Makerspace – innovation og kreativitet i øjenhøjde

Af Randi Kristensen
25.02.2015

 


Når brugerne besøger Aars Bibliotek i Vesthimmerland, vil de opleve, at der er flyttet nye materialer ind på biblioteket. Her taler vi ikke om materialer i form af bøger eller andre læselige medier, men derimod store jernrammer, 3Dprinter og vinylskærer. Makerspace er navnet.

Makerspace er et rum indrettet til innovation og kreativitet, hvor der er plads til at rode og eksperimentere. Her har brugerne muligheden for at fremstille deres egne designs, hvad enten det skal være en 3D-model, en illustration eller deres egen unikke t-shirt.

Visionen for Makerspace er at skabe et rum, hvor kreativitet, innovation og proces er de bærende elementer. Rummet er dynamisk og fleksibelt og giver brugerne mulighed for at skabe og udvikle.

”Det er jo slet ikke et bibliotek det her”
Sådan lød en af reaktionerne fra en flok unge, der var på besøg til indvielsen den 20. januar.

Makerspace er et af flere tiltag, som er blevet udviklet med målet om at nå de unge. Udtalelsen er da også et udtryk for en af de største udfordringer, som nutidens biblioteker står overfor, nemlig opfattelsen af, hvad et bibliotek er og kan og opdyrkelsen af et image overfor de unge.

I en generation, hvor det er normalt at springe fra det ene til det næste, er det en stor opgave at engagere og fastholde denne gruppe. I efteråret 2014 foretog vi hos Vesthimmerlands Biblioteker en større brugerundersøgelse, der stillede skarpt på, hvordan de unge opfatter og bruger og ikke mindst ikke-bruger biblioteket. Deres opfattelse af biblioteket og bibliotekarerne på den ene side og hvad vi egentlig er og kan tilbyde på den anden side, står i skarp kontrast.

For der sker virkelig meget på de danske biblioteker. Med et paradigmeskifte med fokus på brugeren og spørgsmålet om, hvorvidt biblioteket har en rolle uden fysiske bøger, hængende i baghovedet, udvikler vi biblioteket som aldrig før. Og det sker i et sådant tempo at brugerne ikke kan følge med. Hvordan kan vi forene deres opfattelse af ’det gamle bibliotek’ med det nye?

Det er tydeligt, at biblioteket har store udfordringer, når det gælder imageopbyggelse overfor de unge. Vi skal gøre op med de unges opfattelse af, hvad et bibliotek kan tilbyde dem. Som en af mine samarbejdspartnere i en af byens elevråd sagde til mig, da han hørte om min vision: ”Held og lykke. Det er op ad bakke med de unge.”

Som i spørgsmålet om, hvad der kom først – hønen eller ægget – er Makerspace og flere ungeaktiviteter er et af vores forsøg på at udvide de unges forståelse af biblioteket, samtidig med at der gøres en målrettet markedsføringsindsats. Kort før indvielsen af Makerspace, stod vi derfor en råkold morgen foran gymnasiet og senere i Erhvervsskolernes kantine for at dele goodiebags ud. Heri lå bl.a. en folder med unge-aktiviteter for resten af foråret, en vandflaske med logo, müslibar og et æble. Med det uventede og personlige møde med os som personale har forhåbentlig plantet det første frø på vejen til et mere positivt image og øget brug af biblioteket.

Et betydningsfuldt samarbejde
I visionen for projektet står skrevet, at de unge ikke blot skal bruge rummet, men også være medskabere af de fysiske rammer. Netop brugerinddragelse blev en del af selve udformningen af rummet. Med ønsket om at markere et nyt område, hvor der gøres op med de traditionelle opfattelser af, hvordan man bruger et biblioteksrum, blev et samarbejde med Erhvervsskolerne i Aars en realitet.

Morten Nørgaard, der er faglærer på smedelinjen på Erhvervsskolerne, var ikke mange sekunder om at springe til, da han blev kontaktet om projektet. Han fik en gruppe unge drenge fra 10.klassecentret i praktik, som ville være oplagte til projektet. Efter et morgen-pitch for de unge drenge og et ”klart, det gør vi!” kunne produktionen og samarbejdet for alvor begynde. Deres opgave var at skabe flytbare vægmoduler, som i dag danner de fysiske rammer for Makerspace. Med kun fantasiens grænse og biblioteksinventar til rådighed, har de unge formået at skabe deres eget udtryk, indtænke udstillinger af materialer og samtidig bevare åbenheden for, at andre også må sætte deres præg på deres mesterværker. For ligesom visionen for projektet, så er det fysiske udtryk også i en konstant udvikling, hvor brugerne bliver inddraget. Den positive inddragelse af målgruppen i selve udformningen af tilbud målrettet dem selv er bestemt et fokuspunkt, som vi vil tage med os og bruge i andre sammenhænge.

Samarbejdet med 10.klassescentret og Erhvervsskolen er en af de mest lukrative outputs, som projektet har haft indtil videre. Der er enighed om, at det er helt ærgerligt, at projektet om vægmodulerne nu er færdigt. Vores erfaringer fra dette projekt ligger i den grad op til et fortsat fremtidigt samarbejde.

Ud af boxen – et fremtidsperspektiv
Nu en lille måned efter indvielsen må vi sande, at det stadig er en hård kamp at engagere og fastholde de unge. Dog har der været mange positive tilbagemeldinger fra bibliotekets besøgende og der dukker da også flere unge op til de ugentlige supporttimer. De unge griber selv knoglen eller møder op for at bede om hjælp til udstyret til fx produktudvikling til projektuger. Vi tror stadig på, at vores tilbud er relevant og efterspørgslen stigende i takt med at rygterne om Makerspace går blandt de unge i Vesthimmerland.

Udover adgangen til materialer og udstyr samt den ugentlige supporttime, er næste skridt på vejen for Makerspace nu, at der skal videreudvikles på projektet. Der er i øjeblikket gang i udarbejdelse af materiale til samarbejde med skoleklasser som en del af den understøttende undervisning, som den nye skolereform lægger op til. Her tænkes især indenfor matematik, produktion af projektformidling eller t-shirts til studieture eller afgangsklasser. Dette giver os en mulighed for at introducere Makerspace i en fastholdt ramme, hvor vi bedre kan målrette vores markedsføring.

Fremtiden for Makerspace vil i høj grad blive påvirket af de unges brug og ønsker for rummet. Med rummets dynamiske og fleksible moduler er der mulighed for at udvide Makerspace til afholdelse af workshops på andre lokationer og større arrangementer. Vi glæder os til at se, hvad Makerspace udvikler sig til.   

Skriv en kommentar