Spil som magisk læremester

Af Jim Højberg, forfatter og bibliotekar ved Vejle Bibliotekerne
05.01.2017

 

BibGame er et læringsspil i søgning i biblioteksbasen, udviklet af Aabenraa og Kolding Biblioteker og PLC’ere og støttet af Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje. Spillet blev præsenteret for 110 fremmødte på en temadag i Kolding i december.

En magisk verden

Når du kommer ind i spillet, ledes du til Det Magiske Bibliotek. Her får du ansættelse som assistent for den store Troldmand Bogduhr, og din opgave bliver at passe biblioteket. Bøgerne er placeret i en stor – og meget flot – bogbrønd, hvor man kan hente og sætte bøger på plads, hvis man kender den rette formular og de rigtige biblioteksplaceringer. Men du skal også hjælpe med at forsvare biblioteket mod en hævngerrig fjende. Bogduhr har nemlig en tvillingebror, der i tidernes morgen blev forvist fra biblioteket, fordi han havde lavet eksperimenter, hvor store dele af biblioteket blev sprunget i luften. Men han føler sig uretfærdigt behandlet og vil have hævn over Biblioteket. Du bliver sendt ud i verden for at bryde de forbandelser, som Halsuhr kaster over bøger og andet, som biblioteket skal bruge. Du rejser i labyrinter og med skibe, der er kampe mod ulve og drager, der skal findes falske og sande bøger og udføres en masse andre opgaver, men i et spilunivers. Alt sammen sjovt og spændende!

Det store spørgsmål er så, om børnene lærer noget af at have det sjovt. Om Bogduhr, den magiske mester, kan blive en magisk læremester?

Spil som læring

Carsten Jessen fra Aarhus Universitet er følgeforsker på projektet og holdt på temadagen et oplæg, hvor han fortalte om læring med spil som en helt anden form for læring. I spillet går deltagerne på opdagelse og undersøger; de prøver igen og igen, og jo mere de lærer, jo længere kommer de i spillet. Og på de testbiblioteker, hvor vi har afprøvet spillet, ser vi tydeligt, at det er sådan, det virker. Men det er også kun, fordi spillet er blevet »magisk« og så spændende, at børnene gerne vil videre i spillet. De havde faktisk ikke tid til at holde frikvarter!

Kom i gang

Ved præsentationen var det en betaversion, der blev vist, og siden er der blevet testet og rettet, og nu glæder vi os vildt meget til, at spillet kommer ud på skoler og biblioteker og forhåbentlig består prøven og skaber en masse magiske bibliotekssøgere. Sidst i januar eller først i februar bliver spillet tilgængeligt på pc og diverse tablets som en app. Spillet er gratis at hente og bruge, og vi håber, at mange biblioteker vil tage det i brug og blive glade for det.

Spillet er udviklet af Spiludviklingsfirmaet GameCraft fra Aarhus og personificeret af Pelle Sølvkjær Christensen. Selv har jeg fået lov til at være med som tekstforfatter og på den måde til at skabe historien. Det har været spændende pludselig at have spillet som legeplads.

Se en kort sammenfatning af BibGame på vimeo her.


 

Skriv en kommentar