Bibliotekar med nyt perspektiv

Af Chloe Christensen
15.11.2017

 

Efter at have læst på IVA i tre et halvt år var det tid til, at der skulle ske noget nyt. Vejen ledte mig til Indonesien ved hjælp af AIESEC (verdens største studenterdrevne organisation).  Dér arbejdede jeg frivilligt sammen med ti andre unge fra hele verden med hver vores baggrund. Målet var at fremme indonesiske børns kulturelle forståelse og deres engelskkundskaber i projektet »Global Playground« i Yogyakarta.


Min værtsfamilie

Projektet var en del af det partnerskab, som AIESEC indgik med FN i 2015 om at nå de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (også kaldet SDG) inden 2030. Det mål, jeg specifikt beskæftigede mig med, var nummer fire om kvalitetsuddannelse.

Der var mange grunde til, at jeg drog afsted. De grunde, der vægtede højest var min iver efter at gøre en forskel for verden, samtidig med at bringe min profession i kontekst i en helt anden realitet end Danmark. Efter at have læst bogen I am Malala og IFLA’s rapport om bibliotekers rolle i løsningen af verdensmålene blev jeg klar over, at jeg som ungt menneske, bibliotekar og verdensborger rent faktisk kan være med til at sætte mit præg på verden. 

Hele oplevelsen som »Global Volunteer« for AIESEC varede seks uger. Der lærte jeg at bruge min faglige baggrund i informationsvidenskab og kulturformidling i praksis ved hele tiden at udforske forskellige tilgange til problemstillinger, og opleve personernes egen motivation for at være der. 

Efter ganske kort tid i Indonesien blev det klart for mig, at jeg som person ikke var bange for at stille kritiske spørgsmål ved selve planlægningen af projektet med det belæg, at hvis jeg ville have mest muligt ud af min tid dér og udvikle mig selv, organisationen og de andre unge, var det nødvendigt at stille de spørgsmål, som ville sætte en refleksionsproces i gang. 

Organisationen blev ved hjælp af min hjælp klar over de fejl og mangler, der var i projektet og hvor der var plads til forbedringer, hvilket kommer organisationen til gode fremadrettet. 

Udover selve projektet valgte jeg at undervise på min værtsfamilies skole. Det var dér, jeg blev udfordret og fik en bedre forståelse af, hvad jeg som person kan bidrage til i verden. Eleverne var meget stille i starten, men efter have set mig an, blev de mere trygge ved at blive undervist af en person, som ikke talte deres eget sprog og var hvid.

I mødet med lokalbefolkningen blev jeg mere og mere klar over, hvor relevant det er at kunne et fremmed sprog som engelsk og vigtigheden af læsning. De folk, jeg mødte var meget engagerede i at tale med andre udlændige, og det var via de samtaler, at jeg fik en bedre forståelse af de udfordringer og kulturelle forskelle, der er mellem Danmark og Indonesien. 

Et af de kulturmøder, jeg husker tydeligst var en samtale, som jeg havde med en indonesisk lærer og hans niece om undervisningssystemet i Indonesien, hvor eleverne gør hvad, der bliver sagt og ikke bliver opfordret til at give deres mening tilkende – den diametrale modsætning af undervisningen i Danmark.  

Hvor end jeg snakkede med folk og nævnte, at jeg er bibliotekar, der blev jeg mødt med stor forundring ikke kun af lokalbefolkningen, men også af de andre internationale unge i projektet. De kom altid med den typiske antagelse, at en bibliotekar læser meget, og det er til dels rigtigt. I disse situationer var det vigtigst for mig at fremvise diversiteten i biblioteket, og at biblioteket ikke kun er bøger, men også et sted, som har så mange aktiviteter og muligheder for læring. Et typisk eksempel på et alternativt bibliotek er Menneskebiblioteket, som mange af dem kunne nikke genkendende til og havde hørt om.


Minibibliotek

Det var uundgåeligt ikke at have samtaler om læsning og vigtigheden af den. Den samtale, jeg husker tydeligst var Zoes historie om at blive nægtet at læse en roman, som hun havde lånt på biblioteket af sine forældre. De syntes, at det var spild af tid, og at hun hellere skulle bruge sin tid på sin skolegang. Efter noget tid fik hun bogen igen, men denne oplevelse har været med til at gøre, at hun ikke kommer på biblioteket mere. Den samtale fik sat en tankestrøm i gang hos mig, og jeg havde efterfølgende samtaler med hende om, at biblioteket er for alle, og det er et trygt sted, hvor hun vil kunne få mættet den sult, hun havde for at lære om alt mellem himmel og jord.

