Alices værktøjskasse: En guide til fiktionalitet i litteraturformidlingen

Af Ea Elmer
Projektleder for litteraturformidling, Biblioteket Frederiksberg
31.05.2017

 

Siden foråret 2016 har Biblioteket Frederiksberg haft en noget anderledes samarbejdspartner.

Navnet er Alice (efternavn ukendt). Ifølge hende selv har hun lige skrevet speciale om dansk samtidslitteratur og arbejder indimellem på en bogcafé. Og så er hun – nok så vigtigt – en ivrig facebooker, blogger og instagrammer

Alice bruger internettets sprog og koder til at skrive om litteratur. Hun blander emojis, sms-jargon, memes, links, m.m., og ud kommer en litteraturformidling i øjenhøjde med den digitale tidsalder og de sociale medier. 

Og – nåja – så findes hun ikke. Hun er noget vi har fundet på.

Hvorfor arbejde med fiktionalitet?

Afsættet for projektet er idéen om at bruge fiktionalitet som retorisk virkemiddel for at skabe en litteraturformidling der a) egner sig til sociale medier og deres brugere, og b) lægger sig op ad den måde litteraturen selv kommunikerer på. Kort og kækt sagt: Der er kun et lille spring fra at læse et meme til at læse en roman.

Ved at bruge elementer af fiktionalitet i vores litteraturformidling håber vi på at bære mere af kompleksiteten fra litteraturen med over i formidlingen. For litteraturen har jo sjældent et entydigt budskab – men hvordan overleverer vi det budskab i formidlingen?

I denne artikel fokuserer vi på at videregive en række gode råd til hvordan man kan arbejde med fiktionalitet (del 1) – og hvordan vi selv har grebet det an (del 2).

Læs mere om fiktionalitet og baggrunden for vores projekt her. Og hvis du ikke er stødt på Alice før, kan du læse en introduktion til hendes univers her.


Del 1. Om kommunikation med fiktionalitet: Hvordan gør man?

Fiktionalitet og litteraturformidling

Vi vil gerne have publikum til at undre sig, til at tænke sig om en ekstra gang – hvad sker der egentlig her? Er der et andet budskab end det bogstavelige? Både fordi det er effektiv måde at trænge igennem til publikum, og fordi vi vil have dem til at fange de litterære referencer.

Fiktionaliseret kommunikation kan godt minde om fake news fordi begge siger noget der er ”løgn”. Men der er den afgørende forskel at (succesfuld) fiktionaliseret kommunikation selv peger på at den er fiktionaliseret – at den er løgn – hvor fake news lader som om det er sandhed.

Grundlæggende præmisser

Hele materialet er teksten. Du behøver ikke skrive ”her er noget vi har fundet på” – det kan siges meget mere effektivt indirekte (mere om det senere). Fiktionalitet fungerer bedst som retorisk virkemiddel når modtageren skal ”arbejde” lidt for at opdage hvad der er på spil. Ja, det kan godt blive indforstået, men man har et større spillerum end man umiddelbart tror. Vores erfaring er at særligt den unge målgruppe (18-30 år) godt kan tåle ikke at fange hele pointen, måske blot registrere at der er noget sjovt på spil – uden at føle sig ekskluderet.

Fiktionalitet kan skabes globalt og lokalt. Det kan være et helt univers – og det kan være et element i et blogindlæg. Vi valgte at arbejde med begge dele på én gang: Alice er fiktiv, og hun bruger fiktionaliserende greb i sine posts.

Fiktionalitet handler om kontekst. Et bestemt fiktionaliserende greb kan have helt forskellige betydninger afhængig af kontekst, og en lille detalje kan have stor effekt hvis den bruges igen og igen. På samme måde kan noget også være mere eller mindre fiktionaliseret. En tommelfingerregel er at fiktionalitet opstår når vi bruger flere fiktionaliserende signaler på én gang fordi selve konteksten bliver fiktionaliseret – men der er også nogle strategier der er så stærkt associeret med fiktionalitet, at de kan stå alene.

Signaler om fiktionalitet

Nedenunder har vi listet forskellige indgangsvinkler til fiktionalitet på baggrund af vores erfaringer. De forskellige ting er strengt taget ikke sammenlignelige, men lister er jo rare, ikk’? Nogle greb er punktuelle, andre er mere overordnede. Mange overlapper hinanden. Listen er desuden langt fra udtømmende, vi har blot valgt at fremhæve de greb som vi har fundet mest anvendelige med henblik på litteraturformidling.

Fordi det handler så meget om kontekst, er det svært at beskrive et fiktionaliserende greb. Vi har forsøgt at holde det overordnet her – og så kan du se eksempler på hvordan vi har gjort det, når du klikker på links. Af praktiske årsager linker vi til Alices blog selvom hun primært har været aktiv på Facebook.

