Hvilket bibliotek forsvarer vi?

Den svenske ph.d.-studerende på INF Lisa Engström råder i denne kommentar bibliotekerne til at tage en grundlæggende debat om værdier, før de lader bekymringer om uro, hærværk og trusler føre til vagtordninger og udelukkelse af nogle grupper.

Den svenske ph.d.-studerende på INF Lisa Engström

Der blev skrevet om stigende uro på landets folkebiblioteker i december-udgaven af Perspektiv 2017. Det er en undersøgelse blandt tillidsrepræsentanter i bibliotekerne, som danner grundlaget for den dystre beskrivelse af udviklingen. I deres besvarelser kan man læse om hærværk, uro og trusler, og om at flere biblioteker har ansat sikkerhedsvagter for at passe på medarbejderne.

Journalist Torben Benner skrev den 13. december i dagbladet Politiken om Bibliotekarforbundets undersøgelse. Og som Perspektiv også peger på, henviser Benner til sociale nedskæringer – som lukkede krisecentre, færre ressourcer til psykiatrisk behandling og færre steder, unge mennesker kan henvende sig og være – som en forklaring på udviklingen.

Men Benner diskuterer også reduktionen af den bemandede åbningstid kombineret med udvidelsen af den ubemandede åbningstid om aftenen som en årsag til uro. I Sverige har diskussionen og bekymringerne i bibliotekerne været i gang længe. Fagforeningen DIK, der organiserer mange svenske bibliotekarer, lavede en undersøgelse sidste år, der viste, at vold, social uro og skældsord er steget i de seneste år.

HVORFOR DEBAT NETOP NU?
Samtidig er debatbølgerne gået højt i svenske nyhedsmedier om uro på bibliotekerne. Som ph.d.-studerende undersøger jeg offentlige biblioteker med ubemandede åbningstider i Danmark og Sverige, og jeg er interesseret i debatten i begge lande. Problemer med brugere, der opfører sig dårligt mod medarbejdere i biblioteket, skal selvfølgelig løses. Alle skal være i stand til at føle sig trygge på deres arbejdsplads. Det kan alle blive enige om. Men spørgsmålet er, hvorfor situationen i bibliotekerne kommer frem lige nu?

Det er klart, at respondenterne i Danmark og Sverige rapporterer om stigende problemer, men det er ikke et nyt fænomen, at nogle opfører sig uacceptabelt i bibliotekerne. Kan bibliotekets medieopmærksomhed til dels forklares af en usikkerhed i bibliotekets verden om, hvordan biblioteker kan legitimeres, og hvilket bibliotek vi ønsker at forsvare?

Det er også vigtigt at påpege, at undersøgelserne i Danmark og i Sverige viser ét af flere sande billeder af bibliotekerne. Min forskning, der dog ikke nødvendigvis kan generaliseres, viser, at brugere for eksempel går på biblioteket for at opleve stilheden, få mulighed for at arbejde eller studere, aktivere deres børn eller få adgang til litteratur. Interviewpersonerne beskriver bibliotekets rum som et sikkert sted, de nyder. Det er også en sandhed om dagens bibliotek.

Det er nemt at pege på enkle løsninger på et så komplekst problem, som undersøgelserne i Danmark og Sverige viser. Et eksempel på en forsimpling er at forbinde problemerne med de »fremmede«. Tidligere kulturborgmester i København Carl Christian Ebbesen (DF) hævder, at problemet til dels er på grund af tilstedeværelsen af udenlandske hjemløse i København. I Sverige hævder nogle, at det er en opgivelse af »stilheds-standarden« i bibliotekerne, at der pludselig er uro og støj.

I min forskning ser jeg, hvordan brugerne generelt tilpasser sig regler og normer i biblioteket. Vi lever i et samfund, hvor vi stort set forventes at tage ansvar for os selv, og det gør det store flertal. For eksempel kan brugere, der skjuler knive i biblioteket, og som truer personale eller ødelægger materialet, ikke overholde regler eller normer. Spørgsmålet er, om årsagen til dette kan søges i biblioteket, for eksempel i en tabt »stilheds-standard«. Det tror jeg ikke. Ligeledes mener jeg ikke, at problemet skyldes udenlandske hjemløse.

