Formidlings-konceptet »Knæk Koden«

Af Morten Rindom Nielsen
Bibliotekar i Team læring ved Koldingbibliotekerne
22.08.2016

 

Med »Knæk Koden« kan man formidle alle typer viden. Projektet tager udgangspunkt i biblioteksorientering for skoler – og er kraftigt inspireret af en global trend af forskelligartede, involverende læringsspil.

»Knæk Koden« baserer sig på installationer bestående af fysiske bankbokse med hver deres dedikerede skærm til bestemte målrettede opgaver. Designprocessen bag »Knæk Koden« er agil, og såvel slutbrugere som eksterne samarbejdspartnere er blevet inddraget fra begyndelsen af projektet. 

Målsætning

  • Formidle viden til forskellige målgrupper med forskellige læringsstile,
  • Skabe mulighed for en hel eller delvis selvbetjent læring, som udvider og supplerer eksisterende tilbud fra biblioteket,
  • Formidle forskellig slags viden via læring og leg.

Målgrupper

Der er mange potentielle målgrupper, da man kan løse opgaver på forskelligt niveau, som giver adgang til de samme bankbokse. Det vil sige, at vi benytter de samme bankbokse til 8. klasser, 4. klasser, børnefamilien, sprogskoler, kunstinteresserede m.fl.

Designproces

Første milepæl i projektet var at lave en prototype færdig på ekstremt kort tid. Vi gik live med prototypen på fem bankbokse plus finaleskab efter cirka ti uger. Prototypen blev således tilgængelig og testbar for alle besøgende på Kolding Bibliotek, selvom den på ingen måde var færdig. Vi observerede besøgende og fik kvalitative feedbacks i gæstebogen. Vi headhuntede cirka ti forskellige lærere, elever og andre – og lavede »højt-tænkningstest« med dem. Det var en værdifuld proces at involvere målgruppen så tidligt.

Test og feedback

»Må jeg få nogle flere biblioteksopgaver?!« (tre 8. klasses-elever)

»Kan vi ikke få et nyt sæt opgaver hver uge?« (to piger i gæstebogen)

Vi har flere gange i biblioteksorientering oplevet ekstremt motiverede elever, der løber rundt for at nå at knække koden til bokse. Vi har oplevet elever, som spørger efter flere opgaver til biblioteksorientering. Det er vi ikke vant til! Det gør noget ved skoleelever og andre brugere, at konceptet stimulerer lege- og konkurrencegenet.

Skattejagten har også opgaver til den knap så boglige elev. Konceptet appellerer til gruppearbejde, der sætter forskellige færdigheder på prøve.

»Yes, den med puslespillet kunne jeg« (dreng i gruppe med fem boglige piger)

»Wauw, den med regnbuen var flot« (dreng med bedstemor i sommerferien)

»Sådan en lampe vil jeg sygt gerne have« (to drenge på 10-12 år løser »Knæk Koden« for sjov)

Citatet nedenfor stammer fra en gruppe seniorer, der benyttede »Knæk Koden-geocachen«.

»Det er en genial måde at se biblioteket på!« (Alias’ bedstemor, maj 2015)

»Knæk Koden« er en anden måde selv at opleve biblioteket på. Konceptet er i øvrigt inspireret af global GPS-skattejagt – geocaching.com (se eventuelt artiklen Preusserne kommer – GPS-skattejagt med biblioteket, 2014), så selvfølgelig har vi også lavet den til en geocache, der kan bruges i hele åbningstiden.

Se eksempler på »Knæk Koden-ture« på www.koldingbib.dk/demo, som formidler forskellig viden og diverse oplevelser. Som det fremgår af linket, er der tilmed et stort potentiale i »Knæk Koden« i forhold til samarbejde med eksterne partnere, for hvem siger, at det er biblioteket, der skal lave opgaverne til eksempelvis »Kender du verdenshistorien«?

