”Hvad skal man med biblioteker? Hvis man gav folk nogle hundrede kroner hver, kunne de købe mange bøger henne i genbrugsbutikken…”

Af Mona Madsen
Kultur- og Fritidsudvalget i Rudersdal Kommune
11.10.2017

 

Man tror næsten ikke sine egne ører. Men Martin Ågerup, direktør for den borgerlig-liberale organisation ved navn CEPOS, er helt sikker i sin sag: Hvis folkebibliotekerne ikke findes, vil andre entreprenører udfylde tomrummet. Der vil blive plads til både frivillige og kommercielle virksomheder, som under de nuværende forhold – det vil sige med unfair konkurrence fra de offentligt finansierede folkebiblioteker – ikke har tilstrækkeligt albuerum til at kunne operere rentabelt.

Jeg har været til debatmøde om bibliotekernes fremtid i CEPOS. Der var desværre kun afsat halvanden time, og det meste af tiden blev brugt af de tre inviterede oplægsholdere: Ole Münster, forfatter til bogen Bibliotekernes krise, Henrik Christoffersen, forskningschef i CEPOS, og folketingsmedlem Alex Ahrendtsen, kultur- og skoleordfører for Dansk Folkeparti.

De malede hver især skræmmende billeder af den brændende platform, folkebibliotekerne i dag hviler på: Udlånet falder, og besøgstallene er upålidelige og afspejler mange steder aktiviteter, som ikke indgår i folkebibliotekets kerneydelser (eksempelvis hvis folk kommer for at gå i cafeen, i turistinformationen, til Borgerservice og lignende). Indkøbet af fysiske materialer falder også voldsomt, vores tilbud på digitale materialer er nærmest til grin, og hvordan hænger det nu sammen med Bibliotekslovens formålsparagraf, som tydeligvis lægger vægt på, at vi skal stille materialer til rådighed?

Ole Münster tegnede et billede af et fag i fornægtelse. En indspist branche, hvor de centrale aktører »kaster røgslør over bibliotekernes situation ved at forholde offentligheden meget væsentlige oplysninger, udsende fagligt underlødige rapporter og manipulere med upålidelig statistik.«

Henrik Christoffersen supplerede med statistikker, der peger på, at biblioteksbenyttelse i mange tilfælde har været knyttet til høj uddannelse, men at nyere tal peger på, at »eliten« i stigende grad vender sig mod digitale materialer, altså et opgør med biblioteket som fysisk institution. Og det er jo herligt, for e-lån kan mindst lige så vel organiseres i privat og markedsfunderet regi! Hans kritiske pointe var også, at i takt med udtyndingen af folkebibliotekernes oprindelige rationale er vi kommet ud i en vanskelig eftersøgning efter ny meningsfuldhed ved at påtage os »nye aktiviteter, som kun kan få plads ved at tage konkurrencen op med allerede bestående aktiviteter i andet kommunalt regi, i civilsamfundet eller i privat og markedsbaseret regi.«

Fy dog, bibliotekerne burde holde nallerne væk fra alt, hvad andre kunne have lyst til at lave uden at være finansieret af skatteborgerne. Eksempelvis er der mange foreninger, som frivilligt og ulønnet kan lave arrangementer. Der er supermarkeder, netbutikker og streamingtjenester, som sælger bøger, tidsskrifter, musik og film. Vi skal heller ikke udlåne værktøj, legetøj eller bageredskaber, som kommercielle firmaer forhandler. Ja, og hvorfor skal der overhovedet være en særlig lovgivning, som tvinger kommunerne til at have biblioteker, når »konkurrerende organisatoriske former« ikke er sikret og funderet i kraft af en særlig lovgivning?

Den brændende platform – set fra sidelinjen

Jeg har været i biblioteksbranchen i mange år, indtil jeg sidste år gik på pension. Nu sidder jeg som lokalpolitiker i Kultur- og fritidsudvalget i Rudersdal og har på den måde ikke helt kappet forbindelsen til biblioteksverdenen. For en måneds tid siden arrangerede jeg sammen med en byrådskandidat et debatmøde om folkebibliotekerne, hvor Ole Münster også holdt sit oplæg, og jeg er på mange måder enig i det billede, han tegner af bibliotekernes krise.