1. Brug en anden person end dig selv som talerør.

  • Det kan være en fiktiv persona som du selv skaber. Fiktionaliteten kan her signaleres på forskellige måder, bl.a. ved fraværet af en reel afsender, ved brug af karikatur eller andre signaler fra listen her.
  • Du kan påtage dig en allerede eksisterende, fiktiv stemme, fx en karakter fra en roman.
  • Du kan også bruge en virkelig person som talerør. Hvis personen er død, kan du signalere fiktionalitet ved at lade som om personen lever. Hvis personen lever, kan du signalere med fx karikatur eller satire.

2. ”Nærhedseffekten”: Et overordnet princip. Hvis du placerer to elementer sammen, vil modtageren automatisk gå ud fra at de to ting hænger sammen, også selvom det aldrig er blevet sagt direkte.

3. Intertekstuelle referencer: Brug noget kendt i en ny, ukendt kontekst. Det kan være en bestemt sprogbrug, visuelt – eller blot et navn (bemærk fx emailadressen her). Der er mange muligheder. Fiktionaliteten opstår i kontrasten mellem hvad det kendte materiale ’burde’ sige, og hvad det siger i den nye kontekst.

4. Brug af fiktive elementer i en non-fiktiv kontekst, og omvendt. Fx selve det at Alice fra Alice i Eventyrland er på Facebook.

  • Du kan bruge citater som om det er dine egne udsagn. Eller ’tilpasse’ en tekst så den passer til dit liv.
  • Du kan lege med kontrapunktisk brug af hyperfaktuelle greb, fx diagrammer, to-do-lister, inventarlister, screenshots.
  • En tredje variant er personificering af ting, eller tingsliggørelse af personer.
  • Brud på realistiske scenarier er også et greb: En drøm er blevet levende, eller litteraturen siver ind i virkeligheden. Alices dagbogsnotater har det fx med at blive invaderet af litteraturen.

5. Brug sproglige greb som associeres med litteratur.

  • Det kan være en markant poetisk sprogbrug såsom dominerende metaforer, stærke kontraster eller haikudigte. I Alices univers har vi også leget med en diffus tiltale af ’du,’ inspireret af poesien, hvor man ikke helt kan afgøre om der er tale om en reel person, eller om det er en tiltale af publikum.
  • Herunder kan også nævnes hyperbole (overdrivelse) og karikatur. Begge greb kan sprede sig og overtage en tekst. 

6. Genfortælling på tværs af medier kan også signalere fiktionalitet, særligt hvis man kan få en anakronistisk effekt frem ved at bruge screenshots af nye medier.


Del 2. Om konstruktion af univers: Hvordan gjorde vi?

#leg

Alice blev først til Alice hen ad vejen. Vi valgte at lege universet frem både fordi vi havde meget kort tid, og fordi vi simpelthen ikke kunne sige på forhånd hvad vi havde brug for. Vi startede med intet andet end nogle stikord og et moodboard. På den måde fik universet også frihed til at danne (og omdanne) sig undervejs – som en slags cloud. Alice er på den måde et kronisk work in progress.

Først oprettede vi en blog og bad en random title generator om at finde på et navn til bloggen – derfor hedder bloggen dukewithfunnysocks.com. Vi brugte lang tid på at lege med opsætningen, det skulle være stringent, men også lidt pyntet.

En dag landede en kasseret bog på et tilfældigt skrivebord, et ramponeret eksemplar af Alice in Wonderland – og en idé begyndte at tage form.

#læs

Vi valgte at bruge Alice i Eventyrland som ramme og signal om fiktionalitet fordi det er et univers alle kender og elsker, læsere som ikke-læsere, og fordi der findes en masse billedmateriale online som kan bruges frit.

Vi læste desuden en masse ny litteratur som kommer fra blogmediet – vi læste Mira Gonzalez, Tao Lin, Caspar Eric, vi snuste rundt på Olga Ravns tumblr og stenede på internetpoetry. Theis Ørntofts Yeahsuiten dukkede også op i landskabet og inspirerede med sin nærmest deadpan-agtige blanding af poppet hverdag og ekstrem følsomhed. YEAH! 

Alice er på den måde løst inspireret af hvad nogen kalder new sincerity. Vi ville gerne ramme en tone der kunne være både inderlig og overfladisk, både poetisk og poppet. Det skulle både handle om at se litteraturen som noget hverdagsagtigt og se hverdagen som litteratur.

#stjæl

Vi opsøgte inspiration, vi stjal med arme og ben. Vi tog idéen om at efterligne litteraturens udtryk helt bogstaveligt.

Nogle af Alices posts er direkte efterligninger af greb fra litteraturen. Enkelte gange har vi gjort det med en (delvist) satirisk effekt (indlægget ”hun er frustreret” planker en retorisk ambivalent gentagelsesstruktur fra Maja Lee Langvads bog Hun er vred), andre gange har vi lånt et poetisk greb som fx kontraster eller markører til at skabe en stemning (”inventarliste over mit liv” er inspireret af Caspar Erics 7/11 hvor der bruges ting og kulturelle markører til at etablere et univers).

