Børnebøger som ramme for terapeutisk intervention

Af narrativ psykoterapeut Eva Zelander MPF
07.04.2017

 

At sidde i ro og med fysisk kontakt og få læst op har for mig altid været forbundet med min barndoms bedste oplevelser af på én gang velkendt nærhed og en udvidelse af verden ind i ukendt land. Billeder og tegninger blev sammen med de fortalte historier til indre verdener, hvorigennem jeg kunne forstå mere af det, der foregik inde i mig selv og i verden udenfor. Til mit barneunivers knyttede sig de bøger, der var fremme dengang i 60’ernes Sverige: fortrinsvis Astrid Lindgren, Tove Jansson, Elsa Besekow samt en mængde eventyr af ældre oprindelse.

Da jeg selv gik i gang med at skrive min første børnebog, var det på skuldrene af disse verdener, at fortællingen blev til. Med afsæt i min uddannelse som narrativ psykoterapeut ville jeg sætte den sprogligt eksternaliserende praksis ind i en fortælling, der skabte både genkendelse og åbnede portene for fantasien og børns evne til at forestille sig noget: Hvad nu hvis vi leger, at problemet er en... hvad bliver så muligt?

Historien skulle både rumme det lille eventyrs magi og samtidig helt konkret være en hjælp for børn, som tumler med et problem, der spænder ben for, at de kan gøre det, de gerne vil, eller leve det liv, de gerne vil.

Ønsket om at bidrage til børns lindring i forhold til svære følelser deler jeg med et meget stort antal børnebogsforfattere, og det kommer til udtryk på mange forskellige måder i børnebogslitteraturen.

Børnebøger har altid flyttet normer, udvidet og normaliseret det sære, givet nye måder at se verden på. I den uregerlige unge bor måske den modige dreng. Bøgerne har fortalt om måder at være anderledes på uden at skulle føle sig forkert, måder at håndtere ensomhed eller udefrakommende forandringer. Bøger, hvor man fik det rart indeni, hvor noget blev mere ok, eller hvor der opstod et håb via fortællingen. Hvor noget bliver blødgjort, og hvor livet kunne leves lidt mere socialt mangfoldigt, mere inkluderende, for de børn, der læser eller hører dem.

Ikke alle børnebøger tilbyder dette – men en stor del af dem gør. Her følger en beskrivelse af forskellige kategorier af børnebøger, der har som mål at bringe lindring eller hjælp til at bearbejde følelser.

Bøger om svære følelser på grund af udefrakommende begivenheder 

Gruppen med flest titler er den med fortællinger om børn, der møder udefrakommende forandringer, som de oplever som svære. Ofte handler det om at miste noget eller nogen: Forældre bliver skilt, en i familien bliver syg, familien skal flytte (fra vennerne), eller der er tale om tab af forældres opmærksomhed, når barnet får en lillesøster etc. Her består det terapeutiske i, at barnet kan genkende sine problemer, får sat flere ord på dem og derved bedre kan fornemme og italesætte dem selv.

Disse bøger er primært anerkendende og accepterende i forhold til følelser, men de giver sig ikke i kast med barnets relation til følelserne. Fortællingen ender som regel godt, idet omgivelserne griber ind, for eksempel i form af et lille mirakel, en udefrakommende dejlig begivenhed, der gør, at de svære følelser letter. Drejer det sig om hjemve, kan det være, at barnet kommer hjem igen. Er emnet vanskeligheder ved at acceptere en ny stedfar eller stedsøskende, kan det vise sig, at de alligevel er ganske flinke. Og så videre.

Bøgerne har den lindrende effekt, at man kan tale både om det, der er sket, og den sorg, vrede, savn, hjemve eller andre følelser, der er knyttet til forandringen i barnets liv.

Klaus Rifbjerg (tekst), Ib Spang Olsen (tegninger): Hjemve. Gyldendal 1993.

Dorte Roholte (tekst), Mette Kirstine Back (tegninger): Stakkels Alberte. Forum 2004.

Jacqueline Wilson: Lizzie Lynlåsmund. Carlsen 2006.

Sverre Henmo: Når dinosaurer græder. Gyldendal 2004.

Bøger om svære følelser på grund af noget, barnet selv har gjort

Denne gruppe bøger handler om børn, der kommer til at gøre noget, hvor de kommer følelsesmæssigt i klemme. Enten på grund af egne moralske værdier, for eksempel at man ikke må lyve eller stjæle, eller også fordi det, de har gjort, på en eller anden måde opleves som pinligt eller skamfuldt – som for eksempel at tisse i sengen.

