Besøg af vild, klog og dyb leg

Af Anne Noller Nygaard
15.01.2015

 



Børnekulissens sanse-udstilling ”Hist & Her” turnerer rundt på landets biblioteker. To børnebibliotekarer fortæller, at de oplever udstillingen som et godt bud på en fleksibel løsning, når de vil skabe nye zoner til leg.

I et hjørne af Hinnerup Biblioteket & Kulturhus svinger en dreng sig med fuld fart på en gynge i et sekskantet stillads, mens en pige slår til en blå boksepude. Længere inde i rummet lyder der dæmpede stemmer fra en mosgrøn skovhule. Ovre mod skrankerne placerer far og søn puder i hullerne af en høj knaldgul puttekasse. 

Sådan cirka har forskellige lege udfoldet sig i efteråret på, blandt mange andre, Hinnerup - og Kolding Børnebiblioteker. Det er Børnekulissens sanse-udstilling ”Hist & Her”, der på sin turné rundt i landet, har været på besøg og ændret bibliotekernes rum for en tid. 

Forandringsrum
Børnebibliotekar Merete Nikolajsen fra Hinnerup Bibliotek fortæller, at hun og hendes kollegaer hele tiden afprøver nye ideer: 

”Vores bibliotek er ét stort rum Vi har brug for fleksible løsninger, så vi kan forandre rummet og hele tiden byde på nye oplevelser”, siger hun. Hun tilføjer: ”Når rummet ændrer sig betyder det også, at nye lege opstår, og det vil vi gerne have”. 

Lotte Klemens Thomhave, børnebibliotekar på Kolding Bibliotek genkender lysten til at altid at ville skabe nye rammer. På Kolding Børnebibliotek har man sågar et ”Forandringsrum”, som det er en fast arbejdsopgave at forandre på: 

”Vi har et stort legerum, hvor vi tit ændrer rammerne, så de inviterer til nye lege. Børnene har kunnet gå i gang med at lege i en trylleskov, et eventyrland og lige nu er her en dyrlægeklinik” Vi vil gerne have, at vores lege-universer indbyder til lege, som børn og voksne kan træde umiddelbart ind i, fortæller Lotte Klemens Thomhave. 

Børnekulissens udstilling “Hist & Her” fungerer på denne måde, supplerer Merete Nikolajsen: 

”Hulen, Stilladset og Puttekassen fra Børnekulissen har været lige til at gå til for børnene. Udstillingen forklarer sig selv”, siger hun.



Vildt, klogt og dybt 
Begge bibliotekarer opdagede, at de tre lege-universer i udstillingen “Hist & Her” fremkaldte tre helt forskellige typer af leg. Merete Nikolajsen mener, at tre installationer, med hver deres stemning, repræsenterer de elementer, hun ser som vigtige for et nutidigt børnebibliotek: 

”Der er stilladset, som inviterer til vild leg med masser af bevægelse. Puttekassen, der kræver, at man tænker logisk og samarbejder, og hulen, som er et gemmested, hvor børnene tager bøger og bamser med ind og fordyber sig i ro og mag”. 

Især den fysiske leg i stilladset har vakt opsigt på Kolding Bibliotek, hvor Lotte Klemens Thomhave må konstatere: 

”Det er det vildeste vi har haft ind til videre. Flere bedsteforældre bad børnene skrue ned for energien. De fik så besked fra os på, at det var OK at larme og bevæge sig vildt her på vores bibliotek”. 

Overraskelser rykker 
Både bedsteforældre, forældre og børn tager ellers som regel imod de nye legezoner som gode overraskelser, fortæller Lotte Klemens Thomhave. I Hinnerup mener Merete Nikolajsen, at overraskelsesmomentet ved skiftende i rummet kan ses som en del af bibliotekets dannelses-projekt: 

”Børn og voksne kommer på biblioteket og oplever noget nyt sammen, som de slet ikke havde regnet med. På den måde udvider en sanse-udstilling som “Hist & Her” også horisonten”, siger hun. 

Falder ned sammen
Det er både børn og voksne, som sammen får prøvet noget nyt. Lotte Klemens Thomhave har lagt mærke til at der sker noget med familierne, fordi de ofte er sammen om at gå ombord i lege-universerne. 

”Det virker som om familien får et kærkomment frirum fra travlheden udenfor. Jeg kan se at skuldrene falder ned”, siger Lotte Klemens Thomhave. Hun har også bemærket at pausen, hvor børn og forældre bare er sammen om noget, har endnu en bonuseffekt: 

”Det virker som om at afbrækket i hverdagen, giver dem mere overskud til at finde bøger bagefter”, siger hun. 



Rejser videre
Både i Hinnerup og Kolding har børnebibliotekarerne været glade for at udstillingen både kommer og går. 

”Udstillingen er et godt bud på de fleksible løsninger vi har brug for, fordi at den kun er her for en tid”, siger Merete Nikolajsen og tilføjer: ”Selvom jeg ved, at børnene bliver kede af, at den rejser væk”.

De to biblioteker har allerede fået nye lege-universer siden “Hist & Her” var på besøg. I Hinnerup er der tændt op for medieleg med ipads og Playstation 4, og i Kolding står den på fuldt udstyret dyrlægeklinik med temaet ”Hund og kat”. 

Børnekulissens sanse-udstilling ”Hist & Her” fortsætter sin turné rundt i landet i 2015. 

Fakta: 
Kontakt Børnekulissen, hvis du er interesseret i at lege-udstillingen ”Hist & Her” også besøger dit bibliotek. Se www.kulissen.dk.
Børnekulissen arbejder for, på en legende måde, at udvikle børnenes sanser, sprog og leg. De ønsker at sætte både børn og voksnes fantasi i spil. Børnekulissen er en del af Pædagogisk Afdeling, Børn og Unge, Aarhus Kommune.


 
Artikellinks

Børnekulissen


Denne artikels emner

Børnekultur

Skriv en kommentar