Professionel vildrede – hvilke problemer skal professionerne tage sig af

Af Flemming Svith og Ketty Jensen
29.04.2015

 

Postmedarbejderen sorterer ikke længere breve, det klarer du og dit e-mailprogram selv. Bankmedarbejderen overfører ikke længere penge, det klarer du og netbanken selv. Journalister prioriterer ikke længere nyheder, det klarer du og Facebook eller Twitter selv. Bibliotekarer viser ikke længere vej til bøger eller oplysninger, det klarer du selv med Google, Amazon eller andre selvbetjeningssystemer. Ved hjælp af algoritmer sorterer du, skaber orden og systemer, som posten, bankassistenten, journalisten, bibliotekaren og mange andre fagfolk og professionelle tidligere tog sig af.

Helt så langt er vi endnu ikke, men tendensen er klar, ikke mindst hos de unge, som er vokset op med digitale og mobile medier. I sig selv er det lidt af en lettelse for de professionelle. Det frisætter jo deres kræfter og energi fra de forholdsvis simple og rutineprægede opgaver, som lettest lader sig erstatte af software og brugere, til …. ja, til hvad? Hvis bibliotekarer ikke længere skal vise vej i decimalklassesystemet, hvis de ikke længere skal skabe orden, hvad skal de så?

En del af svaret findes i den funktion, som forskellige erhvervsgrupper har haft i udviklingen og opretholdelsen af det moderne velfærdssamfund. Ifølge den sociologiske tilgang er professioner erhvervsgrupper, der løser eller håndterer problemer i samfundet. Den sociologiske professionsforskning definerer professioner ud fra læger, advokater og teologer, mens bl.a. lærere, sygeplejersker og bibliotekarer ses som næsten professioner eller semiprofessioner - og mere rutineprægede håndværk ses som ikke-professioner. Professioner ses både som ekspertsystemer, der udfylder en rolle i et stadig mere specialiseret samfund, og som kollektive sociale aktører, der kæmper for professionens plads i samfundet.

Professionelle gatekeepers
I forrige århundrede - for ikke så længe siden - følte borgerne sig ikke klædt ordentligt på, hvis ikke de havde læst dagens nyheder, som var de informationer, der blev sluppet gennem porten ud i offentligheden af journalisten i rollen som gatekeeper. Tilsvarende stod bibliotekaren på  den anden side af porten og slap borgerne ind til informationerne, hvad enten det drejede sig om en paragraf i loven eller en roman af Henrik Pontoppidan.

Bag porten herskede der for novicen (læs borgeren) kaos i bøger og oplysninger opstillet og gemt efter uforståelige regler og utilnærmelige kataloger. Her huserede eksperten (læs bibliotekaren), der kunne finde rundt og finde frem på brugerens ikke altid klare spørgsmål eller behov. Serviceringen af bibliotekets brugere krævede indsigt i søgeord, databaser og klassifikationssystemer, og bibliotekaren skulle desuden vælge, for ofte var der flere lige gode muligheder, når en forfatter skulle minde om Dan Turèll eller en bog handle om kærlighed.

På et mere generelt plan kan man sige, at bibliotekarerne løste det alvorlige problem for samfundet, at informationsmængden voksede samtidig med, at den var utilgængelig for langt den største del af befolkningen. Til at løse problemet havde bibliotekarerne en særlig specialiseret viden. De kunne adskille, udskille og sammenstille informationer, så de med baggrund i deres teoretiske viden kunne udøve konkrete skøn i serviceringen af brugerne.

Masserne har invaderet reservaterne
Professionsområder kan ses som en slags reservater, hvor professionen har særlige rettigheder og privilegier, som den ikke tilbydes uden for reservatet. Og professionen søger at opretholde og beskytte reservatet mod andre professioner, der måske tilbyder mere effektive løsninger på problemet.

Reservaterne og hegnet mellem brugere og informationer hørte en tid til, da offentligheden blev genereret af massemedier, og informationer var analoge. I dag er både hegn og port delvist forsvundet, og informationsarbejdere som bibliotekarer og journalister står i et dilemma: De problemer, de løste, opleves ikke længere som problemer af brugerne. For brugerne har nem adgang til informationerne i sofaen, ved computeren på arbejdspladsen eller gående med mobilen.

Siden midten af 1990’erne er adgang til og søgning i informationer blevet en vare, der leveres af koncerner som Google. Og den funktion, som bibliotekarprofessionen varetager, bliver i stigende grad erstattet af brugernes egne evner og muligheder. Brugerne bliver selvhjulpne på ’verdens største bibliotek’ med lettilgængelige søgemaskiner, og de efterspørger og får hjælp af andre brugere i digitale, sociale netværk. De nye generationer overtager så at sige funktionen med at prioritere i informationsmængden gennem delinger, 'likes' og kommentarer på de sociale medier.

At være en profession er ikke en selvfølge. Når borgerne eller brugerne ikke længere oplever, at det er et problem at få fat i information, forsvinder grundlaget for bibliotekarerne som profession. Gennem historien er professioner forsvundet, især når teknologi har overflødiggjort deres kompetencer, og deres arbejde er blevet tømt for traditionelle funktioner. Når det, der var et samfundsmæssigt problem, ikke længere er det.

Overflødiggørelse er ikke den eneste trussel mod bibliotekarprofessionen. Ligesom andre professioner er der risiko for de-professionalisering, hvor det professionelle skøn ikke længere er det centrale i arbejdet. Ofte skyldes de-professionalisering, at arbejdet bliver rutinepræget og standardiseret, så centralt fastlagte procedurer reducerer den professionelles råderum for skøn og stillingtagen, og andre hensyn end professionens viden bliver afgørende. Som det fx er sket for skolelærerne.

Mod nye funktioner og ny identitet?
At professioner er en social kraft, der kæmper for at skabe rum og muligheder indikerer, at bibliotekarer som så mange andre professioner selv kan definere problemer, få overbevist andre om problemernes alvorlighed og professionens evne til at håndtere dem.

Man behøver blot tænke på lægers udvidelse af deres problemområde, hvor fx stadig flere typer adfærd eller tilstande diagnosticeres som sygdomme. Det er lægerne, der definerer sygdomme, som de i øvrigt selv har viden til at behandle. Eller it-professionen, der har haft held til at få it-systemernes sårbarhed anerkendt som et samfundsproblem, som den har kompetencer til at håndtere.

Meget tyder på, at bibliotekarerne skal lede efter et nyt samfundsmæssigt problem på et mere intellektuelt krævende niveau end at systematisere og fremskaffe. Måske lade sig inspirere af Blooms taksonomi over kompleksiteten i tankeprocesser, der går fra de mest simple tankeprocesser med at genkende og gengive, over anvendelse og analyse til de mest komplicerede tankeprocesser med at vurdere og skabe. At vogte over viden er som tankeproces tættere på reproduktion af viden end på at skabe viden i en proces med andre.

Bibliotekarerne kan også pege på den manglende videndeling som et samfundsmæssigt problem, som de kan håndtere ved at berige og knytte information til nye brugere, så fokus skifter fra opsyn med passive varehuse til dynamisk kommunikation… Eller de kan fremhæve manglen på en systematisk, ikke-kommerciel organisering og udnyttelse af internettets informationer, de såkaldte big data… Eller de kan tage bestik af statens øgede fokus på konkurrenceevne frem for velfærd og gøre opmærksom på problemer knyttet til borgernes evne til at begå sig i den globale konkurrence. Eller…

Flemming Svith er forskningslektor og Ketty Jensen er bibliotekar på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.  

Denne artikels emner

Skriv en kommentar