Dansk bibliotekar sikrede informationer til nødhjælpen i Nepal

Af Anja Møller Rasmussen
Senior Manager. Knowledge Management and Communication
31.08.2015

 

Lørdag den 25. april klokken lidt i 12 stod jeg i vores køkken i Bakhundole, en bydel i Patan lidt uden for Kathmandu. Min mand og jeg var på vej ud for at deltage i en af de utallige kulturfestivaler, Nepal er så kendt for. Netop denne festival bliver kun fejret hvert 12. år, så vi følte os privilegerede over at kunne være en del af den. Vi så frem til at se både den levende barnegudinde Kumari og de specielle maskedanse, der hører til festivalen.

Et minut senere havde verden ændret sig. Et jordskælv på 7,9 på richterskalaen med epicenter lidt nordvest for Kathmandu fik huset til at bølge halvanden meter frem og tilbage. Først kom en dyb, rumlende lyd, lyden af et jordskælv er voldsom, og så begyndte hele huset at ryste. Som jeg havde lært, stillede jeg mig i en dørkarm, den ind til spisestuen, og messede: »Hvis jeg holder fast, falder huset ikke sammen«. Det er ufatteligt, hvor mange gange man kan nå at sige det inden for et minut. Jeg så, hvordan vandet i vores blomsterfad stod op i en bølge på omkring en meter, mens vægge, døre, skabe og reoler bølgede frem og tilbage.

Da de værste rystelser var ovre, slog min stenalderhjerne til, og overlevelsesadrenalinet fik mig ud af huset. Jeg var svimmel og stiv i hele kroppen, og det eneste, jeg kunne sige til vores vagt, var: »Det var et stort et«. Han var dybt chokeret og prøvede forgæves at kontakte sin familie.

Efterskælv
Græsplænen var blålilla af alle de jacarandablomster, der var rystet løs fra træet. Ligesom jeg kom ud af huset, kom det første af mange efterskælv, og så sad jeg pludselig der i et blåt hav af blomster og rystede. Min mand og begge hundene, der havde opholdt sig på første sal under skælvet, kom helskindet ud, og vi fik sendt vagten hjem til hans familie. Senere fandt vi ud af, at hans bolig var totalt ødelagt, men hele familien heldigvis var i god behold.

På dette tidspunkt var det hele uvirkeligt. Vi var klar over, at skælvet var stort, men vores hus stod uden en revne, der var ikke faldet så meget som en enkelt potteplante ned fra tagterrassen, og alle husene omkring os stod uberørt. Men vi kunne se støvet rejse sig over Kathmandu og fra Patans centrum. Vi hørte skrig, råb og sirener. Alle naboerne kom strømmende ud fra deres huse. En af dem havde en jordskælvs-app, som viste, at man havde målt 7,9 richter i epicentret i Gurung nordvest fra Kathmandu, så vi var klar over, at det var alvorligt. Til vores store forbløffelse virkede telefonen, selv om al elektricitet var forsvundet. Vi fik hurtigt fat på familie og venner i Danmark og gennem dem orienteret venner og bekendte. De sociale medier virkede fantastisk, og i løbet af kort tid var vi meldt okay på Facebook og fik værdifuld information om situationen via Twitter.

I løbet af aftenen kom en række store efterskælv på over 6 richter, så for en sikkerheds skyld sov vi i bilen, hvor vi oplevede, hvor ubehageligt et stort efterskælv føles inde i en bil. Hele kvarteret sov udendørs, og alle hjalp hinanden med telte, presenninger, tæpper, mad og trøst. Den normale nepalesiske gæstfrihed og varme kom alle til gode denne aften. De små butikker på vores vej åbnede hurtigt op og delte ud af vand, nudler og kiks. Vores kvarter var sluppet for store ødelæggelser, men mange mure i skellene mellem husene var ødelagt, så vi fik alle et herligt indblik i vores naboers privatliv.

Medarbejdere i god behold
På min arbejdsplads International Centre for Integrated Mountain Development (ICIMOD) har jeg ansvar for 60 medarbejdere: 29 i ICIMOD's hovedkvarter i Kathmandu og 31 i vores videns- og demonstrationspark i Godavari 15 km uden for byen. Efter jordskælvet begyndte jeg febrilsk at sende SMS’er og ringe til alle ansatte, og panikken meldte sig, da jeg ikke kunne komme igennem til Godavari. Vores daglige leder af parken overtog heldigvis ansvaret for medarbejderne der og kunne hurtigt melde tilbage, at alle var okay, men mindst tre huse var totalt ødelagt, og mange andre så hårdt ramt, at de nu var ubeboelige. Sidst på dagen havde jeg styr på langt de fleste ansatte, men manglede stadig kontakt til fire. På det tidspunkt var alle ude på gaden af frygt for efterskælv, flere hjem var totalt ødelagt, men ingen alvorligt sårede. I løbet af aftenen fik vi gennem kollegaer information om to af de manglende medarbejdere, der begge var i god behold, men under åben himmel og uden adgang til en telefon, der virkede.

