Readathon på Randers Bibliotek

Af Iben Jakobsen, bibliotekar hos Team Viden og Jørgen Ledet, bibliotekar hos Team Børn. Begge hos Randers Bibliotek
27.04.2016

 

Læseglade unge mødtes på Randers Bibliotek i den kæmpestore kasse-sofa til læse-maraton. 14 unge på mellem 13 og 16 år læste non-stop i 24 timer – kun afbrudt af små pauser. »Læse-maraton« er læsning i fælleskab sammen med andre på biblioteket i 24 timer. Det handler om, at man er sammen med andre og gør læsningen til en event, der samler folk. Samtidigt kan man følge hinandens læsning og blive inspireret. Readathon er et internationalt fænomen, men nu prøver Randers Bibliotek at lave det til en dansk national event på landets biblioteker.

Læs, til du segner

I vinterferien torsdag den 18. februar klokken 12 satte Randers Bibliotek gang i et arrangement, der aldrig havde været prøvet før. Et 24 timer langt læsemaraton – et readathon.

14 unge deltog og læste næsten non-stop fra torsdag middag til fredag middag, kun afbrudt af fællesspisning, nogle få små events og et midnatsløb i blandt andet bibliotekets magasin. Enkelte sneg sig også til en eller to timers søvn, da hovedet blev for tungt.

Readathon’et er inspireret af det internationale readathon, der foregår hvert forår og efterår online, hvor tusindvis af læsere sidder hjemme og læser, men holder kontakten online og forvandler noget så individuelt som at læse til noget socialt. http://www.24hourreadathon.com/

Der er noget helt særligt ved at læse i 24 timer, og det bliver kun endnu mere specielt af at sidde på biblioteket langt efter lukketid og have det hele for sig selv. Det er den perfekte blanding af hygge og det mystiske, næsten uhyggelige, og godt hjulpet på vej med puder, varme tæpper, slik, chips og sodavand var stemningen i top. Opdateringer på de sociale medier fik hashtagget #readathonrandersbib16.

Arrangementet var en stor succes, og det lykkedes de unge at læse hele 44 bøger tilsammen – mere end 9.170 sider. De mødtes som stort set fremmede og gik derfra med nye venner og bekendte – og et helt nyt syn på, hvad biblioteket også kan bruges til.

Hvordan afholder man et readathon?

Hovedingredienserne, som er nødvendige for et succesfuldt readathon, er først og fremmest deltagere. Er der kun tre, bliver det lidt pinligt. Herudover skal der bruges mindst én bibliotekar, som er villig og i stand til at holde sig vågen natten over. Der skal også være et hyggeligt læseområde. Vi har i Randers en kasse-sofa samt nogle behagelige liggestole, og da først biblioteket tømtes for andre brugere, var der også andre sofaer og stole til rådighed. Varme tæpper og puder er et must – biblioteker er store bygninger, og de bliver kolde om natten. Sidst, men ikke mindst, skal der være ro og fred – man har måske lyst til at aktivere deltagerne en hel masse, men ultimativt er de der for at læse. Man kan opstille nogle mini-challenges (se billeder), som de kan gå til og fra, når de selv har brug for en pause, men hovedsageligt skal man bare give dem læsero. Det betyder intet, at andre lånere støjer rundt om læserne i de åbne bibliotekstimer – det abstraheres der hurtigt og nemt fra, når først læsningen er godt i gang.

Nationalt readathon

På grund af den store succes (flere af deltagerne har allerede spurgt om, hvornår det kan ske igen), vil vi afholde endnu et readathon torsdag den 20. oktober til fredag den 21. oktober i efterårsferien 2016. Randers Bibliotek vil her også tage initiativ til det første nationale readathon i Danmark. Omkring 20 biblioteker har allerede svaret tilbage, at de er interesseret i at være med til en readathon-event i efterårsferien. Readathon bliver dermed en større event på landets biblioteker og bliver bundet sammen i et fælleskab på nettet igennem #bibreadathon på instagram og twitter.

 

For mere information, kontakt Jørgen Ledet på jl@randersbib.dk eller Iben Jakobsen på ibj@randersbib.dk.

 

Denne artikels emner

Arrangementer
Projekter

Kommentarer (1)

1. juni 2016 kl. 09:55
Vi har oprettet en hjemmeside der samler informationer om arrangementet her http://bibreadathon.blogspot.dk/

Skriv en kommentar