Klassefighten - En dyst i læsning

Af Stefan Dahl
26.11.2014

 

Hvordan får man folkeskoleeleverne til at læse mere i deres sommerferie, uden ”tvang” eller sure formaninger? Varde Bibliotek forsøger med fest og kampgejst i en stor læsedyst, som breder sig over hele Varde kommune. For tredje år i træk kan skoleklasserne fra indeværende 0.-5. klasse deltage i ”Klassefighten” hen over sommerferien.

I sommerferien 2012 startede Klassefighten for første gang med stor succes og hele 18 tilmeldte klasser. Dette voksede sig i 2013 til 22 tilmeldte. I året 2014 havde Klassefighten39 tilmeldte klasser. Klassefighten er en læsedyst mellem de deltagende klasser, hvor det gælder om at læse flest antal sider i gennemsnit pr. elev i klassen.

For at motivere eleverne til læselyst og konkurrencen har Varde Bibliotek sørget for en ’gulerod’ i form af præmier til de tre mest læsende klasser. 1. Præmien består af en Klassefest med mad, mens 2. og 3. præmien er henholdsvis en biograftur og en bowlingtur for hele klassen.

”Alle som læser i klassen bidrager til klassens chance for at vinde en af de spændende præmier, og ikke mindst håneretten over de andre klasser, indtil næste års klassefight” siger børnebibliotekar, Pernille Gade Nielsen. National Videncenter for Læsning påpeger vigtigheden i, at børn vedligeholder deres læsning i sommerferien.

Bl.a. ser man, at de børn og unge, som ikke læser i sommerferien kan have et stort efterslæb i læseudviklingen, når skolen starter igen til august. Det kan dog være svært at motivere børn til at læse, når de nu endelig har ferie.

”Vi som børnebibliotek håber og tror på, at koncepter såsom Klassefighten kan være med til at støtte børns videre læseudvikling i sommerferien” siger leder af Varde børnebibliotek, Inger Agerkrog Kjeldsen Kick-off med kamp, varulve og bøger i massevis Klassefighten starter med et Kick-off arrangement før skolernes sommerferie, hvor de klasser som først tilmelder sig kan deltage i en række teambuildingøvelser på torvet foran Varde Bibliotek, inden der skal findes bøger på biblioteket.

At alle fra 0.-5. klasse har mulighed for at deltage i læsedysten og Kick-off arrangementet gør, at der er en bred målgruppe, der skal rammes, når det kommer til underholdning.

Varde Bibliotek tog derfor kontakt til Rollespilsyndikatet, som er rollespilsentusiaster, der laver events for firmaer m.m. Dette viste sig at være en god beslutning, da der var stor rift om pladserne. Max antal på 250 deltagende børn blev derfor hurtig nået.

Det blev en dag med grumme riddere, hæslige varulve og masser af godt humør, da nær de 250 børn troppede op på torvet d. 19. juni 2014. Her fik børnene mulighed for at afprøve deres samarbejde ved teambuilding på klasserne og skolerne. Der blev bl.a. kæmpet med gummisværd- og økser, en heks læste en uhyggelig historie op, de fik afprøvet deres flugtevner og forsøgte til sidst at redde en dronning fra en varulv.

Kick-off arrangementet er med til at gøre konkurrencen lidt mere speciel for de tilmeldte klasser, og er en sjov måde at starte dysten på. Selv om ikke alle deltagende klasser kan komme med til kick-off, er det alligevel med til at give noget opmærksomhed omkring projektet, og ikke mindst sætte fokus på det sjove i at bruge fantasien – om det er i en bog eller på torvet i Varde!

Herefter blev børnene inviteret ind på Varde Bibliotek, hvor de rigtigt kunne komme i gang med at finde bøger til læsedysten. Det resulterede i en af de bedste udlånsdage Varde Børnebibliotek har haft i mange år.



De gode historier
Det er frivilligt at deltage i Klassefighten. Det er trods alt børnenes ferie og biblioteket ønsker ikke at give børnene (og i forlængelse lærere og forældre) en følelse af, at de får lektier for, når de har fri fra skole. ”At læse skal være sjovt”, og det er dette, Biblioteket ønsker at sætte fokus på hen over sommerferien.

Konkurrenceelementet i læsedysten er dog også med til at sætte gang i læsningen. Det gælder ikke nødvendigvis kun for de børn, der allerede er storlæsere, da både lydbøger, højtlæsning og tegneserier også tæller med i læsedysten. Ved sidstnævnte gælder det halve antal sider dog kun.

I de foregående år har Børnebiblioteket modtaget mange gode historier fra især forældre, som gladeligt fortæller om, at læsedysten har været med til at sætte læselysten i gang hos deres børn, og at de læser mere end nogensinde før. Det er sådanne gode historier bibliotekarer lever højt på.

Og vinderen er? 
Efter sommerferien bliver de tre klasser i top tre inviteret ind på Varde Bibliotek til en præmieoverrækkelse. Klasserne ved kun, at de er blandt de tre bedste, men ikke om det er deres klasse som er på første, anden eller tredje pladsen. Der bliver også kåret den mest læsende dreng og pige fra hver klasse. De tre klasser har kæmpet hårdt for sejren og kan derfor nyde deres præmie, hvad enten det er en klassefest, en biograftur eller en tur til bowlingbanerne.

Rigtig mange børn har gjort deres bedste, og vi hører hvert år fra forældre, hvis børn er blevet grebet af konkurrencen og har læst meget mere end normalt. Blandt forældrene er der også nogle som bliver grebet af konkurrencen, og selv om de ikke selv kan deltage, så ”sympati” læser de ofte meget sammen med deres børn. Når alt kommer til alt; så længe børnene får hygget sig med bøgernes verden og får læst – vinder alle så ikke lidt?

På Varde Bibliotek har man tydeligt kunne mærke at der har været 40 deltagende klasser. Ikke alle tilmeldte klasser var fra by skolerne i Varde, men det var tydeligt at konkurrencen fik flere børn til at bruge biblioteket. I forhold til 2013 blev der udlånt 1201 flere materialer i 2014, hvilket vi kun kan formode skyldes klassefighten og alt den store opmærksomhed som er kommet på biblioteket i den forbindelse.


 

Skriv en kommentar