Slip mig dit slimede bæst

Af Bettina Boddum
Børnebibliotekar Team Børn
09.11.2018

 

I Lukes fodspor.
”Slip mig, dit slimede bæst – slip mig” råber prinsesse Leia efter den onde Jabba The Hut, der tydeligvis har onde intentioner. Han hiver hende brutalt ind i et bur i sin hule, mens han skriger, at han vil have credits -masser af credits. 220 børn sidder med åben mund og følger Prinsesse Leias kamp i spænding. Tonerne fra Star Wars toner frem. Nu tror I nok, at vi befinder os et sted langt ude i Galaksen. Det gør vi ikke. Vi er på Randers Bibliotek, hvor vi afholder skolernes motionsdag, som vi har omdøbt til Galakseløbet og kalder det ”I Lukes fodspor”.

Randers Bibliotek

Randers – en by i Galaksen
Randers Bibliotek er med i det kommunale projekt ”Randers - en by i Galaksen”, hvor vi sammen med en række lokale aktører arbejder på at brande Randers som en by i Galaksen. Bibliotekets vinkel er læring. Da der var et par søde og dygtige folkeskolelærere, der foreslog, at vi skulle udvikle et Galakseløb til Skolernes Motionsdag, slog vi til prompte. Vi så muligheden for at kombinere læring med motion og med samarbejde med lokale kulturinstitutioner. Vi inviterede bredt ind til samarbejde og fik positivt svar fra både museer i Randers, den lokale biograf og manden bag Sci-Fi-Con Randers samt stormtroopers fra Legion 501. De var klar til at lege med og ville hver stå for en post i Galakseløbet. Vi mødtes bare en enkelt gang, hvor vi aftalte detaljerne.

Logistik
Der er mange ting, der skal klappe, når man skal arrangere et løb for intet mindre end 9 klasser på mellemtrinnet. Først og fremmest var der hele logistikken i at få eleverne rundt i byen på en sikker måde. Vi allierede os med to 8. klasser, der ville hjælpe med at gå med eleverne rundt og være medhjælpere på de forskellige poster. Eleverne blev inddelt i stor-hold med navne fra Star Wars som Luke, Yoda og Amidala. Vi forberedte deres lærere, så de på forhånd kunne lære eleverne deres holds karakter at kende. På selve motionsdagen blev eleverne udstyret med badges med deres holds navn. Hvert hold fik et kort, hvor de kunne se, hvilken post de skulle starte ved. Hvert hold blev tildelt nogle hjælpere fra 8. klasse, der hjalp dem rundt.

Posterne
Vi regnede os frem til, at 6 poster var et godt antal, så eleverne kunne nå rundt i byen, og de ville blive udfordret på forskellige måder. Der var: ”Skygger i Galaksen”, hvor eleverne skulle finde skyggefigurer på samtlige 4 etager på Håndværksmuseet, så der var meget løben op og ned ad trapperne. ”Robot bingo” var en aktiv post, hvor børnenes ben blev bundet sammen to og to, og så skulle de løbe og finde billeder, der matchede deres bingoplade. Biografen lavede en quiz om Star Wars. Eleverne blev samlet af Kylo Ren i biografens største sal. Quiz´en var blæst op på den store skærm.

I Kulturhuset skulle eleverne lave Dødsstjernen ud af spaghetti og skumfiduser, og de skulle lære at løse de intergalaktiske runer. Uden for biblioteket var der gang i den helt store lyssværdsproduktion. Sværdene skulle bruges på næste post, hvor eleverne skulle øve sværdteknikker med Jedimestrene. Derudover gik der et par stormtroopers rundt og var med til at tydeliggøre billedet af et løb i Galaksen. På hver post blev der uddelt credits (guldmønter), som eleverne var blevet belært om, at de skulle bruge til at betale Jabba for at lade Prinsesse Leia gå.

Lykkelig slutning
Da eleverne havde været rundt på alle posterne, kom de tilbage på Randers Bibliotek, hvor de skulle finde ud af, om de havde samlet nok credits til at få Prinsesse Leia på fri fod igen. Det havde de! Jabba lukkede Leia ud af buret. Men til børnenes store overraskelse fik Leia kastet en blaster op til sig på scenen, hvorefter hun skød den onde Jabba, så retfærdigheden kunne ske fyldest. Børnene jublede, og festen kunne begynde. Som tak for hjælpen blev alle elever belønnet med et diplom og en galaktisk cupcake. Det var en fantastisk dag for både børn og voksne!

May the force be with you…
når I forhåbentlig selv skal I gang ude på bibliotekerne med at arrangere et tilsvarende løb. I behøver jo ikke nødvendigvis lave Galakseløb. I kan lave Eventyrløb, Fantasy løb, Vitello løb osv. Mulighederne er uendelige. Jeg synes, det er en god måde at profilere biblioteket på samt at have et andet samarbejde med skolerne end vanligt. Vi oplevede, at skolerne syntes, det var en rigtig god idé, og det gik stærkt med at få tilmeldinger. I er velkomne til at skrive, hvis I vil høre mere, eller hvis I har praktiske spørgsmål 
 

Skriv en kommentar