Før du skriver din artikel


OBS! Du kan altid henvende dig til Perspektivs redaktion for at få gode råd, sparring på din artikel og hjælp til at komme videre.
Skriv til perspektiv@bf.dk.


Før du skriver

Hvem skriver jeg til? 
Generelt bør man altid identificere sin målgruppe. Du kan for eksempel overveje, hvilken faggruppe, du vil målrette dit budskab til.

Hvad er mit budskab? 
Inden du begynder at skrive, er det en god ide at gøre dig klart, hvad du gerne vil fortælle, så er det nemmere at holde fokus på det vigtige i artiklen. Du kan overveje, om du vil dele dine erfaringer – succeser og faldgruber, eller sidder du måske med en problemstilling, du gerne vil have hjælp og idéer til at løse?


Undervejs i skriveprocessen 

Starter jeg med det væsentlige?
Det væsentlige er ofte din slutning eller konklusionen, så prøv at få fortalt om slutmålet eller resultaterne allerede i resumé og indledning. Det er en god indgang til din artikel og fanger hurtigt læseren ind.

Holder jeg fokus på det vigtigste? 
Forestil dig, at du skal fortælle om projektet til en kollega, som ikke kender det. Hvad skal modtageren have at vide for at forstå projektet?
Nogle gange kan det være forvirrende med en masse detaljer og informationer. Det er fristende at forklare hele baggrundshistorien, men ofte vil læseren få mere ud af at få udvalgte og relevante informationer.

Laver jeg korte afsnit med overskrifter? 
Når man skriver til nettet, kan man tænke over at lave kortere afsnit, end hvis man ville skrive til print. Det letter læsningen på skærmen. Gode mellemrubrikker i teksten hjælper også læseren til at bevare overblikket i artiklen.


Sidste artikeltjek

Bruger jeg konkrete eksempler?
Eksempler er altid en god hjælp til at gøre en tekst konkret og levende. Et eksempel eller to fungerer tit fint til at forklare en pointe og giver et godt billede af processen.

Varierer jeg mine sætninger? 
Teksten flyder ofte bedre, hvis du skifter mellem lange og korte sætninger. Aktive sætninger med aktive verber virker mere vedkommende end passive sætninger.

Det gode resumé 
Det gode resumé er den krog, der får læseren til at bide på artiklen. På Del Din Viden har du 800 tegn inkl. mellemrum til at fortælle, hvorfor læseren skal klikke ind på din artikel. I resuméet kan du præsentere dine resultater eller ridse din problemstilling op. 
Resuméer af Del Din Viden artikler vil blive bragt i Perspektiv.