Træd ind i fortællingen 2017

Af Maria Björnsdóttir, projektleder, Allerød Bibliotek
07.06.2017

 


Når man samarbejder på tværs af kommunens institutioner og trækker på frivillige kræfter i og uden for kommunen, kan man sammen skabe noget stort, der ender med at række langt ud over landets grænser.

Fredag den 19. maj 2017 om eftermiddagen blev der holdt det årlige »Træd ind i fortællingen« arrangement på Allerød Bibliotek. I år var temaet Valhalla. Forberedelserne har været i gang i månedsvis, og der var mange samarbejdspartnere involveret i afviklingen af eventen. 

Da vi først havde besluttet os for at levendegøre Peter Madsens fantastiske tegneserier »Valhalla«, kom idéerne nærmest væltende af sig selv. Som en pudsig bonus viste det sig, at forfatteren Peter Madsen og hans hustru var flyttet til byen i år, og de syntes selvfølgelig, det var en dejlig velkomst, at vi ville lege med Valhalla.

Kirsten Weidich brugte den sidste tid af sin ansættelse på Allerød Bibliotek med at sy flotte vikingedragter til personale og frivillige, så vi havde nogle kostumer på dagen. Glad service gik i gang med at omdanne sidste års piratskib til et vikingeskib. Det blev så stort og flot, at det kun lige akkurat kunne komme ind på biblioteket. Glad service har tidligere bygget kulisser til os, og det er vi rigtig glade for. Glad service er beskyttet beskæftigelse for mennesker med psykisk funktionsnedsættelse.

Da dagen oprandt, begyndte vi med et optog fra Allerød Station til biblioteket. Start var kl. 14.30, og vi havde opfordret folk til at møde op og gå med os. Dette havde enkelte heldigvis taget imod. Optoget bestod af 2 glimabrydere, 6 rollespillere, den grønne guide Tommy Dal (der i dagens anledning var klædt ud i Lokes fugleham), projektgruppen klædt i vikingetøj, nogle frivillige klædt som henholdsvis vikingedame, slave og gudinde, samt »Instrumentmagerens kone«. Vi uddelte brochurer, der fortalte om, hvilke ting man kunne opleve på biblioteket. Der var små afkrydsningsfelter ud for hver aktivitet, så man ikke overså noget.

På pladsen foran biblioteket var der vikingemarked med diverse boder. Der var en bod med helstegt pattegris og en mjødbod. Vikingegruppen Bifrost havde en bod med smykker og håndarbejde, og de kogte suppe i en stor jerngryde over bål. Der var en lille bod med perler og skind og en garnbod, hvor man kunne slynge og flette bånd, som man gjorde det i vikingetiden. Bog & Idé havde en salgsbod med Valhalla-tegneserier, og desuden var der en bod, hvor Peter Madsen signerede til sine fans.

Fra pladsen kunne man gå over Bifrost, som var et regnbuetæppe, og ind i selve Valhal. Inde i velkomstzonen stod det flotte vikingeskib, som Glad service havde bygget til os. Skibet var bygget, så man kunne klatre på det og lege i det. Der var også udstillet 12 tegneserier med temaet Regnar Lodbrog, som 5. klasses-elever fra Lillevang skole havde udarbejdet. Både vikingeskib og tegneserier kan endnu opleves på biblioteket.

Inde i bibliotekets store sal var der opstillet diverse kreative workshops. Rollespilsakademiet stod for en bod, hvor man kunne lave sin egen rollespils-Torshammer. Billedskolen havde en workshop med Idunns æbler, hvor man kunne lave sine egne gyldne æblebilleder med glimmer, metalmaling og almindelig maling på karton. Naturvejleder Bjørli og den grønne guide Tommy Dal (aka Sigyn og Loke) havde workshoppen Balders død, hvor man kunne skyde til måls efter Balder med en »mistelten«. Ramte man plet, fik man en badge med en mistelten på. Alle, der prøvede, fik en lille mistelten på hånden, malet med selvlysende grøn maling. 

Den sidste workshop var Odins runer. Melissa Wieser, der er ansat på biblioteket, stod for bibliotekets runebod. Det er ikke sikkert, at man ville kunne genkende hende, for i dagens anledning var hun Odin og havde for eksempel kun ét øje. I runeboden kunne man skrive sit eget navn med runeskrift og få det som en badge.

I salen var der også lavet en lille kulisse med Odins tronstol, et skakspil af træ og mimers hoved.

Inde i børnebiblioteket havde vi lavet Vølvens hule, hvor en spåkone spåede i runer. Her stod også Ask Yggdrasil pyntet med de fire hjorte, ørnen, høgen og egernet. De hæslige norner holdt ofte til her, men gik også rundt i og uden for biblioteket.

Ude bag ved biblioteket i haven var Tom Jersø fra historisk formidling med hjælpere. Her blev vikingernes kampteknik og våben demonstreret, og man kunne selv prøve kræfter med sværd og skjolde med mere.

Instrumentmagerens kone spillede på forskellige tidstypiske instrumenter og sang sange. Hun gik med en stor kurv med instrumenterne på ryggen og fortalte historier om instrumenterne og spillede på dem. Der var mange interessante blæseinstrumenter af både træ og dyreknogler.

Der blev konsumeret næsten to hele pattegrise, 889 glas saftevand og en kæmpe gryde urtesuppe.

Besøgende anslås at være ca. 800-1.000 mennesker. Det var en fantastisk dag og dejligt at se så mange glade besøgende. Da eventen var ved at klinge af, viste Allerød Bio tegnefilmen Valhalla.

Rygtet om Valhalla-dagen er nået helt til England. Et bibliotek i Essex har efterfølgende henvendt sig for at få inspiration og hjælp til at lave et lignende arrangement på Brentwood Library.

Projektgruppen, der afvikler dette årlige arrangement med skiftende temaer, er projektleder Maria Björnsdóttir og børnebibliotekar Trine Møller (på billedet nedenfor). 



 

Skriv en kommentar