MIX - Åben en digital verden omkring gode børnebøger

Af Karin Husted Larsen og Tine Schouboe
21.11.2014

 

I dag er en bog ikke bare en trykt bog, og tekst kan opleves og opdages på mange medier. Børnene bliver yngre og yngre, når de har deres første smartphone, og mange familier og skoleelever har adgang til tablets. Flere bøger og serier har egne hjemmesider og andet ekstramateriale, som supplement til bogen.

Børnebibliotekarer er eksperter i at finde den gode viden på internettet og kan savne en platform til formidling af gode netsteder. Disse fakta var udgangspunktet for en idè om at skabe mere læselyst og guide børn til at bruge nettet kompetent ind i den digitale verden.

Med den fysiske bog i hånden vil vi åbne den verden, der er omkring bogen i form af ekstramateriale og inspiration til mere læsning. Udvalgte bøger for målgruppen 10-14 år indenfor populære genrer som fx fantasy, venner, sport samt fagbøger er blevet ”MIXet” og forsynet med QR-kode. QR-koden på bøgerne fører til mobilsitet www.bogmix.dk, hvor børnene kan gå på opdagelse i spændende links, finde baggrundsviden om emner i bogen eller finde inspiration til mere læsning, der ligner. MIX kan også bruges som ren inspiration, hvor man gennem de mange kategorier kan finde nye, spændende bøger. Med en MIX-bog har børnene derved deres egen personlige bibliotekar lige ved hånden, og kan selv gå på opdagelse i baggrundsviden og sjove links.

MIX-projektet blev støttet af Kulturstyrelsens udviklingspulje 2013. Mobilsitet fungerer som portal i sammenhæng med Palles Gavebod, med den sidegevinst for øje, at trække PallesGavebod ud i børnebiblioteket og koble sitet med den fysiske bog. Alt hvad der kan hentes fra Pallesgavebod kommer herfra: Boganmeldelser, forfatterportrætter, andre materialetyper, der relaterer sig til bogen, samt inspiration til lignende bøger, man også kunne læse. Uni-login benyttes til reservering på Palles Gavebod og til login på sider, der kræver dette. Tanken bag MIX er at skabe et krydsfelt mellem den fysiske bog og internettet.

MIX fungerer også som et vindue til de internetbaser, som mange folkebiblioteker abonnerer på fx Danskedyr.dk og Faktalink.dk, som kan være svære at bringe på banen i udlånet. Sammen med relevant indhold fra Kulturinstitutioner – fx Experimentarium, og seriøse sider som fx Videnskab.dk og Boernetelefonen.dk formidles netbaserne som Bonusviden. Børnekulturen kommer også til udtryk i MIX ved at linke til Bogtrailers og andet interessant fra Youtube samt Apps, spil, musik og simpelthen sjove ting fra sider børn bruger – mulighederne er mange.

Ved at udvide den fysiske bog med direkte adgang til ekstramateriale fra nettet er intentionen at friste til mere læsning om emner i bogen eller bruge inspirationen til at læse bøger, der ligner. Vi har erfaret at MIX fungerer fint som aktivitet i en ellers klassisk bogklub. Børnene kan i grupper – faciliteret af børnebibliotekaren være med til at tænke i ekstramateriale, der kan interessere andre børn. Det giver en ekstra dimension til bøger læst i bogklubben, og ofte har børnene overraskende anderledes ideer til links.

MIX har nu været online i et års tid og er blevet modtaget positivt mange steder. Alle børnebiblioteker inviteres til at sætte QR-koder på deres bøger og formidle MIX-bøger. Hvis man selv vil MIXe bøger eller bruge MIX som udgangspunkt for samarbejde med skoler, kan man få adgang og vejledning i at lægge ind i CMS. Alt det praktiske kan man læse mere om på http://projekt.pallesgavebod.dk/tekniske-tips/bogmix/.

MIX med skolerne
MIX-projektet har også arbejdet med at inddrage børn i at MIXe bøger. Et MIX-forløb med skoleklasser kan skabe et godt samarbejde mellem børnene, skolen og bibliotekarerne. Børnene kan selv være med til at vælge, hvad de synes ville være interessant at vide mere om. Samtidig udvikler de deres meta-forståelse af bogen, og de lærer at sætte den ind i et samfundsmæssigt perspektiv, hvilket de får god brug for, når de senere skal lave opgaver i skolen.

På Greve Bibliotek blev to 8. klasser fra Arenaskolen inviteret til at MIXe bøger. De skulle her selv vælge, hvad de synes kunne være sjovt eller interessant for andre at vide mere om, efter de havde læst bøgerne. De unge mennesker fik en god introduktion til biblioteket, genre, forfatterskaber og til sidst MIX for at gøre dem godt rystet til at tænke bogen ind i en større sammenhæng. Samtidig fik de valget mellem forskellige bøger, som de skulle ende med at MIXe.

Dette forløb varede over fire gange og blev tilbudt til skolerne i forbindelse med folkeskolereformen. På selve MIX-dagen blev de præsenteret for MIX ud fra to forskellige eksempler. De så hvor forskelligartede MIX-links kan være, så længe de er relevante, og blev derved inspireret til selv at MIXe. De arbejdede herefter koncentreret sammen i grupper, og de fandt både nogle spændende og inspirerende links frem, som man ellers måske ikke havde tænkt på. Mange af grupperne overraskede os også ved at virkelig finde nogle gode links og vise en stor forståelse for konceptet. Her kan især nævnes ”21 måder at dø”, som en gruppe piger MIXede sammen. De fandt bl.a. frem til en flot trailor for bogen, et link til børnetelefonen og en film om Fie Laursen, som selv er blevet mobbet. Se alle links på: http://www.bogmix.dk/mix/vis/21-mader-at-doe.

De unge mennesker fik derved en god fornemmelse af at tænke bogen ind i en helhed, og var desuden glade for at have skabt noget, som andre kunne bruge. Deres MIXede bøger blev bagefter udstillet på Greve Bibliotek med et billede af dem. Et MIX-forløb med skoleklasser er rigtig sjovt og givende, og det kan også gennemføres med yngre klasser og med et mindre forløb. Både litteraturforløbet, arbejdspapir til skoleklassen og skabelon til oplæg ligger på http://projekt.pallesgavebod.dk/tekniske-tips/bogmix/.

 
Artikellinks

MIX
PallesGavebod Projektside


Denne artikels emner

Børnekultur

Skriv en kommentar