Manglende sammenhæng mellem ord og handling

24-10-2009 af Tania Kejser
Københavns Kommune har lovet, at det kun er kulturhuse og biblioteker, der ligger tæt på hinanden, som skal lægges sammen under samme ledelse. Men sådan ser det ikke ud til at blive i praksis, mener Tage Sørensen, fællestillidsrepræsentant.

Allerede fra januar 2010 lægges de første fem biblioteker og kulturhuse sammen i Københavns Kommune. Det er godt og fornuftigt, fordi det nedbryder stive grænser mellem forvaltningerne – og smart, fordi de udvalgte institutioner ligger op og ned af hinanden, ofte i samme bygning.

Men noget tyder på, at Københavns Kommune giver køb på princippet om nærhed mellem de institutioner, der skal sammenlægges. Det mener fællestillidsrepræsentant, Tage Sørensen.

- Der er ikke helt sammenhæng mellem, hvad man siger og hvad man gør. I øjeblikket har man udpeget fem biblioteker, som skal lægges sammen med kulturhuse i lokalområdet. Og det er fint, fordi det hænger sammen geografisk. Men når man snakker om flere sammenlægninger til næste år, har jeg svært ved at se hvilke flere der kan blive tale om, hvis princippet om geografisk nærhed skal holdes, siger Tage Sørensen.

Når det er sagt, ser Tage Sørensen gode muligheder i strukturændringerne.

- Det fører mange muligheder med sig. Men det kræver, at forvaltningerne virkelig bliver bedre til at arbejde på tværs. Et andet perspektiv er, at kun en ud af fem ledere i de sammenlagte insitutioner har biblioteksbaggrund. Det giver en ekstra opgave for os med at forklare, hvilke udfordringer bibliotekerne har, siger Tage Sørensen.

Skriv en kommentar