I historierne adresseres håndteringen af følelserne som sådan ikke, men barnets handling, som gav grobund for skamfølelsen, bliver neutraliseret: Drengen finder ud af, at hans kammerat også tisser i sengen, det stjålne kan leveres tilbage, eller det forsvundne dukker op igen.

Fortællingerne kan virke lindrende, både fordi følelserne adresseres, så der kan tales om dem, og barnet kan føle sig mindre alene om at have problemet (normalisering), og fordi den lykkelige slutning måske giver håb om, at det svære vil forsvinde.

Ida Jessen (tekst), Cato Thau-Jensen (tegning): Ringen. Gyldendal 2011.

Ulrik T. Skafte (tekst), Birgitte Frier Steward (tegning): Magnus tisser i sengen. Turbine 2008.

Faglige bøger om følelser

De fagligt orienterede bøger falder egentlig uden for rammen af denne artikel, der tager afsæt i eventyr og historiefortællingen. De skal dog kort nævnes, da deres sigte netop er at hjælpe børn til at forstå og bearbejde følelser, der på den ene eller anden måde skaber problemer for dem (for eksempel eksplosiv vrede). Følelserne gennemgås som et emne. Nogle bøger gør brug af forskellige børns fortællinger om emnet, og forfatterne kommer med bidrag til, hvad eksempelvis vrede er, og hvordan man kan lære at styre den. Flere af bøgerne indeholder desuden øvelser.

Vrede er det problem, jeg har fundet absolut flest bøger omkring. Hvorvidt det skyldes, at det er det problem, der fylder mest for børn, eller det, der står mest i vejen for de voksne, vil jeg lade være usagt.

Mattias Danielsen m.fl.: Sådan føles vrede. Klematis 2007.

Lisa Bjärbo, Elin Lindell: Den store syndebog. Klematis 2007.

Eksternaliserende bøger, hvor det terapeutiske sigte er gjort eksplicit

Disse bøger bygger på den narrative teori omkring eksternalisering. I bøgerne er barnets relation til sit problem gjort eksplicit: Der er en dialog mellem det eksternaliserede problem og barnet, og barnets ønske om og vej til at tage styringen over sit problem er den bærende del af en fantasifuld fortælling.

Eksternalisering er en sproglig praksis, hvor der tales om problemer som noget, der er adskilt fra barnet. Anton er ikke en hidsigprop, men han får besøg af en tiger. Oscar er ikke et encopresebarn, men en dreng, der gerne vil lære sine pølser, at de skal ned i WC’et og ikke i bleen. Og Emilie er ikke en pige med hjemve, men en pige, der får besøg af en hjemmefe, som kan blive meget urolig en gang imellem. Lad os lege, at problemet er uden for dig selv, og så snakker vi med og om det derude.

Anton tigertæmmer

Man laver et ’som om’-univers, hvor tyngden af problemet lettes fra barnets skuldre. Problemet er der stadig, men der skabes en lille afstand mellem det og barnet, og derved kan oplevelsen af skamfuldhed, pinlighed og følelsen af at være håbløs, forkert eller ikke god nok blive ophævet eller lettet. På den måde stivner barnet ikke under tyngden af problemet, og forældrene vil føle sig mindre alene med det.

”Playful approaches in narrative therapy direct the focus away from the child as a problem and onto the child-problem relationship in a way that is meaningful for adults as well as intriguing, not heavy-handed or boring, for children.”  (Freeman 1997)

”Her er jeg med alt det, jeg kan, og her er problemet, der kommer og spænder ben for mig en gang imellem.” Det giver mere bevægelighed i forhold til identitetsudviklingen og handlemulighederne at have denne tilgang. Dels er det en lettelse i sig selv at blive frigjort fra al den skyld og skam, dels bliver det muligt at tænke mere kreativt og legende om tingene. Er der noget, børn kan, så er det netop at bruge forestillingsevnen: Hvis vi nu leger, at... hvad bliver så muligt?

Sprogligt sætter det barnet fri til at kunne se sig selv som en, der gør noget, har handlemuligheder og færdigheder i forhold til problemet: ”Jeg kan jo kun handle, hvis det ikke er hele mig, der er noget galt med.”

Det er også en måde at lege på, der lukker barnets righoldige forestillingsunivers op. Leg som fælles sprog kan inkludere alle aldre og er smitsomt. Leg kan tage magten og tyngden ud af problemer på samme måde, som hvidløg ødelægger det for vampyrer. Når de voksne tilbyder et ’som om’-univers, hvor børnene kan bidrage med idéer til, hvordan problemet kan mestres, er det som at give et espalier til barnets viden og fantasi, så deres ekspertise ud i egne problemer kan vokse.

I flere af bøgerne er der en vejledende tekst til den voksne (for eksempel forælderen eller pædagogen), der beskriver denne sproglige praksis, så man selv kan blive inspireret til at tale eksternaliserende med barnet om andre problemer.

