DB og KUA indgår samarbejdsaftale

09-07-2009 af Sara Maria Kohnagel
Ny aftale mellem Danmarks Biblioteksskole og Københavns Universitet skal styrke og udvikle institutionernes faglighed.

Der er nærmest kun et stenkast mellem Danmarks Biblioteksskole (DB) på Birketinget og Københavns Universitet, Amager (KUA) på Njalsgade, hvor Det Humanistiske Fakultet har hjemme. Alligevel har afstanden hidtil virket enorm. De studerende har ikke haft mange andre grunde til at krydse de mellemliggende veje, end at besøge hinandens kantiner. Det blive der lavet om på nu.

1.juli underskrev Per Hasle, rektor for DB, og Kirsten Refsing, dekan for Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, en samarbejdsaftale mellem DB og Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (INSS).

Det nye samarbejde skal styrke og supplere institutionernes faglighed via gensidig udveksling af forskere, undervisere og studerende, som altså nu får mulighed for at skifte spor mellem BA- og KA –uddannelserne. Der er også planer om at etablere en fælles kandidatuddannelse i København og et kursustilbud på Åbent Universitet, KU.

De første projekter forventes at blive realiseret til næste forår.

Kilde: hum.ku.dk

Skriv en kommentar