Har du penge til gode?

I 2007 fik seks af BF’s medlemmer 100.000 kroner i erstatning på grund af kritisk sygdom. Direktør i BF, Johnny Roj Larsen, tror langt flere har krav på pengene, men ikke kender muligheden.

I 2007 fik kun seks af BF’s medlemmer erstatning fra deres pensionsordning på grund af kritisk sygdom. Direktør i BF, Johnny Roj Larsen, tror, at flere end de seks har ret til beløbet på 100.000 kroner – men mange ved ikke, at de har krav på det.

Det er BF’s medlemmer ansat i det offentlige, der har pensionsordning i selskabet Sampension, der ved kritisk sygdom har ret til et engangsbeløb på 100.000 kroner. Det er sygdomme som ondartet kræft, blodprop i hjertet eller en hjerneblødning, der kan udløse dækningen.  

- Vi har mange kvindelige medlemmer i 50’erne. Så statistisk tror jeg, flere har været udsat for kritiske sygdomme end de seks, der i 2007 har fået udbetalt 100.000 kroner, siger Johnny Roj Larsen.

Han mener, problemet skyldes dårlig formidling.

- Der er mange, der ikke tænker over, at deres pension både er en forsikring og en opsparing. Det skal BF fremover være meget bedre til at formidle, siger han. I første omgang råder han medlemmer til at kontakte BF eller Sampension, hvis de mener, de har penge til gode.

Skriv en kommentar