Billedbogen – et medie der kan noget særligt

Af Lone Skovgaard, HvidovreBibliotekerne
15.05.2017

 

Mis og Mus-figurer produceret i en workshop med Rasmus Bregnhøi og udstillet på biblioteket

Giver man børnehavebørn i alderen 3-6 år mulighed for at møde litteratur på forskellige måder, bliver børnene så mere interesserede i litteratur? Svaret er et forsigtigt ja. Når man giver børnene mulighed for at opleve litteraturen på forskellige måder, udover bare at læse bogen, så giver man dem en øget forståelse af børnelitteratur, en bedre sprogfornemmelse, og man gør dem læseparate, så de får lyst til at lære at læse bogstaver, når de starter i skole.

Hvidovrebibliotekerne har i 2016 lavet et projekt om tidlig læsning med pædagoger fra tre institutioner. Formålet med projektet er at øge børnenes læsekompetence, og udvalgte moderne billedbøger bliver brugt til, at børn leger forskellige lege, tegner og designer figurer ud fra bøgerne og samtaler om dem. Aktiviteterne skal gøre børnene interesserede i billedbøgerne.

Bibliotekarerne vælger billedbøgerne og laver booktalks for pædagogerne i institutionerne for at inspirere dem til at anvende bøgerne. Derudover udarbejder bibliotekarerne et legekatalog med forslag til lege til hver enkelt bog, som pædagogerne kan bruge i arbejdet med børnene. Der bliver lavet en workshop med en forfatter, og projektet bliver afsluttet med en udstilling med effekter, som børnene har lavet ud fra bøgerne.

Billedbogen som medie

Billedbogen er et kendt medie for pædagoger og bibliotekarer, der er vant til at arbejde professionelt med mediet, og det kvalificerer læsningen med børnene. I projektet udvælger bibliotekarerne nøje billedbøgerne, mens pædagogerne har samtaler med børnene og leger med børnene ud fra bøgerne i de enkelte institutioner.

Billedbogen er et særlig godt og egnet medie til at engagere børnehavebørnene i litteratur og på sigt gøre dem læseparate. Billedbogen i fysisk form kan stadig noget særligt, fordi den er designet, så den har mange indgange, idet man som læser kan tilegne sig historien, både fra billedsiden og tekstsiden.

Nyere billedbøger leger tit med, at de er et bogmedie. For eksempel udnyttes det forhold, at bogen kan give en tredimensionel oplevelse. I billedbogen Haps af Nicola O´Byrne er der et monster, der spiser papiret, så der kommer et rigtigt hul i bogen. Monstret prøver at komme ud af bogen helt konkret. Dyr, der forfølger monstret, ser ud på læseren, når der kigges ind gennem hullet.

At billedbøgerne forholder sig til sig selv som medie gør i dette tilfælde bogen særlig god at lege med for de mindre børnehavebørn. At man kan stikke fingeren ind i bogens hul til dyrene giver eksempelvis læseren en fornemmelse af at komme ind i bogen og gør derved fiktionen levende for et mindre barn. Bogen bliver et stykke legetøj, hvor barnet kan lege at blive en del af historien, når man via hullet kan røre ved figurerne i historien og på den måde helt konkret kommer »ind« i historien.

At lege en billedbog

Billedbøgerne genererer lege, hvilket er et vigtigt element i projektet, fordi leg er den bedste udtryksform for børnene. Børnenes legekompetencer er veludviklede, og dermed er det at »lege bøgerne« med til at stimulere børnenes lyst til at bruge billedbogen som medie.

Et godt eksempel er en leg ud fra bogen Da Carl næsten sov i telt af Ida Jessen, hvor de store børnehavebørn i en af de deltagende institutioner med en lommelygte går ud i et skur og oplyser de forskellige ting i det. Den voksne pædagog taler med børnene om, hvad der er i lyskeglen, når den flyttes rundt i skuret. Børnene skal hviske, hvad de ser.