Undervejs kan man stoppe op og spørge til, hvordan barnets problemfigur ser ud: Er det en hjemve, der besøger barnet? Kan det være en anden figur end den, der er tegnet i bogen? Hvordan ser den da ud? Hvordan ved du, at den er urolig? Og hvad får den til at falde til ro?

Fortællingerne kan fungere som et supplement til de historier og handlinger, barnet kan gå ombord i for at mestre problemet, finde sig bedre til rette med det eller få nye handlemåder i forhold til det. Lidt afhængig af, hvad der nu er på banen.

Historierne kan også stå alene, som de er; de kan læses for børn, der har eller slet ikke har det pågældende problem inde på livet, og som sådan være en sjov eller god historie om et andet barn, der lærte at mestre et problem. Fortællingerne kan fungere som både-og.

Denne praksis går desuden hånd i hånd med anvisninger til dialogisk læsning med barnet.

Dialogisk læsning

Dialogisk læsning er en metode, der er udviklet af den amerikanske forsker G.J. Whitehurst. Det en måde at styrke børns sproglige færdigheder på i forhold til både ordforråd og evne til at formulere sig og kommunikere med hinanden. Samtidig tilbyder metoden et rum for at tale om ting, der ellers kan være svære. Derfor mener jeg, at det er oplagt at støtte sig til rådene, også i forhold til at bruge børnebøger med et terapeutisk sigte.

Nedenstående råd til forældre i forbindelse med dialogisk læsning findes her (Sprogpakken er en efteruddannelsesindsats iværksat af Socialministeriet i 2010 med henblik på at opkvalificere pædagogers og kommunale nøglepersoners arbejde med børns sprogudvikling).

Før læsningen

  • Læs bogen, før du læser med dit barn, og dan dig et billede af, hvad du vil tale om og spørge ind til i historien, når I læser den sammen.
  • Gør læsningen til noget trygt og særligt.
  • Præsentér bogen for dit barn: Vis forsiden og bagsiden frem og fortæl, hvem der har skrevet og tegnet bogen.
  • Stil spørgsmål til barnet om bogens udseende. Lad evt. dit barn sidde med en lille genstand, som har en særlig betydning i historien. 

Under læsningen

  • Vær altid åben for spørgsmål undervejs. Når dit barn stiller spørgsmål, så stop op og besvar.
  • Følg dit barns nysgerrighed, vær nærværende, spørg ind til dit barns interesse og lyt til dets svar. Inddrag dit barn som medfortæller.
  • Ved genlæsning, vis bogen frem og opfordr dit barn til at fortælle det, det kan huske, for eksempel ud fra billederne. Tilføj gerne ny viden til dit barns viden. 

Efter læsning

  • Samtal om indholdet, også efter at bogen er lukket. Brug de nye ord, som bogen indeholder – jo flere gange dit barn hører ordene, jo større sandsynlighed er der for, at barnet husker dem og selv vil anvende dem.

Navngivning af problemer


I det følgende eksempel fra Emilie har hjemve – eller også har hun en hjemmefe er det Emilie, der selv finder på at introducere et navn til sit problem med hjemve, nemlig hjemmefeen:

En dag spørger mor, om Emilie vil sove hos Sofie, for mor og far skal til fest.

Emilie siger: ”Nej, jeg kan kun falde i søvn i min egen seng.”

”Men det passer da ikke,” siger mor. ”Da vi var på ferie, kunne du sove alle mulige steder, endda i en sovepose! Du faldt bare i søvn lige med det samme, BONK sagde det, når du landede på puden.”

Emilie ved ikke rigtig, hvad hun skal svare, for det er jo ikke sådan, det er.

Hun kommer i tanke om den gang, hun skulle sove hos Bedste. Det gik slet ikke godt. Hun græd, lige indtil mor og far kom og hentede hende.

Hun kan ellers så godt lide at være hos Bedste, men ikke når hun skal sove.

Og sådan var det også en gang, da hun skulle prøve at sove hos Sofie, da måtte Sofies mor ringe efter dem, og mor kom med festkjolen på.

”Det er, når I ikke er der,” siger Emilie så.

”Får du så hjemve?” spørger mor.

”Ja, så får jeg en hjemmefe,” siger hun og smiler lidt – det lyder sjovt: hjemme fe.

”Hvad gør din hjemmefe, når du skal sove, og vi ikke er der?” spørger mor.

”Så bliver hun ked af det på sådan en savne-savne måde og flyver rundt og rundt, så jeg får ondt i maven og kun kan tænke på, at jeg vil hjem til jer,” siger Emilie.

