede på det tidspunkt i Ørsteds firmaarkiv og ønskede en bedre forståelse af, hvordan mine opgaver passede ind i firmaet som helhed. Jeg ønskede en forretningsforståelse og et større perspektiv.

Hvad var spændende ved moduluddannelsen?
- Det var interessant at lære om de mange forskellige dele i Records Management, eksempelvis procesanalyse og udarbejdelse af politikker. Tine Weirsøe, der underviser på kurset, kom med mange konkrete eksempler fra firmaer for at gøre det praksisnært og sætte tingene ind i en kontekst.

Hvad betyder det for dig at have taget moduluddannelsen?
- Det gav mig mod på at søge videre og gå efter jobs, der direkte hed noget med Records Management. Det havde jeg ikke før. Jeg havde muligvis godt kunne bestride de jobs, men uddannelsen gav mig mere i bagagen til at søge i den retning, fordi jeg også fik et indblik i det sprog og de processer, der kører i virksomheden. Jeg er uddannet humanist, og jeg har for eksempel aldrig lært om procesanalyse på min uddannelse, men det har man brug for, når man arbejder i forretningsverdenen. Moduluddannelsen var med til at give mig et sprog og nogle af de koder, man skal bruge, når man taler om forretningen. Jeg søgte en stilling internt i Ørsted og fik jobbet som Records Manager i Asset Management i Wind Power, som er den afdeling, der ejer vindmøllerne, og som står for kontraktforhandlinger og kontakt til partnere. Man kan sige, at mine kolleger i afdelingen står for at optimere det, der kommer ud af den investering, som Ørsted og dets partnere laver, når de bygger en vindmøllepark. Det handler i høj grad om bundlinjen.

Hvad er forskellen på arbejdet i et arkiv og det, du laver i dag?
- Mit job har ændret sig væsentligt. Noget af det nye for mig er, at vi fokuserer på den daglige Records Management- support som en servicefunktion. Og jeg bruger meget tid på at forstå processerne i afdelingen, så vi kan tilpasse Records Management til dem, så vi hele tiden er på forkant. Jeg bruger også tid på at snakke med folk om, hvordan processerne er. Uden den helhedsforståelse ville vi altid »komme for sent« og lave brandslukningsarbejde. Endelig er der også en del undervisning i jobbet, hvor vi træner nye medarbejdere i at bruge de digitale arkiver, så de ved, hvordan de for eksempel uploader dokumenter. Jeg laver også brugersupport og brugertræning. I det hele taget har jeg en meget tættere kontakt til brugerne.

Giver moduluddannelsen nyt netværk?
- Ja, absolut. Det er fantastisk at møde folk, der arbejder med det samme som én selv eller det, man gerne vil arbejde med. Jeg har ikke direkte brugt netværket efterfølgende, men det har givet mig viden om andre måder at arbejde på og andre arbejdspladser. Der var meget stor forskel på den tilgang, de forskellige kursister havde til Records Management. Nogle kom for at lære, hvad det var, fordi arbejdspladsen ønskede det, eller fordi de gerne ville skifte retning. På forløbet blev det også tydeligt, at der er mange forskellige måder at definere Records Management på. Arkiver er én måde, men det er helt anderledes og brugerorienteret, når du arbejder frontline.

Når deltagerne kommer med så forskellige forudsætninger, hvordan er niveauet så?
- Det var lidt blandet, for der var også studerende på holdet, og de havde jo ikke så meget erfaring. Men alle der har med dokumenter eller records at gøre i det daglige arbejde har jo et forhold til området og en mening om det. Nogle steder, som i Novo Nordisk og også Ørsted, er der nogle lovkrav, der gør, at man arbejder meget struktureret og har politikker for området, og andre steder er det ikke helt på samme måde, men alle havde noget at byde ind med.


Skriv en kommentar