#motiv

Vi har også leget med at Alice skulle have noget at skrive på, en konflikt eller idiosynkrasier. Derfor gjorde vi hende til specialeskrivende studerende med hang til overspringshandlinger. Vi valgte også at gøre hendes fag til dansk for at gøre det mere naturligt at hun taler så meget om litteratur. Men det viste sig også at være en begrænsning at hun er så indforstået omkring litteratur, idet vi gerne ville tale til både læsere og ikke-læsere.

Vi har også flirtet med en kærlighedshistorie hvor vi endelig skulle finde ud af hvem the duke var, men den fik aldrig helt vind under sejlene.

Det virker godt at skrive på et forløb eller en historie, men man skal også passe på med at gøre det for svært med et plot der skal forløses.

#stemme

Vi besluttede meget tidligt i forløbet at det skulle være en ung stemme – ellers ville det have været malplaceret med slang og internetformer generelt.

Alices stemme er langt henad vejen en realistisk stemme, men der er også nogle brud på denne realisme: Hun er nøgtern og tør, men også poetisk og følelsesladet. Hun skriver både sjusket og sirligt, men altid i en meget fri form.

Måske ville det være mere præcist at sige at Alices stemme er et sammensurium af flere stemmer. Nogle af stemmerne i universet tilhører helt andre karakterer, fx hendes lillebror som er ekstra gakket. Eller specialevejlederen med storhedsvanvid. Men også implicit i Alices stemme findes der flere stemmer, særligt i kraft af at hun direkte lader litteraturen komme til orde: Citater er ikke citater i denne verden, det bliver Alices egne tanker og følelser. Hun overtager litteraturen – eller litteraturen overtager hende?

De flere stemmer har både givet os en praktisk mulighed for at bruge flere slags tekster – og så har det potentialet til at ramme flere målgrupper på én gang.

#slut

Hvor slutter fiktionaliteten? Fordi vi har arbejdet med en global og potentielt meget forvirrende fiktionalitet, har vi også indlagt ”endestationer” i Alices univers – steder hvor fiktionaliteten punkteres. Hvor vi forklarer at det er noget vi har fundet på. Det har vi gjort af praktiske årsager, og fordi det kan være tilfredsstillende for publikum at opdage at de har læst rigtigt, så at sige. Men det er ikke noget man opdager med det samme. Man finder kun denne disclaimer hvis man har opsøgt den.


Afsluttende overvejelser: Hvad har vi lært?

Om afsender og målgruppe

Vi har lært at det tager meget længere tid at opbygge univers og persona end vi havde troet. Publikum skal virkelig kende afsenderen før de tør like, kommentere eller dele. Derudover har vi måske gjort det svært for os selv ved at vælge en fiktiv afsender som er svær at afkode. Vi kunne godt have valgt noget nemmere, fx en karikatur af en bibliotekar.

Blandt Alices 400 venner på Facebook finder man både personer i alderen 18-30 år som ikke er litteraturinteresserede, og personer i alle aldre som er meget litteraturinteresserede. De litteraturinteresserede har selv opsøgt Alice, de andre har vi ’friend requested’ på hendes vegne. Alices posts på Facebook har primært fået likes fra de litteraturinteresserede, men vi anser det også som en succes blot at få de ikke-litteraturinteresserede til at sige ja til at være venner med Alice og på den måde følge hende – det tyder på at vi har fundet en form som appellerer til målgruppen.

Det er dog værd at overveje hvorvidt man vælger en målgruppe allerede når man vælger univers og persona. Hvor vigtigt er det for publikum at kunne identificere sig med en persona? Vi har ikke et klart svar her. På den ene side har vi fået at vide at universet var for ”ungt” for bibliotekernes brugere – på den anden side er Alices største fan en 70-årig pensionist som troligt liker eller kommenterer på alt hvad Alice laver.

Vi ville sandsynligvis have ramt ikke-læserne bedre hvis vi havde valgt en persona som var ikke-læser. Og alligevel har vi indtryk af vi har ramt målgruppen nogenlunde fordi fiktionaliseret kommunikation har så mange indgangsvinkler.

Om form og indhold

Vores eksperiment med fiktionaliseret litteraturformidling er overordnet set gået rigtig godt. Der har været tidspunkter hvor vi virkelig har ramt plet, hvor vi har lavet indhold der var både skarpt og nuanceret, hvor form og indhold gik op i en højere enhed – og hvor indholdet fik relativt meget opmærksomhed i form af views, likes og kommentarer. Andre gange har vi skudt helt ved siden af. Det er risikoen ved at arbejde med formidling på denne måde.

Særligt det med sammenhængen mellem form og indhold har været en øjenåbner. Det er nemt at forfalde til ”bare” at skrive tekster. Men det er tydeligt at memes og andre kreative koblinger af tekst og billede har en meget større effekt på de sociale medier.

Og netop fiktionalitet kan gøre forskellen her. Netop fiktionalitet kan give den kant som online formidling har brug for. Du behøver ikke bygge et helt univers som vi har gjort – du kan bruge fiktionalitet som ramme eller som et element i dit opslag og få meget større gennemslagskraft.

Som Alice ville sige: Have a mushroom!

 

 

 

Skriv en kommentar