”Av, det lyder ikke særlig rart,” siger mor.

”Nej, det er det i hvert fald ikke! Det er rigtig DUMT!”

”Er det også dumt?” spørger mor.

”Ja, for så er det jo, at jeg ikke kan sove hos Sofie, og det vil hun rigtig gerne, og det vil jeg også!”

Nogle børn gør det helt af sig selv, men ofte skal denne måde at tale på hjælpes på vej, og det er her, denne slags børnebøger kan være hjælpsomme, fordi de introducerer en talemåde, der taler til børns fantasi og evne til at skabe billeder og fortællinger på en legende måde.

Ud over at Emilie her finder sit eget billede, hjælper moderen i bogen hende også til at tage stilling til problemet. Hvilken effekt har denne hjemmefe på Emilie: ”Det er dumt, fordi…”. Det nytter nemlig ikke at eksternalisere noget, hvis barnet ikke selv har en oplevelse af, at det er et problem. Det er barnets relation til sit problem, der er afsættet for at gøre noget andet, så at sige.

Desuden må benævnelsen af problemet holdes åben, også for at det kan ændre sig undervejs. Det kan gøres ved at foreslå flere alternativer – og give sig tid til barnets egen proces med at finde det rette navn og være åben for, om det undervejs skifter karakter og skal have et nyt navn. I en terapisituation kan terapeuten også komme med forskellige bud på ord eller navne, som andre børn har brugt, spørge, om de passer, eller om der kunne være andre navne, der passer bedre.

I den ledsagende tekst til bøgerne bliver der også lagt op til denne leg med ord og navne. Så det for nogle kan være en tiger, for andre en trold på skulderen. Hjemmefeen kan også være alle mulige slags væsener, men det sker kun, hvis bogen vel at mærke suppleres med en dialog med barnet.

I den narrative praksis var der i begyndelsen en tilbøjelighed til at kalde problemerne for noget, der kunne være svært at se sig selv kæmpe mod som barn. Der var monstre, drager, uhyrer og den slags. Det kan skabe en forståelse af problemet som noget, der er farligt eller uovervindeligt stort og for alt i verden skal udraderes.

Men mange problemer opstår, fordi der er for meget af noget, for eksempel temperament. Det er ikke det samme som, at det er godt at leve et liv uden temperament. Historien vil da gå i retning af, at det er barnet selv, der tøjler sit temperament, i stedet for omvendt: At temperamentet tager over og styrer barnets handlinger.

I dialog med barnet søger man derfor en vej videre ved hjælp af en indstilling om at samarbejde med problemet. Desuden går udviklingen i at mestre noget lidt som ’to skridt frem og et tilbage’: Først går det fint i en periode, men så sker der noget andet svært, og barnet ryger tilbage i et gammelt mønster. Det er en del af vejen, og det må gerne være indbygget i historien for at undgå oplevelsen af nederlag og måske opgivelse. Først lykkes det og ups, så lykkedes det ikke helt alligevel. Det gør ikke noget: Sådan er det med tigre og hjemmefeer, det tager tid. De skal lige lære det.

Eksempler på eksternaliserende børnebøger:

Anthony Browne: Willy og Skyen. Klematis 2016.

Miryam Specht (tekst), Sandra Grimm (tegning): Henrik og hidsig-dragen. Flachs 2010.

Camilla Gran (tekst), Calus Riis (tegning): Anton tigertæmmer. Pressto 2016.

Jacop Riewe (tekst), Peter Bay Alexandersen (tegning): Grubleren. Alvilda 2014.

Birgitte Meldgaard (tekst), Claus Riis (tegning): Hr. Pølle. Pressto 2015.

Eva Zelander (tekst), Signe Gabriel (tegning): Emilie har hjemve – eller måske har hun en hjemmefe?. Pressto 2016.


Litteratur

Freeman, Jennifer, D. Epston, D. Lobovits: Playful approaches to serious problems. W.W. Norton & Company 1997.

Holmgren, Anette: Terapifortællinger – Narrativ terapi i praksis. Dansk Psykologisk forlag 2008.

Russel, Shona, M. Carey: Narrativ terapi. Spørgsmål og svar. Hans Reitzels Forlag 2007.

White, Michael: Kort over narrative landskaber. Hans Reitzels Forlag 2007.


Bag om forfatteren


Eva Zelander (f. 1959) er uddannet landskabsarkitekt fra KUA/science og psykoterapeut MPF fra Dispuk i 2012. Arbejder som terapeut, stresskonsulent, mindfulness-instruktør og foredragsholder og er indehaver af firmaet Qvercus


Artiklen er bragt i Tidsskrift for Psykoterapi nr. 1 2017. 





 

Skriv en kommentar