Hvem vil være bibliotekschef i Hjørring?

03-09-2009 af Henrik Hermann
I første  omgang søgte 11 jobbet, men ansøgerfeltet var ikke bredt nok.  

Hjørring Bibliotekerne søger en ny bibliotekschef. Igen. Det ellers højt profilerede og meget omtalte bibliotek Hjørring skal nemlig have et bredere ansøgerfelt til chefstillingen. Stillingen er ledig, fordi chefen gennem mange år, Carsten Winther, er gået på pension.

- Vi genopslår stillingen, da vi i første omgang kun fik 11 ansøgninger og gerne ville udvide ansøgerfeltet. Der var bestemt kvalificerede ansøgere i første runde, og alle 11 har fået brev om, at vi opretholder deres ansøgning med mindre de selv ønsker at trække sig, fortæller publikumschef Janni Sørensen til bibliotekspressen.dk.

Jobbet i Hjørring består ifølge jobannoncen blandt meget andet af at være chef for "Danmarks p.t. mest omtalte, nytænkende og trendsættende hovedbibliotek"

På webloggen "Biblioteker på toppen" kunne man blandt andet i april læse følgende:

"Trods hårde besparelseskrav til Hjørring Bibliotekerne bliver stillingen slået op. Annoncen kommer i Bibliotekspressen den. 7. maj med ansøgningsfrist d. 25. maj. Vi håber, at besættelsen kan være helt på plads inden 1. juli og en ny chef kan tiltræde 1. august eller 1. september"

Publikumschef Janni Sørensen fortæller, at Hjørring Kommune generelt har gode erfaringer med genopslag. Ansøgningsfristen her i 2. omgang mandag 7. september.

I Bibliotekarforbundet diskuterer hovedbestyrelsen, hvordan den kan tackle, at det tilsyneladende er et generelt problem at rekruttere unge eller yngre bibliotekarer til lederstillinger. Det kan betyde, at lederstillinger i biblioteksvæsenet fremover vil blive besat af andre faggrupper.

Men er det overhovedet et problem?

 

Kommentarer (4)

6. september 2009 kl. 13:39
Jeg synes, det kunne være rigtig interessant og inspirerende, hvis Bibliotekspressen i en række artikler interviewede nogle biblioteksledere om deres vej frem mod et lederjob, hvilke overvejelser de gjorde sig, da de søgte deres første lederjob, de største udfordringer personligt og fagligt som ny leder osv.

Venlig hilsen
en af de unge bibliotekarer
7. september 2009 kl. 09:30
test
7. september 2009 kl. 21:38
Jeg har opgjort landets 2 folkebibliotekschefer der ikke er bibliotekarer her: http://angermann.dk/442
17. september 2009 kl. 13:23
Det kan godt ske der lige nu "kun" er 2 "folkebibliotekschefer", der ikke er bibliotekarer af uddannelse. Men i Københavns Biblioteker har vi en række rigtig gode biblioteksledere, der ikke er bibliotekarer af uddannelse. De leder store institutioner der måske betjener 50.000 eller flere indbyggere i en bydel - og kan dermed i allerhøjeste grad sammenlignes med "folkebibliotekschefer". Og jeg kan gode røbe, at der er flere på vej. Når vi ansætter ledere er udgangspunktet ikke hvilken uddannelsesmæssig baggrund, ansøgerne har (vi forudsætter naturligvis en generel uddannelsesbaggrund på et passende niveau), men i langt højere grad den enkeltes ledelsesmæssige kvalifikationer, erfaringer og visioner for udvikling af virksomheden. Vi er derudover i gang med en omfattende organisationsproces som vil betyde at bibliotekerne efterhånden bliver fusioneret med kulturhuse, idrætsinstitutioner m.v. i de enkelte bydele.
Heller ikke i København er der mange bibliotekarer blandt ansøgerne, når vi opslår lederstillinger, Alligevel er det er heldigvis lykkedes os at tiltrække nogle gode nye ledere med bibliotekarbaggrund. Fagforeningen synes sikkert det er ærgeligt, der ikke er flere. Jeg vil i stedet glæde mig over at der så heldigvis er mange andre der gerne vil lede de store og spændende kultur- og vidensinstitutioner, vi opbygger.

Med venlig hilsen

Jens Ingemann
Bibliotekschef
Københavns Biblioteker

Skriv en kommentar