So ein Ding müssen wir auch haben! Et stop motion-eksperiment i Aalborg

Af Helle Brink & Tina Andersen, Aalborg Universitetsbibliotek
04.01.2018

 

På Aalborg Universitetsbiblioteket har vi kastet os ud i kunsten at lave stop motion film inspireret af  Københavns Universitetsbibliotek. Vores tanke har været at introducere vores services  på en ny måde gennem stop motion. Konklusionen på vores arbejde er, at processen med at lave filmen, som er både sjov, udfordrende og lærerig, er arbejdet værd. Vi har fået en lille film, som præsenterer vores services på en anderledes måde, og som fungerer som en icebreaker og en blød start på vores undervisning.

»Har I set, hvad de har lavet på Københavns Universitetsbibliotek for at få de nye studerende til at opdage biblioteket?« skrev min kollega Helle Brink ud til Aalborg Universitetsbiblioteks Infoteam, der står for at undervise, vejlede og introducere Aalborg Universitets studerende og ansatte til bibliotekets services. Hun havde opdaget, at Københavns Universitetsbibliotek i oktober 2016 havde skrevet en artikel om deres udarbejdelse af et par introducerende LEGO stop motion-film hos Bibliotekarforbundet»Jeg synes faktisk, at de er ret gode… « fortsatte hun… »Skal vi ikke se på, om det kunne være noget for os? «

Nye studerende dukker op, lytter og…?

I artiklen beskrev Christian Lauersen, chef for Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek ved Københavns Universitetsbibliotek, en række udfordringer, som vi også oplever, når vi introducerer nye studerende til bibliotekets mange muligheder. Vores introduktioner er en blanding af praktiske forhold, som de skal kende til samt informationssøgning. De studerende møder op og ser ud til at lytte til, hvad vi fortæller dem, men det er uvist, hvor meget af det, der reelt fæstner sig. Naturligvis gør vi på biblioteket, hvad vi kan for at engagere dem og sælge biblioteket. Men vi synes i denne forbindelse, at det er oplagt at eksperimentere med en alternativ formidlingsform.

Så var der den dér stop motion-film

En dag kom Helle ind på mit kontor og sagde: »Der afholdes et kursus i stop motion teknik på Aalborg Bibliotekerne. Det er måske en gylden mulighed for at blive klogere på, hvordan vi kan lave den der film til vores introer«. Og det viste sig at være lige, hvad vi havde brug for. Kurset var arrangeret af Det Danske Filminstitut og Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med Aalborg Bibliotekerne samt Bibliotekarforbundet og var egentlig beregnet til, at bibliotekarer kunne lære, hvordan man laver animationsfilm med små og store børn. Dem har vi trods alt ikke så mange af på Aalborg Universitetsbibliotek, men kurset var alligevel perfekt for os, fordi indholdet var meget praktisk anlagt med en række tips til apps med mere, der gør processen med at optage stop motion nem at gå til. Ikke blot for børn, men også for os.


Helle Brink øver sig i stop motion-teknik 

Vi følger tre studerende, der skriver projekt sammen

Vi ville naturligvis ikke lave en kopi af Københavns Universitets film, som blandt andet lader en lille LEGO-figur cykle igennem Københavns gader for at bruge bibliotekets services. Vi ville gerne highlighte vores services og valgte at gøre dette gennem dét, der kendetegner Aalborg Universitet, nemlig problem-based learning (PBL) og at de studerende traditionelt arbejder sammen i grupper.

Så skrev vi et lille manuskript, hvor vi lod tre små figurer gennemgå processen med at skrive et projekt og viste en række situationer, hvor biblioteket kunne hjælpe dem med deres arbejde, for eksempel i forbindelse med gruppearbejde i bibliotekets rum, ved selvbetjeningsmaskinerne og i scenarier uden for universitetet. Vi forsøgte at give figurerne lidt charme ved at kunne skifte deres ansigtsudtryk og lade dem have lidt »løse« lemmer. Vi forsøgte også at give filmen et humoristisk islæt gennem lyde og sjove detaljer.

Filmen understreger disse seks pointer:

  1. Chat med bibliotekets personale og få hurtig hjælp
  2. Anvend bibliotekets selvbetjeningsmaskiner med dit studiekort
  3. Book en vejledning med en bibliotekar
  4. Få fjernadgang til bibliotekets ressourcer hjemmefra
  5. Få adgang til alle bibliotekets afdelinger 24 timer i døgnet
  6. Alle bibliotekets afdelinger har multiprintere


Vi tog fotografier fra biblioteksrummet for at lave genkendelige baggrunde, som figurerne kunne agere i.

Kunsten at animere stop motion

Nu havde vi vores koncept på plads og var klar til at lave filmen. For at kunne lave den, var der en del fysiske forhold, der skulle være på plads, for eksempel et egnet lokale, lysforhold og baggrunde. Vi skulle desuden finde kreative løsninger på praktiske problemer, eksempelvis da vi måtte finde to store bøger, der kunne holde vores iPad fast, så vi fik det rette afstandsforhold mellem baggrunde og iPad.

Det tager tid at lave en stop motion-film. Scenerne skal planlægges, optages og efterfølgende redigeres med lyd, voiceover med mere. På stop motion-kurset fik vi anbefalet nogle apps, der gjorde det nemt at optage stop motion med en iPad. Vi brugte appen Stop Motion Studio Pro til at lave filmen med, og efterfølgende anvendte vi Windows Moviemaker til at redigere den færdig. Det tillod os at lægge en voice-over på sammen med flere lydeffekter, som vi fandt ud fra diverse Creative Commons-kilder. Filmen var derfor teknisk let at lave, men processen tog lidt tid. Vi kan anbefale at planlægge arbejdet grundigt, før man går i gang, hvorved man kan afkorte selve produktionstiden. Processen var dog rigtig sjov at gennemgå.


Der er fuld knald på charmen i denne scene, hvor Peter besøger sin bedstemor.


Der optages!

Sådan bruger vi filmen

For at introducere den færdige film til vores kollegaer, inviterede vi til en filmpremiere med popcorn og rød løber. Filmen blev modtaget med stor begejstring, idet flere kunne se det smarte i at præsentere vores praktiske services på en anderledes måde.

Vi bruger filmen i undervisningen, som en kort intro på vores hjemmeside samt som en lille reklame på bibliotekets facebookside. Derudover har vi valgt at bruge den på bibliotekets informationsskærme, hvor filmens scener indgår som blikfang mellem skærmenes øvrige informationer.

Overordnet kan vi konkludere, at filmen har virket godt som icebreaker og blød start på undervisningen. Det skaber en fin stemning fra starten og har resulteret i smil, fnis og smågrin hos de studerende, hvor højdepunktet har været klapsalver fra 130 biologi- og kemistuderende.

Vi vil fortsætte med at bruge filmen i forbindelse med introduktioner til nye studerende, om end vi må konstatere, at præsentationen af filmen på biblioteks facebookside måtte se sig slået med ti gange så mange likes af et opslag med billeder af en sød, vildfaren kat på biblioteket.

But then again, who doesn’t like a cute cat-picture?


Her kan man se den endelige film: Peter, Nadine and Anne use the University Library
 

Skriv en kommentar