Det er jo rigtigt, at vi allerede har tabt størstedelen af musikbrugerne. Det er også rigtigt, at vores tilbud på e-bøger, netlydbøger og film udfordres meget af kommercielle løsninger. Vores bødesystemer er blevet så hårdtslående (trods gratis påmindelser), at jeg jævnligt hører påstanden om, at det er lige så billigt at købe bøgerne selv.

Bibliotekarernes ophøjede ekspertstatus er smuldret, ikke bare fordi søgesystemerne er gode, eller fordi folk tror, at de selv er søgeeksperter, men også fordi lederne mange steder har skudt faget i egen fod ved – i effektiviseringens hellige navn – at fjerne det faglige fundament, som aktiv deltagelse i materialevalget var. Jeg har selv som bibliotekschef arbejdet for, at medarbejderne skulle være generalister nok til at kunne tage de fleste nemme forespørgsler, men jeg har samtidig altid ment, at specialistviden på materialefronten også skal vedligeholdes lokalt. Det er måske især vigtigt på børneområdet. Hvordan kan du finde den rigtige bog til et barn uden at have indgående kendskab til bøgernes indhold, sværhedsgrad, sprogtone og så videre? 

For nylig har jeg læst alarmerende artikler om, at børn læser meget mindre, og at evnen til at fordybe sig over længere tid risikerer at gå tabt for unge, som konstant er på de sociale mediers konstante dopamin-fix. En børnebibliotekar, jeg kender, blev engang spurgt af en dreng: »Har du ikke en bog, der starter lige med det samme?« Og selvfølgelig har vi det, men konkurrencen til den blinkende og bippende nyhedsstrøm er svær og bliver ikke nemmere af, at mange kommuner plastrer ungerne til med iPads lige fra en tidlig alder. 

Fugl Fønix på vej?

Hvad skal vi stille op med den brændende platform?  Skal vi slukke branden og prøve at restaurere stumperne? Eller skal vi lade hele skidtet brænde ned i håbet om, at en ny Fugl Fønix vil rejse sig af asken?  Ja, hvis man spørger Martin Ågerup, som jeg gjorde efter mødet i CEPOS, så vil samfundet have bedst af, at vi skrotter hele den forældede bibliotekslov, gør op med bibliotekernes unfair konkurrence og lader markedet overtage.

Og den unge liberalist, som jeg fulgtes med efter mødet, var helt enig: Hvis bibliotekerne ikke er der, vil nye løsninger i løbet af kort tid erstatte dem. »Hvorfor skulle lige præcis udlån af bøger være en undtagelse fra den generelle regel om, at markedet bedre kan tilfredsstille forbrugernes præferencer?« spurgte han. Jeg indvendte, at alle de fysiske materialer, som bibliotekerne gratis stiller til rådighed, simpelthen ikke er tilgængelige i handelen. Men hans modargument var, at enten vil nogen se en rentabel niche i at indsamle dem, lave fjernlagre og distribuere dem, eller også kunne bibliotekerne nøjes med at stå for det allersmalleste – det, som ikke kan leveres på markedet, fordi der stort set ingen efterspørgsel er. »Men så taler vi jo også om en betragtelig reduktion af det nuværende!« fastslog han med tilfredshed i stemmen. 

Og den der fri og lige adgang, vi er så stolte af, er i øvrigt for ham en skæv betegnelse – intet af det, bibliotekerne gør, er jo reelt gratis, det er blot betalt af alle skatteyderne, så hvorfor ikke give dem pengene selv og lade dem afgøre, hvad de vil bruge dem til? Hvis det er et fordelingsspørgsmål, kan man jo blot give øremærkede »dannelses- og kulturkuponer«, så folk selv kan vælge aktiviteter til og fra, foreslog han.

