3D-print på biblioteker – hva’ er logikken?

Af John R. H. Rask
Bibliotekar ved LollandBibliotekerne
11.08.2016

 

3D-print er kommet for at blive, men hvorfor skal biblioteker rode med det, for eksempel i form af Open Source-projekter? Det skal de, fordi disse projekter og bevægelsen, som bærer samme navn, demokratiserer teknologien, hvilket stemmer overens med bibliotekernes ønske om at demokratisere information såvel som informationsteknologi. 3D-print er en »disruptiv teknologi«, der fuldstændig vil omskrive historien om, hvordan ting bliver produceret, og hvis bibliotekerne kan medvirke til at udbrede bevidsthed om samt kompetencer i 3D gennem et Open Source 3D-projekt, hvorfor så ikke?

3D-print er langt mere end printere, som private hobbyister kan hygge sig med. Der er syv kategorier af teknologier i spil, når man taler om Additive Manufacturing – en betegnelse, der bruges for professionelle 3D-printere. De mest udbredte printere tilhører kategorien »Fused Filament Fabrication« (FFF), som kan anskaffes til et beløb på lige under 2.000 kroner og opefter, mens de dyreste 3D-printere af kategorierne kaldet »Powder Bed Fusion« og »Directed Energy Deposition« koster op til en million dollars. I hver kategori er der flere forskellige teknologier.

De syv kategorier er:                                                                           
1. »Material Extrusion« (for eksempel ovennævnte FFF) – printer forskellige plastik-arter, mad, celler, cement m.m.
2. »VAT Photopolymerisation« eller »Stereolitografi« – printer i plastik, men har en finere struktur end FFF
3. »Material Jetting« – printer i plastik, eventuelt med metalpulver iblandet
4. »Binder Jetting« – printer i keramik, glas, metal og plastik (godt til støbeforme)
5. »Sheet Lamination« – printer i papir, plastik og metal
6. »Powder Bed Fusion« – printer i plastik og metal
7. »Directed Energy Deposition« – printer i metal

Det første patent på en 3D-printer blev godkendt i 1986, og da de amerikanske patenter typisk varer mellem 17 og 20 år, er flere af dem løbet ud i dag. Når patenterne udløber, kommer der flere producenter, monopoler bliver brudt, og konkurrencen producenterne imellem vil medvirke til at gøre teknologien billigere. Samtidig laver universiteter og virksomheder Open Source-projekter ud af patenternes udløb, hvilket får antallet af printermodeller og innovationen til at eksplodere.

3D-print på biblioteker
Open Source-bevægelsen demokratiserer teknologien ved at gøre den tilgængelig for alle. Det er derfor Open Source passer så godt til bibliotekerne – vi har så at sige den samme grundholdning til information og teknologi.

»RepRap« var det første Open Source 3D-printer-projekt, der medvirkede til at demokratisere netop dén kategori af 3D-printere, og at bygge én er meget lærerigt og tilgængeligt for de fleste med en smule teknisk snilde. Byggeprocessen er yderst grundigt beskrevet i utallige kilder på nettet, og der findes flere communities, som kan hjælpe selvbyggere.

Da alle former for 3D-printere grundlæggende virker på samme måde, nemlig ved at lægge lag på lag af et givent materiale, vil vi kunne uddanne alle med interesse for det til at tegne og printe i 3D på de billige 3D-printere, men det lærte håndværk ville også kunne bruges til de dyreste af slagsen – og vil som sådan hjælpe folk ud på fremtidens arbejdsmarked.

Microcontrollere udgør en anden teknologi, som er relevant i forhold til 3D-printere, og netop RepRap-projektet bruger en Open Source/Hardware-microcontroller kaldet »Arduino«, som ud over 3D-printere kan bruges i genstande med forbindelse til internettet (jævnfør termen Internet of Things, IoT). For at kunne lave projekter med Arduino eller andre Open Source-controllere skal man lære at programmere i et C-lignende sprog – en kompetence, som også vil være efterspurgt i fremtiden, og som iværksættere vil få glæde af.

Bibbotten
Bibbotten er et projekt, der forsøger at sprede 3D-printere til så mange biblioteker og private borgere som overhovedet muligt – ligesom i et pyramidespil: Det første bibliotek printer delene til to printere ud til to biblioteker, som så selv bygger hver sin printer for derefter at printe delene til to andre biblioteker ud og så videre.

På en central hjemmeside samles erfaringerne fra alle dem, der bygger, og der vil også være et community på siden, hvor alle med interesse for sagen kan diskutere forskellige tekniske detaljer.
For at undgå konflikt med de forretninger, der lever af at sælge 3D-printere og tilbehør, indkøbes resten af delene til de enkelte printere lokalt. Med de printede dele, som bliver sendt til bibliotekerne, følger en BOM – Bill of Materials, der kan viderebringes til den lokale leverandør som en bestilling.

Det ville være oplagt, hvis hvert bibliotek, som bygger en 3D-printer, laver et MakerSpace, hvor interesserede borgere kan få de printede dele til deres egen printer samt hjælp til at bygge den!

MakerSpace-kulturen er meget mere end bare et rum: Det er en indstilling til teknologi, som fordrer kritisk tænkning, problemløsning, kreativitet, kommunikation og samarbejde. »Do It Yourself« (DIY) har haft sin storhedstid og er nu blevet afløst af »Do It Together« (DIT).

Så hvorom alting er, drejer det sig om langt mere end blot 3D-print – det drejer sig om at forvandle den passive forbruger til producent. Innovation er ikke kun noget, der sker i aflåste rum i store virksomheder!

Bibbot-projektet løber af stablen, når der er interessenter nok – du kan skrive til holm@lolland.dk.

John R. H. Rask, bibliotekar ved LollandBibliotekerne
Har erhvervserfaring fra tidligere arbejde med CAD/CAM og CNC og har ud over flere års eksperimenteren med 3D-print taget et kursus hos Deloitte University Press i Additive manufacturing.



 

Skriv en kommentar