Til de kommende aktiviteter, beskrevet nedenfor, med turene »Knæk Koden til Højtlæsning« og »Knæk Koden til Hjernen« har vi foreløbig modtaget knap 100 opgaver fra forskellige lærere og PLC-medarbejdere. Det betyder, at biblioteket således faciliterer naturvidenskabsfestivalen i uge 39 med »Knæk Koden til Hjernen«, hvor opgaverne er lavet af lærere.

Foreløbig har vi med succes benyttet konceptet til:

  • Biblioteksorientering for 6.-9. klasser (cirka ti klasser i 2015 og 2016)
  • Sommeraktivitet for børnefamilien (400 gennemførte i sommerferien 2015)
  • Forvaltningsdag (223 deltagere knækkede koden)
  • Tværgående formidlingstema »Døden« (cirka ti 5. klasser knækkede koden).

Kommende aktiviteter med konceptet:

  • »Knæk Koden til Højtlæsning« i samarbejde med Kongsbjergskolen (for 0.-3. klasse på Lunderskov Bibliotek i efteråret 2016)
  • »Knæk Koden til Hjernen« med opgaver lavet af lærere fra Munkevængets Skole 
  • Litteraturfestivalen
  • Bibliotekstema om ”Brand” til efteråret. 

Hvad koster konceptet?

Dét spørgsmål har flere stillet. Flere har også spurgt, hvor vi har købt konceptet, og hvor mange steder i landet det findes. Andre har sagt, at det burde vi sørge for at få patent på. Så vi er ikke i tvivl om, at vi har ramt noget, ikke mindst blandt dem, der har prøvet det. Den anerkendelse er vi stolte af.

»Har du/I overvejet, at konceptet Knæk Koden vil kunne sælges til butikscentre, legelande og cityforeninger m.fl.” (Lars, kollega og PLC-medarbejder)

Men hvad konceptet koster hænger meget sammen med de valg, man tager. Der skal købes en del udstyr såsom bokse, stativer, iPads, skabe, bladrestativer og kæder. Men det, der er sværest at prissætte, er designet ved boksene. Designet er vigtigt, da det skal være selvinstruerende og fængende. Vi har brugt en del ressourcer på logoet, som går igen på web, skattekort, ved boksene og andre steder.

Familie knækker koden i sommerferien

Boksene er ikke det dyreste

I alt har vi 22 bankbokse fordelt på fire biblioteker. Vi testede syv forskellige bankboks-modeller, og valget faldt på nogle, der koster omkring 500 kroner stykket (efter at have pruttet om prisen endte de på cirka 325 kroner). Boksene er altså en mindre del af investeringen. Isenkrammet har kostet mellem 80-90.000 kroner. Derudover kommer udgifterne til designet.

Drift af konceptet

Et bærende element i »Knæk Koden« er web-arbejdet med at gøre søgeopgaver tilgængelige på skærme. Det koster en del arbejdstimer at trimme og vedligeholde ture, ligesom det koster tid og koordinering at trimme og udskifte opgaver, så konceptet forbliver interessant. Vi har lavet tre forskellige driftløsninger, så man kan gennemføre ”Knæk Koden”, selvom for eksempel wi-fi svigter.

Styrke og udbredelse

Konceptet kan således tilpasses mange forskellige målgrupper og lader sig umiddelbart adopteres samt implementeres i andre biblioteker, organisationer og institutioner.


Ønsker du at vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte Morten Rindom Nielsen, bibliotekar i Team læring ved Koldingbibliotekerne, på telefon 24796091 eller e-mail morn@kolding.dk.

 

 


 

Kommentarer (1)

22. august 2016 kl. 16:54
Jeg kan ikke rose min kollega Morten nok for hans ihærdighed og engagement med at få "Knæk Koden" sat i søen. Det har helt sikkert været med til at give en masse børn og deres voksne en anderledes legende indgang til biblioteket.
Det der gør konceptet så fedt, er blandt andet, at man relativt nemt kan ændre opgaverne og dermed også sværhedsgraderne, så man kan henvende sig til man forskellige målgrupper både hvad angår alder, læringsmål og interesser.

Skriv en kommentar