Del dog din formidling (sagt kærligt)

Af Anja Nielsen, formidler ved Vesthimmerlands Biblioteker
07.04.2017

 

Vesthimmerlands Biblioteker arbejdede i 2016 på et 1-årigt projekt, hvis formål var at genbruge eksisterende formidlingstiltag med fokus på nogle udvalgte brugergrupper. Tanken var god, men virkeligheden omkring formidlingstiltagene skabte udfordringer. 


Tanken var …

På Vesthimmerlands Biblioteker påbegyndte vi i 2016 et formidlingsprojekt ved navn FORMDOG! Navnet kom fra målsætningen om at FORMidle ud fra selvvalgte DOGmer. Tanken var ikke at opfinde nye formidlingsformer (ja ja, banebrydende), men at genbruge eksisterende formidlingstiltag foretaget af andre biblioteker, kulturhuse og museer.

Det handlede kort og godt om at låne eller stjæle (hvad man nu vil kalde det) andres formidlingsidéer. Vi ville simpelthen lave lettilgængelig og low-budget formidling uden at skulle tænke særlig meget selv.

Vi syntes, at tanken var rigtig fin, da vi som udkantskommune med et stramt økonomisk råderum ofte oplever udfordringer i forholdet mellem idéer og budget (mon andre kender til det?). Vores røvertogt skulle primært finde sted i portaler som Slots- og Kulturstyrelsens projektbank og IVA’s opgavebank, da vi vidste, at der her var en masse formidlingsprojekter at finde. 

Realiteten var …

At låne/stjæle andres idéer viste sig at være lettere sagt end gjort. Vi startede projektet med at afsøge de nævnte projektportaler for at finde beskrivelser af formidlingsprojekter samt illustrationer og billeder, som vi kunne genskabe på Vesthimmerlands Biblioteker.

Vi måtte dog bittert erkende, at udvalget ikke viste sig særlig brugbart til genskabelse. Dels fordi det tog meget tid at finkæmme de mange forskellige projektbeskrivelser, dels fordi de gode idéer, vi fandt, ikke var ledsaget af en ’how to’-guide.

Projektportalerne bugnede af projektbeskrivelser, men de konkrete formidlingstiltag (dem vi ville have snitterne i!) var for få. Så vi justerede vores tyveri-taktik og udvidede røvertogtet til, at vi også skulle gennemsøge Facebooksider, Instagram-profiler og hjemmesider samt opsøge andre typer institutioner end biblioteker, kulturhuse og museer. Et meget større arbejde end først tiltænkt, men et arbejde, der gav os mulighed for at søge ud over Danmarks grænser.

Resultatet blev …

Vores projekt ændrede form flere gange. Planen var at hoppe ind i projektportalerne og stjæle eksisterende formidlingsidéer, men vi endte med selv at udforme et idékatalog, som andre nu har mulighed for at stjæle fra.

Projektet er blevet til den type tyvekost, som vi selv havde håbet gemte sig i projektbanken – et let overskueligt idékatalog med overblik over alle tiltag. Hvert tiltag har fået en side i idékataloget med enkle beskrivelser, omkostninger, tidsforbrug akkompagneret af billeder til at illustrere vores ’take’. Så nu må tiden være inde til at opfordre alle til at stjæle fra os!

Stjæl hele formidlingskataloget her.

Håbet er også, at kataloget kan inspirere andre biblioteker med nogle hurtige formidlingstiltag, samt at det kan tjene som en opfordring til at dele den formidling, vi laver i det daglige – endnu bedre end vi allerede gør. 


 

Kommentarer (1)

4. oktober 2017 kl. 11:07
Link til formidlingskataloget virker ikke. Skulle der måske have været linket her til: http://docplayer.dk/46998509-Formdog-dogmeformidling-paa-folkebiblioteket.html

Skriv en kommentar