Afskedigelser truer i Hvidovre

23-09-2009 af Henrik Hermann
HvidovreBibliotekerne er trængt økonomisk og har lavet to fratrædelsesordninger. Fyringer af  i alt 8-10 medarbejdere kan blive en realitet, hvis biblioteket skal spare 1,8 millioner kroner. Andre kommuner er også truet.

Først skulle HvidovreBibliotekerne spare 900.000 kr. Så blev beløbet fordoblet til 1,8 millioner kroner, og realiserer politikerne denne besparelse, mister 8-10 medarbejdere jobbet.

- Der er ingen vej uden om besparelser. Men skal vi spare så meget , som der er lagt op til, kommer vi ikke uden om at afskedige 8-10 medarbejdere, siger bibliotekschef Kim Rømer Krogh til bibliotekspressen.dk.
Medarbejderne er blevet orienteret løbende via møder i samarbejdsudvalget, og der er allerede indgået en fratrædelsesaftale med to medarbejdere, henholdsvis en bibliotekar og en hk’er med fratrædelse i foråret 2010.

- Ved en kommende fyringsrunde, vil det primært blive hk-personale, der vil blive afskediget hos os. Vi har automatiseret flere steder, for eksempel har vi automatiseret med RFID-chips i udlånet, forklarer Kim Rømer Krogh.
På spørgsmålet om, hvordan han har det med at lige netop biblioteket bliver ramt, svarer han:
- Biblioteker opfattes som luksus. Og den politiker, der siger at han hellere vil have kultur frem for et varmt måltid mad til sin mor på plejehjemmet, han begår politisk harakiri.

Kim Rømer  Krogh frygter at politikerne også vil begynde at skære på bibliotekernes materialekonto, så det går ud over antallet af licenser og download på eksempelvis lydbøger.

Bibliotekarforbundet har været i kontakt med tillidsfolkene på HvidovreBibliotekerne, og forhandlingschef i Bibliotekarforbundet, Bruno Pedersen siger:
-  Vi er naturligvis klar til at hjælpe og støtte medarbejderne i tilfælde af flere afskedigelser, og vi går ind i sagerne, så snart vi får en henvendelse. Vi kan stille med vore juridiske konsulenter og vore karriererådgivere. Vi følger udviklingen over hele landet, for vi frygter at nye besparelser i betydeligt omfang er på vej i kommunerne.

Bibliotekspressen erfarer, at der også er besparelser på vej i Brøndby, mens situationen er uafklaret i kommuner som Hørsholm, Hillerød og Frederikssund samt Jammerbugt.

 Er der også nedskæringer i luften på dit bibliotek, så vil vi gerne høre om det. Redaktionen arbejder på et baggrundstema om besparelser. Send en mail til bibliotekspressen@bf.dk

 

Skriv en kommentar