Børnene kan mærke en stemning af at være en del af en hemmelighed og opleve noget særligt. Denne leg gør i særlig grad Da Carl næsten sov i telt nærværende og levende. Børnene oplever, hvor ufarligt og spændende mørket kan være – en opdagelse, som elefanten Carl i billedbogen også opnår, da han lyser ud i mørket med en lommelygte. Leg gør oplevelsen af bogen dybere og mere engagerende, fordi børnene oplever det samme som figuren.

Workshop med Rasmus Bregnhøi


Workshop med Rasmus Bregnhøi, hvor dreng  producerer en mis-figur

Alle institutionerne i projektet arbejder med Rasmus Bregnhøis billedbog Opfindelser, strikkede huer og en dum kat. Bogen fik Blixenprisen 2016 og er historien om de to outsidere Mis og Mus. Disse figurer skulle børnene producere som flotte papfigurer i en workshop med forfatteren.

Aktiviteten var tænkt som en måde at stimulere de 5-6-årige børnehavebørn til at få en bedre fornemmelse for bogen. Børnene skal møde forfatteren for at opdage, at det er et virkeligt menneske, der står bag historien i den bog, de læser. At børnene laver papfigurer ud fra bogen er tænkt som en måde for børnene at opdage, hvordan det er at skabe sin helt egen litterære figur ud fra hovedpersonerne i bogen. Ideen er, at børnene får mulighed for at se forbindelsen mellem forfatter, bog og figurerne, som de laver. Mange af børnene er meget stolte af deres egne figurer, som de tager med tilbage i børnehaven fra workshoppen.

Afslutningen på projektet

Billedbogsprojektet bliver afsluttet med en spændende udstilling på begge biblioteker i Hvidovre. Børnene udstiller effekter, de har lavet ud fra bøgerne. Borgmesteren i Hvidovre, Helle Adelborg, kommer og åbner udstillingen og holder en god tale i øjenhøjde med de fremmødte børn. Børnene er glade for at møde borgmesteren, som er »damen, der bestemmer i kommunen«. Som et barn konkluderer: »Alle dem, der bestemmer, hedder Helle«. Hans mor hedder også Helle. Børnenes oplevelse af billedbøgerne bliver uddybet, når en vigtig voksen anerkender, at de læser bøger og laver effekter ud fra dem.

Biblioteket kan med et projekt af denne type facilitere, at børnene tidligt får fornemmelsen af, hvordan en historie er opbygget. Børnene lærer noget, hvor de ikke bare skal være gode til at klare en Pisa-test i fremtiden. De inspireres til at lege og får styrket deres sociale relationer, både til hinanden og til de voksne i institutionen. Samtidig får børnene en fælles bagage af gode historier og illustrationer. De bliver parate til at møde børnelitteraturen fremover som årvågne, inspirerede og kvalificerede læsere – alt sammen fordi de møder den gode billedbog tidligt i deres liv.

Projektet er et tværfagligt samarbejde mellem 4 bibliotekarer og 1 biblioteksassistent.

Billedbøger anvendt i projektet
O'Byrne, Nicola: Haps
Byrne, Richard: Den her bog har lige spist min hund
Aakeson, Kim Fupz: Vitello går til pigefødselsdag
Meralli, Swan: Den lille bog om at sige nej
Nilsson Thore, Marie: Treo, Enis og en til
Bregnhøj, Rasmus: Opfindelser, strikkede huer og en dum kat
Houm, Nicolai: Når alle sover
Schwarz, Viviane: Er der en hund i denne bog?
Rey, H.A.: Peter Nysgerrig
Winding, Alberte: Betty har en hemmelighed
Finderup, Mette: Lasse-Leif vil ikke tale menneskesprog
Jessen, Ida: Da Carl næsten sov i telt
Jeffers, Oliver: Hittegods
Boyd, Colin: Bademonsteret

 

Skriv en kommentar