Helligdagen reddede mange liv
I løbet af søndag formiddag gik det op for os, hvor heldig Nepal havde været. Jordskælv kan ikke forudsiges, men i Nepal har man historisk haft et stort skælv hver firsindstyvende år. Det sidste var i 1934. Så dette skælv var ikke fuldstændig uventet. Da det endelig kom, skete det en lørdag middag, hvor alle offentlige kontorer og virksomheder var lukket, ingen børn var i skole, og hedebølgen havde fået folk ud af husene. Uden for byen var hvedehøsten gået i gang, så folk var i markerne. Vi mistede strømmen, og telekommunikationen kunne let have været ødelagt, men telefonerne virkede, og de fleste telemaster stod. Landets eneste internationale lufthavn, som ligger i Kathmandu, var uberørt. Den gamle slidte landingsbane og de tekniske installationer kunne let være blevet ødelagt, men den kunne genåbne i løbet af et par timer. Alle broerne over floden gennem Kathmandu var intakte, og vejene til Indien var passerbare. Kun vejen til Kina var ødelagt af jordskred, men hæren fik den reetableret i løbet af en uge i samarbejde med kineserne.



Det betød, at nødhjælpen kom ind ekstremt hurtigt. Seks timer efter skælvet så vi de første indiske nødhjælpsfly over byen, og lynhurtigt kom der gang i redningsarbejdet. Det var en skrækkelig katastrofe, men disse fysiske forhold gjorde det muligt at få hjælp frem, og man nåede frem til alle kroge af dette ufarbare land, hvor der var behov for hjælp.

At jordskælvet kom på en lørdag reddede formentlig 75.000 liv: børn, som ville have været i en af de 5.500 skoler, der blev totalt ødelagt, og kontor-, butiks- og fabriksmedarbejdere fra de nu ødelagte bygninger, der stod tomme på grund af helligdagen. I Kathmandudalen holdt godt 80 procent af husene. Det er huse på bjergskråningerne, de lerklinede huse og murstenshusene uden egentlig mørtel, det er gået ud over.

Ødelagt bibliotek
Jeg er nabo til en af mine ledelseskollegaer, og søndag morgen havde vi endelig mulighed for at få snakket om, hvordan vi arbejdsmæssigt skulle organisere os. Vi bor i et aktivt jordskælvsområde, men havde ikke en fast plan for, hvad vi hver især skulle igangsætte, hvis området blev ramt. Vi havde udarbejdet en risikovurdering og tilhørende aktivitetsplan i 2014, men havde ikke fået det indarbejdet i vores interne kommunikationsstrategi. Vi aftalte, at han skulle køre ud til ICIMOD og få førstehåndsinformation om bygningens tilstand. Efter et par timer kom min kollega tilbage og meddelte, at vi kun havde fået mindre skader på bygningen, men at jeg hellere selv skulle tag ud og se på biblioteket. Han viste mig et par billeder, og en ubehagelig realitet viste sig. Vi havde ikke sikret reolerne, så der var væltede reoler, knust glas og bøger alle vegne. Igen, gudskelov det var lørdag, ellers ville biblioteket have været fyldt med brugere.

Jeg fik samtidig styr på endnu en af mine manglende medarbejdere. Vores fotograf var taget ud for at dokumentere ødelæggelserne og havde mødt kollegaen, som kunne fortælle, at både han og hans familie var i god behold; så kunne vi få ham krydset af listen over manglende personale, og der var bare en tilbage.



Jeg var stadigvæk, ligesom de fleste andre, dybt chokeret. Min kollega og jeg talte meget om, hvor forvirrede og uorganiserede vi følte os. Vi var meget bange og følte, at vi ikke havde særlig godt styr på situationen ‒ vi er ledere, men også bare mennesker. Vi besluttede os for at mødes i hele ledelsen mandag morgen for at diskutere, hvordan vi skulle komme videre.

Udenlandske medier malede skræmmebilleder
Besynderligt nok virkede vores tv allerede fra lørdag aften, så vi havde set nogle af de hurtigt producerede nepalesiske nyhedsudsendelser. Nepalesiske tv- og radiostationer har gjort et fantastisk arbejde, især med at korrigere de ret så skræmmende reportager fra udenlandske medier, der rapporterede, at omkring 80 procent af Nepal lå i ruiner, og at alle templer og bygninger i de store hellige områder var blevet ødelagt. Det passede heldigvis ikke. I vores eget Patan Durbar Marg område omkring det tidligere kongepalads var tre ud af 12 helligdomme ødelagt, men det så slemt ud, og støv, murbrokker og ødelagte trækonstruktioner gav et meget skræmmende billede. Heldigvis var politi, hær og beboere i fuld sving med at rydde op og sikre skulpturer og andre hellige objekter fra tyveri.