Min fritid brugte jeg på at opsøge biblioteker, se hvordan bibliotekets arkitektur var anderledes end i Danmark og opleve hvordan biblioteket blev brugt. Det første møde med biblioteket var besøget i Grhatama Pustaka, et af Indonesiens største biblioteker. Der mødte jeg en kvindelig engelsklærer med sine to døtre, og vi fik en snak om vigtigheden af biblioteket, hvor de kom meget. En af grundene til, at de kom der så meget var, at de havde mulighed for at læse engelske bøger. Det, der var specielt ved bøgerne var, at på én side var historien på indonesisk og på den anden side var den på engelsk. På den måde kunne barnet lære sproget.

Tilbage til min værtsfamilie for en kort stund. Min værtsfamilie har en skole, og de var i gang med en større udvidelse af den i den tid, jeg var der. I den nye udvidelse blev der plads til et lille bibliotek, som jeg valgte at donere en engelsk H.C. Andersen-bog til. 

I fremtiden vil jeg fortsætte med at donere bøger til skolen. Overalt hvor jeg kom, bemærkede jeg alle de små biblioteker, der var. Som en del af projektet blev vi bedt om at medbringe tre børnebøger på engelsk. De er nu tilgængelige hos Cancer Foundation Yogyakarta, så børnene kan læse lidt H.C. Andersen på engelsk.


»A library is not a luxury but one of the necessities of life«

Citat på Grhatama Pustakan.

Oplevelsen har gjort mig mange erfaringer rigere både professionelt og ikke mindst personligt. Dog må jeg erkende, at oplevelsen havde været anderledes, hvis jeg stadig var studerende og lidt yngre. Men når det er sagt, lærte jeg at se muligheder fremfor begrænsninger, at værdsætte de kompetencer og den faglighed, jeg har og sidst men ikke mindst at se vigtigheden af kommunikation og samarbejde på tværs af nationaliteter og personligheder. 

Vi mennesker kan lære utrolig meget af hinanden ved at være åbne overfor omverden og andre kulturer. På den måde får man en indsigt i en helt anden kultur – en helt anden realitet. Denne form for kulturforståelse ser jeg som en vigtig del af det arbejde, biblioteket allerede er godt i gang med. 

For mig personligt har denne oplevelse givet mig troen på vigtigheden af biblioteket og bibliotekarens rolle, ikke kun for selve biblioteket, men også for samfundet. Oplevelsen har sat min egen rolle som bibliotekar i et større perspektiv. 

Jeg kan på det stærkeste anbefale studerende at tage afsted. Jeg er sikker på, at oplevelsen vil sætte nogle tanker i gang. Til sidst men ikke mindst vil jeg opfordre bibliotekerne rundt omkring i landet til at sætte de 17 verdensmål på dagsordenen, som FN har sat sig for at nå inden 2030. 


Organisation AIESEC
Varighed min. 6 uger som Global Volunteer 
Hvornår Hele året
Hvor 126 lande og territorier
Hvad Du arbejder frivilligt med et af de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG).
Hvorfor Du får en oplevelse, der vil ændre dit syn på verden, udvikle dine kompetencer både personligt og professionelt og udfordre dig.

 

Kommentarer (1)

20. november 2017 kl. 09:50
En dansk bibliotekar med interesse for børns læsning i Indonesien. Spændende. Jeg spekulerer på, om du ved, at en af de danske børnebibliotekspionerer var udsendt af UNESCO 1.10.1956-31.10.1960 som rådgiver i skolebiblioteksspørgsmål for den indonesiske regering.
Det var Anine Rud (Anine Seerup Rud, f-. Rosendahl 3.6.1906 i Esbjerg). Hun fik eksamen fra Statens Biblioteksskole i 1930, var ledende børnebibliotekar i Esbjerg og senere ansat i Statens Bibliotekstilsyn. Jeg har haft hende som lærer på det lange børnebibliotekarkursus lige inden hun tog til Indonesien.
Efter hun kom tilbage fra Indonesien blev hun forlagskonsulent og oversætter af børnelitteratur, bl.a. Astrid Lindgren. Hun har en stor andel i den højnelse af kvaliteten af litteraturtilbuddet til børn i Danmark, der skete i 1960erne.

Skriv en kommentar