Biblioteksdata populære blandt kulturhackere

Af Madeleine Saunte
Strategisk konsulent, DBC
12.10.2016

 

Foto Thomas Christensen

Metadata om materialer, biblioteker og udlån fik nyt liv i anderledes sammenhænge ved det årlige kulturarvs-hackathon HACK4DK i Slots- og Kulturstyrelsen den 23.-25. september.

Over 100 programmører, datahajer og designere deltog i årets HACK4DK. I løbet af en intens weekend blev der hacket løs på data fra store og mindre kulturinstitutioner – ganske lovligt vel at mærke. Det mundede ud i skæve og eksperimenterende måder at bruge, præsentere og visualisere de data, som udgør kulturens digitale råmateriale.

Side om side med DR, SMK, Nationalmuseet og mange andre kulturinstitutioner lukkede DBC hackerne ind i bibliotekernes maskinrum og stillede med blandt andet metadata om materialer og biblioteker, data om udlån og adfærd på bibliotek.dk og Filmstriben og infrastruktur til at bygge biblioteksgrænseflader ovenpå. Bibliotekernes data var populære og kom i spil i meget forskellige projekter. Især to fik stor opmærksomhed fra deltagere og dommere på HACK4DK.

Hvor langt rejser bøgerne?

Ved søndagens fælles demo og efterfølgende votering gik andenpladsen til et projekt, som visualiserer biblioteksmaterialernes rejse rundt i landet via fjernlånssamarbejdet. »Jeg ville undersøge, hvor mange kilometer bøgerne tilbagelægger mellem bibliotekerne,« siger Søren Vibjerg, som til daglig er udvikler i DBC, hvor han blandt andet arbejder med brugeroplevelsen på børnesitet Biblo.dk.

Se bogens rejseaktivitet i Søren Vibjergs video-demo.

Ved at koble 1,7 millioner fjernlånsdata, det vil sige det komplette datasæt over bøger, der har været lånt ud til andre biblioteker siden 2013, data om bibliotekernes geografiske placering og metadata om biblioteksmaterialerne har Søren Vibjerg lavet en prototype, der udregner de enkelte bøgers samlede rejseaktivitet.  

Den mest berejste bog er Interview: Introduktion til et håndværk af Steinar Kvale og Svend Brinkmann. Fra 2013 til nu har den tilbagelagt 98.035 km mellem de danske biblioteker.

Det forklarer Søren Vibjerg med, at den er en populær titel på pensumlisten. »Det er jo en klassisk grundbog på mange uddannelser, for eksempel i samfundsfag, og udlånsdata viser da også, at den primært er efterspurgt i universitetsbyerne, og at rejseaktiviteten peaker ved semesterstart,« siger Søren Vibjerg.

Book Travel indeholder også en visualisering af bøgernes bevægelse i løbet af året, hvor man kan se dem som små røde prikker, der farer frem og tilbage over et danmarkskort mellem de sorte prikker, der står for bibliotekerne.

Resultatet fra weekendens HACK4DK er en tidlig prototype, og Søren Vibjerg vil gerne videreudvikle den til et mere færdigt produkt. »Når der er luft, kunne jeg godt tænke mig at få den til at køre med live data på en hjemmeside,« siger han.

Anbefalinger ved afleveringsautomaten

Også et andet biblioteksprojekt fik opmærksomhed. Alette Holmberg-Nielsen og Søren Lind Kristiansen havde lavet en prototype på et system, der anbefaler nye bøger baseret på dem, du tidligere har lånt.  


BIBI: »Konceptet er simpelt: Kom med en fyldt rygsæk, gå med en fyldt rygsæk,« sagde Alette under præsentationen af deres projekt.

Som noget særligt ved dette års HACK4DK kunne man indstille sit projekt til en nordisk konkurrence med mulighed for at vinde en tur til Slush Festival i Helsinki, Europas førende iværksætter-event. Alette og Søren deltog i konkurrencen, og selv om de ikke løb med førstepræmien, fik de en særlig omtale af det professionelle dommerpanel: 

»Inden vi afslører vinderen, er der først et projekt, vi gerne vil fremhæve. Vi ser et kæmpe potentiale i BIBI, anbefalersystemet til bibliotekerne,« sagde Laila Pawlak, den ene af de tre dommere i den nordiske konkurrence.

Projekter med biblioteksdata på HACK4DK 2016

Projekt #14: Linked Data af Rasmus Erik Voel Jensen

Projekt #17: Patterns in Library Author Fees af Nikolaj Winther

Projekt #18: Library on Fire af Vlad Lezhnin og Neal Stewart

Projekt #20: Book Travel af Søren Vibjerg

Projekt #22: BIBI af Søren Lind Kristiansen og Alette Holmberg-Nielsen


Styrelsen besat af hackere: I år fandt HACK4DK sted hos Slots- og Kulturstyrelsen i København.

HACK4DK bliver til i et samarbejde mellem Nationalmuseet, MMEx, Statens Museum for Kunst, DR, DBC, Det Danske Filminstitut, Slots- og Kulturstyrelsen og Statens Kunstfond.

HACK4DK 2016 fandt sted hos Slots- og Kulturstyrelsen den 23.-25. september.

Læs mere om HACK4DK 2016 og hold øje med annoncering af kommende events på bloggen hack4.dk og på Facebooksiden

 

Skriv en kommentar