Områderne nord for Kathmandu tegnede til gengæld et langt mere dystert billede. Jordskred og laviner havde totalt ødelagt områderne omkring Langtangdalen, og som dagene gik, blev det klart, at de store ødelæggelser var koncentreret i de sværttilgængelige bjergområder i Gurung, Sindhupalchowk og Dolakha.

I kast med nødhjælpsarbejde
Mandag lykkedes det ICIMOD-ledelsen at mødes og få lavet en katastrofeplanlægning, og en hurtig undersøgelse af bygningen gav grønt lys til brug. Vi kunne dog ikke benytte hovedindgangen, og vores to havepavilloner var ødelagt. Resten af huset stod uskadt og kunne benyttes uden problemer, så vi besluttede at få så mange medarbejdere som muligt tilbage på ICIMOD tirsdag. Vi havde virkelig brug for at se hinanden og snakke, og mange ville hurtigst muligt i gang med hjælpearbejde i de områder, hvor vi har store projekter og regelmæssigt laver feltarbejde. Vi fik også etableret psykologhjælp til alle.

Tirsdag mødte en tredjedel af personalet op, mange havde behov for flere dage til at få styr på familiemedlemmer og huse i de meget berørte områder. En række af vores udenlandske kollegaer var (lidt overilet måske) blevet evakueret af deres respektive regeringer. Vi fik opdelt alle medarbejdere i to grupper: en til hjælpearbejde og en til at udvikle en informationsplatform, der skulle give adgang til alle vores kort, satellitfotos, data og infographics.

Informationer til nødhjælpsorganisationer
Vi fik en henvendelse fra Home Ministry om hjælp til lufthavnen, hvor de havde brug for, at helikopterpiloterne kunne få en bedre viden om deres destinationer. Indtil da havde de fået koordinaterne for deres destination, ved at militæret målte med router på et fysisk kort. En ikke helt nøjagtig metode, som man havde klaret sig med indtil da, fordi de nepalesiske piloter kender deres land godt. Men det gjorde de indiske, kinesiske, pakistanske og amerikanske kollegaer jo ikke, så vi fik sat et kontor op og har siden hjulpet flere end 2.751 helikopterpiloter med at planlægge deres ruter.

I et lynhurtigt organiseret samarbejde med NASA, SERVIR og ESRI fik vi udviklet en platform med adgang til satellitfotos, kort, data og tilhørende analyser af potentielle risikoområder. Vi fik kortlagt 3.000 potentielle jordskred og isgletsjersødannelser, der kunne give oversvømmelser, og vi fik udarbejdet kort over ødelæggelserne i landområderne ved at sammenligne gamle Google Maps med nye satellitfotos. Det var en stor hjælp for de organisationer, der skulle fordele nødhjælp, at få overblik over de ødelagte byer og se, hvor der var størst behov for hjælpen. Vi fik planlagt oversigter over husstande, antal af ødelagte huse og nødhjælpsbehov. I løbet af det første døgn havde vi en ny webplatform oppe at køre med adgang til kort og analyser, og vores normale arbejde med gode historier, infographics og videoer som kommunikationsform blev en stor hjælp for beslutningstagerne i de forskellige organisationer. Platformen kan ses på www.icimod.org/nepalearthquake2015.

Normalt arbejder vi også meget tæt sammen med den lokale nepalesiske presse, og det samarbejde kom nu også i gang for at sikre en nuanceret information som modvægt til alle sensationerne og den smagløse snagen i folks sorg, som vi så specielt fra de udenlandske journalister. Vi har kunnet levere kvalitetsinformation om potentielle geologiske risici og om de helt nødvendige hjælpeforanstaltninger, som måtte startes før monsuntiden og de medfølgende jordskred og oversvømmelser, den giver.

Genopbygning
På ICIMOD er vi nu så småt i gang med at tilpasse os en ny realitet. Vi arbejder på at omformulere en lang række projekter, så vores viden kan benyttes til genopbygning og reetablering af ødelagte boliger, landbrug og generelle levevilkår. Vi vil bruge vores videns- og demonstrationspark til at vise brugbare løsninger inden for landbrug, vedvarende energi, vandgenbrug og -rensning og håber på at kunne få gang i Farmer Field Schools, hvor vi kan træne lokale landmænd og kvinder i nye jordskælvssikrede dyrkningsmetoder. Det er en kæmpe opgave, men heldigvis er nepaleserne robuste, og under mottoet »We Will Rise Again« vokser en ny stolt identitet frem, specielt drevet at unge aktivister.



Personligt hjælper det betydeligt, at dagligdagen vender mere og mere tilbage. Vi har elektricitet næsten hele tiden, og der er rigeligt med vand og fødevarer. Vi mærker ikke længere de daglige efterskælv og løber ikke ud af huset, hver gang en bildør smækker, eller et fly får ruderne til at ryste, og hundene gemmer sig ikke længere under bilen ‒ men det er en oplevelse, der både rent fysisk og psykisk vil sidde i kroppen mange år endnu.

 

Skriv en kommentar