Hvad er bibliotekets legitimitet i dag?
Jeg tror, at der skal et andet udgangspunkt til, for at diskussionen om problemerne kan blive konstruktiv. Vi må spørge: hvilket bibliotek er det, vi forsvarer? Hvad er bibliotekets legitimitet i dag? Min forskning viser, at biblioteker har potentialet til at være steder, alle kan gå til for at føle sig trygge og have mulighed for refleksion. Biblioteket er også et sted, hvor man finder information, deler historier, studerer eller arbejder. Nogle kommer her for at få privatliv, andre for at socialisere. Med andre ord spiller biblioteket mange forskellige roller i samfundet i dag, og nye funktioner tilføjes, mens andre bliver forældede.

Dette er hverken positivt eller negativt i sig selv. Tværtimod ser jeg i min forskning gode grunde til at stræbe efter et bibliotek, der muliggør denne mangfoldighed og tilskynder til aktiviteter, der ikke skal begrundes med, at det bidrager til vækst, uddannelse eller andre målbare ting. Men for at denne mangfoldighed skal lykkes, kræver det ressourcer.

Det kræver ressourcer i form af fleksible bibliotekspladser, der tillader tavshed i dele af biblioteket og samtaler i andre. Det kræver ressourcer i form af dedikerede bibliotekarer, der har tid og mulighed for at imødekomme de forskellige forventninger hos nutidens brugere. Det kan også kræve ressourcer i form af personale med særligt ansvar og kompetencer til at skabe dialog med brugere, der opfattes som forstyrrende. Hvis vi ønsker biblioteker, som alle har adgang til, som er åbne for uddannelse, kultur og demokrati i bredeste forstand, og som fremmer kritiske refleksioner og samtaler, er det nødvendigt med mangfoldighed.

STILHED OG AKTIVITETER KAN LEVE SIDE OM SIDE
Den nyere biblioteksdebat i Sverige er noget forenklet. To perspektiver på det moderne offentlige bibliotek er sat over for hinanden: En side ser gerne stille og rolige biblioteker, der stiller information og viden til rådighed med materialet i fokus. Den anden side kræver biblioteker, der fungerer som mødelokaler for debat og kreativitet, som giver mulighed for innovation. Der er imidlertid ingen reel modsigelse mellem disse roller, som flere også påpeger i debatten.

Det, vi skal være opmærksomme på, når debatten for eksempel handler om uro på bibliotekerne, er, at foranstaltningerne til at løse problemerne påvirker biblioteket som helhed, og det kan være problematisk. Derfor mener jeg, at debatten i både Danmark og Sverige skal opdateres, så det også handler om bibliotekets rolle. De ændringer og tiltag, man laver på det enkelte bibliotek med henvisning til for eksempel uroproblemer, skal også relateres til bibliotekets grundlæggende opgaver, så vi kan afgøre, om en ændring er positiv eller ej, og om dens virkninger er positive eller ej.

For hvad sker der for eksempel med biblioteket som motor for demokrati og uddannelse, hvis de bemandede åbningstider bliver stærkt reduceret og der pludselig står vagter, i stedet for at biblioteket er åbent og tilgængeligt om aftenen? Hvordan påvirkes besøgende i biblioteket, når overvågningen udvides? Er der nogen særlige ulemper ved øget kontrol af bibliotekets-rummet? Hvad sker der med demokratiske mål såsom at stå til rådighed for alle, også hjemløse og unge, hvis nogle grupper pludselig fremstår som mindre ønskværdige?

Diskussionen om bibliotekets rolle og legitimitet er ikke ny. Men det gør den ikke mindre relevant. For at kunne tage rimelige forholdsregler i forhold til problemerne må vi først diskutere, hvad det er for biblioteker, vi forsvarer. Jeg stiller her mange spørgsmål, men giver ingen klare svar. Men måske kunne nogle af de millioner, der nu bliver brugt på vagter, i stedet bruges til at ansatte flere faglige medarbejdere i bibliotekerne?


Skriv en kommentar