En hjernevasket sovjetborgers bekendelser

Den unge liberalist mærkede min tydelige skepsis over for hans utopiske samfundsmodel og forklarede mig pædagogisk, at jeg og de andre biblioteksfolk kan sammenlignes med borgerne i en lukket diktaturstat, som er opdraget til at se staten som den eneste store beskytter. »Hvis du havde spurgt sovjetborgere før i tiden, ville de heller ikke have troet på, at samfundet kunne fungere, uden at staten styrede alt,« mente han. »De ville have frygtet, at de uden staten ikke kunne købe brød, sko og så videre, men se bare, hvor godt det blev, da der blev åbnet for markedskonkurrence!«

Måske har han ret. Måske vil vi om nogle år se tilbage på vores vildfarelser og le ad vores bekymring. Men i mit nuværende, begrænsede udsyn er folkeoplysningsideen og samfundsansvaret kernen i vores folkebibliotekssystem. Der er noget patroniserende over begrebet – det handler om, at folket skal opdrages og retledes, og at vi er nogle, som ved, hvad der tjener folket bedst... Og det tror jeg på. Alt er ikke lige godt. Hvis jeg foreslog Martin Ågerup, at han i stedet for at læse aviser nøjedes med at følge nyhedsstrømmen på Facebook, ville han nok alligevel give mig ret i, at der er forskel på bare at tage det lettest tilgængelige frem for bevidst at udvælge kvalitativt (hans argument minder mig i øvrigt meget om dengang, da vi indførte musikbiblioteker og blev mødt af indvendingen: Der er jo så meget musik i radioen!).

Men altså: Med udgangspunkt i folkeoplysningstanken mener jeg, at folkebibliotekerne er vigtige elementer i samfundets public service, og at den frie og lige adgang til materialesamlingerne skal bevares (her har vi så et problem med de digitale materialer og licenser, som skal løses, og jeg mener ikke, vi kommer uden om at overveje nationale løsninger). Men vi bliver også nødt til at tage diskussionerne om, hvad det ellers er, bibliotekerne skal. Hvorfor er det for eksempel biblioteker, der skal stå for at producere lydaviser? Har vi brug for de fysiske rum, hvis materialer i stigende grad bestilles over nettet? 

Ja, for bibliotekerne er også vigtige som sociale mødesteder, lyder svaret. Men så er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvorfor der så ikke er lovgivning om medborgerhuse? Er det bibliotekerne, som skal være den førende arrangementsvirksomhed i kommunerne? Ja, vil mange sige og henvise til bibliotekslovens formålsparagraf, som taler om at »fremme kulturel aktivitet«, men hvis man nærlæser lovteksten, henvises der stadig til, at det er noget, vi skal gøre ved at stille materialer til rådighed, ikke ved selv at skabe den kulturelle aktivitet. Og jeg er sådan set enig i kritikernes påpegning af, at de kulturelle tilbud sikkert lige så godt kunne arrangeres af frivillige, naturligvis gerne i samarbejde med bibliotekerne, men altså uden at vi bruger lønnet personale til det. 

For mig er det helt fint at samtænke biblioteket med andre aktiviteter: turistinformation, borgerservice, egnsteater, biograf, medborgerhus, cafeer, lektiehjælp. Vi skal bare gøre os klart, at det ikke er biblioteksvirksomhed, men samarbejdende funktioner, der i mange tilfælde kræver andre former for personale. Til gengæld skal vi sørge for at have det rigtige personale til biblioteksfunktionen, nemlig servicemindede, it-kompetente personer med stort materialekendskab. Og vi skal udvide samarbejdet med børneinstitutioner og skoler for at fremme læselyst og læseevner lige fra barndommen.   


 

Kommentarer (1)

12. oktober 2017 kl. 09:54
Tak for en fin artikel om bibliotekernes udfordringer. Jeg arbejder på et gymnasium, og her ser jeg hver dag, hvad det betyder for eleverne, at de har fri og lige adgang til viden. Både i form af hjælp til at fremfinde den relevante viden og i form af materialer om alverdens faglige emner. Der er i forvejen stor forskel på, om de kommer fra en familie og et miljø, hvor uddannelse og dannelse er i fokus eller de er mønsterbrydere i et miljø, hvor indkøb og hjælp til at finde viden ikke er en del af hverdagen. Til de store opgaver i gymnasiet (og senere på Universitet) har de brug for et samlet biblioteksvæsen at trække på med alle de bøger og databaser, der er til rådighed her.

Skriv en kommentar